Læsetid: 6 min.

For højt til loftet på Statens Museum for Kunst

Hvad skal Statens Museum for Kunst stille op med det udstillingsrum, de nu har fået bygget og som ikke umiddelbart lader sig rive ned igen?
5. marts 2004

På museum
Man har glædet sig. Haft det med sig og haft det til gode som en bog, der er købt men endnu ikke læst. Og så en dag hvor man har gjort sig særlig fortjent eller har gjort sig særlig ufortjent og må tilkende sig selv en form for trøstpræmie, hiver man sin kanin op af hatten. Man går på Statens Museum for Kunst for at se udstillingen »Dansk Skulptur 1850-2000«.
Det er lørdag, først på eftermiddagen, danskerne er velsagtens ude og shoppe, så jeg blander mig med de få turister, der går rundt og udforsker det danske kunstforråd. Det er et privilegeret udgangspunkt, for hvor tit lykkes det at være turist i sit eget land? Ikke tit og det er ærgerligt for det giver en helt anden kontekst, et par nypudsede øjne og en gavmildhed med ordet tak.
Thank you, siger jeg og tager imod billetten. Pigen i skranken er så sød, at jeg får helt lyst til at slå mig ned i det land. Jeg er allerede ganske villig til at se bort fra at dette hus bærer navnet »Statens Museum for Kunst«, der leder tankerne i retning af censur, partikunst og uniformskasketter. Det er nok bare lidt vane og lidt forglemmelse, der har ladet navnet overleve fra ældre tid. En dag er der sikkert én, der kommer i tanker om at kalde det noget mindre bastant. Man skal ikke lade sig kuldslå af det, dette er kunstens hus, et asylcenter for forskellighed.

Til udendørsoptagelse
Jeg går ud i det, der nu hedder Skulpturgaden, et ganske mærkeligt sted, hvor man er udenfor, samtidig med at man er indenfor. Ydermuren er nu en indermur og det bliver alt sammen meget effektfuldt, en slags konstrueret virkelighed, hvor man kan promenere øst/vest, gerne med en eftermiddagsparasol i sin behandskede hånd og en sminkøse trippende efter, fordi der er to minutter til optagelse.
Jeg tror, det er denne inde-ude-forvirring, der får én til at føle sig hensat til en filmoptagelse, man går rundt i en kulisse fra en film der foregår i slutningen af 1800-tallet. Det skal forestille at være en udendørsoptagelse. Sært og en lille smule komisk, mest fordi cowboybukserne og gummisålerne under skoene føles noget
akavede i denne film, men det gør jo ikke noget. Dét er også en oplevelse at være en anakronisme med omvendt fortegn. Desuden er det et godt rum at give en skulptur. Det har den mærkelighed over sig, der får skulpturen til at være lige så meget faldet ned fra månen som beskueren. Månemand møder månemand, dialogen kan begynde.

Samtale med en granitmand
Jeg hvisker lidt frem og tilbage med et par skulpturer, ikke om noget særligt, vi siger vist ikke hinanden så meget, så dialogen må nøjes med at være antropologisk, om jeg så må sige.
»Nå, så du er lavet af granit. Ja, det er jo et materiale af en hvis tyngde. Hvem mig? Nej, jeg er mere flydende i min karakter. Jeg består blandt andet af blæk og blod og så naturligvis lidt kød på knogler.«
Granitmanden nikker, ophøjet, jeg kan ikke rigtig finde ud af, om det er Kaj Nielsen, Thorvald Bindesbøll eller en helt tredje, jeg står overfor, der er for meget monument og for lidt tvivl, til at jeg kan være med.

Skulptur i én dimension
Jeg går videre ad skulpturgaden, drejer ind i en gyde, væk fra boulevardatmosfæren. Og dér klemt op i et hjørne står en lille krøllet lerfigur med klatglasur. Den trækker i mig. Jeg går derhen og betragter den. Jeg kan ikke sige, hvad det er, jeg responderer på, der er ingen figurationer at holde sig til, det er bare en organisk klump på størrelse med et barns hoved, uden sammenligning i øvrigt. Dejlig det er den, blød og hård, blid og ond. Desværre er den sat i bur, plexiglas, vil jeg tro. Og ikke bare er den sat i bur, buret er stillet tæt op af væggen. Dér står den så, og får beskuerens tanker til at slå knuder. Konserverede fostre, organer og giftige slanger i sprit ligger bag tilsvarende glas, men den association må beskueren nok skrive på egen regning.
Derimod får placeringen af plexiglasburet én til at spekulere sig langt væk fra skulpturen. Berit Jensens lille lerskulptur er ikke den eneste, der må lide den skæbne. Det gælder faktisk for størstedelen af skulpturerne på denne udstilling. De står opstillet langs vægge og mure. Ikke klos op ad, men på plader der er skubbet helt til væg og mur, og som man naturligvis ikke må betræde. Så står man der, over for skulpturerne og må betragte dem i en dimension næsten som om, de var malerier. Nogen har ønsket at man ikke skal kunne komme rundt om dem og få den fornemmelse, som netop er skulpturens varemærke: at være i et rum og i en kontekst.

Regulær amputation
Det er en regulær amputation, af skulpturerne såvel som af oplevelsen, men også af det arbejde der har frembragt skulpturen. En billedhugger må nødvendigvis bruge ligeså meget energi på bagsiden som på forsiden. Eller sagt på en anden måde: for- og bagside findes ikke på samme måde som på et maleri, for deri ligger en devaluering af den ene side frem for den anden. Så selvom de fleste skulpturer er tænkt som at skulle møde beskueren en face, altså ligesom et menneske møder verden med sit ansigt og ikke sin ryg, så er ryggen af skulpturen (og mennesket ) ligeså meget en del af værket.
Eftersom disse betragtninger over skulpturens væsen må siges at være på abc-niveau, og helt sikkert er noget, folk på museet har liggende langs ryghvirvlerne i deres tænkning, spørger man sig selv, hvad pointen egentlig er. Hvad er meningen med at halvere kraften i denne udstilling?
Der er gjort meget ud af det. Det kan man læse sig til i museets tryksager. Skulpturerne skulle igennem et større rensningsarbejde, 17 af dem har sågar været sendt til Italien for at blive soigneret. Man har arbejdet med en model af skulpturgaden, hvor skulpturerne i miniformat er blevet rykket rundt og frem og tilbage for at finde frem til den bedste opstilling. Der har været et større team til at udtænke helhed og detaljer, et team bestående af »udstillingsscenograf, formidlere og kunsthistorikere«.
I en af tryksagerne kan man læse at det har været »en udfordring (...) for disse mennesker at finde frem til opstilling, hvor skulpturerne ikke druknede i museumsgadens monumentale arkitektur«. Skulpturerne er nemlig ikke selv »monumentale, kolossale, heroiske skulpturer der let indtager og fylder det enorme rum. Vi er nemlig ikke i Italien«.
Man ser det for sig. Museet har fået skabt sig et rum, hvor der er for højt til loftet. Rummet forekommer de museumsansatte større end de skulpturer, man har i samlingen.

Eller tag til Italien...
Vi kan nok blive enige om, at det bliver temmelig tydeligt, hvilke kunstnere der mangler, når samlingen samles som nu. Der er faktisk et par stykker hvis fravær er mere larmende end tilstedeværelsen af visse andre. Men derfra og så til at aflive hele molevitten, synes jeg nu alligevel, at der er et stykke. Holdningen minder lidt om den, forlæggere giver udtryk for, når de er på vej til bogmesse i Frankfurt. ’Det er gode bøger vi har med i tasken, men Danmark er jo et lille sprogområde....’ Underforstået en hel masse om, at det måske er meget godt, det vi går og laver heroppe i nord, meeen de andre er jo monumentale, kolossale, heroiske. Vi er nok mere til det jævne... Det mentale rum den slags lever i er ikke meget større end en ligkiste.
Så hvad skal Statens Museum for Kunst stille op med det udstillingsrum, de nu har fået bygget og som ikke umiddelbart lader sig rive ned igen? Der er ligesom to muligheder: enten må man presse skulpturgaden sammen til den passer med det mentale rum. Så kan man gå rundt og være bange for rummet, bange for at det ene hensyn udraderer det andet hensyn, man kan være bange, for at skulpturerne dør, for at bygningen dør, for at publikum dør. Og så kan man naturligvis høfligt opfordre de besøgende til at indløse billet til Italien, hvis det er skulpturer de vil se.
Eller også kan man udvide det mentale rum, så det fysiske ikke afstedkommer agorafobi. Skulpturerne skal såmænd nok klare sig, hvis eller man kunne få lov til at være i rum med dem.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu