Spot
Det er et hårdt slid at være korrespondent for et nyhedsmedie. Korrespondenten skal som et meget fint måleinstrument konstant holde sig ajour med, hvad der sker i hele sit geografiske område, om det så er et land eller et kontinent.
Han skal levere de store epokegørende nyheder og gerne samtidig krydre det med skæve reportager, så man kan se, at sådan er Afrika, Rusland eller EU altså også. Korrespondenten skal være så leveringsdygtig, at det faktisk er en umenneskelig opgave.
En stor del af korrespondentens tid går således med at følge med i de mest lødige lokale mediers dækning og deraf sammenfatte, omsætte og forklare det i forvejen journalistisk gennemtyggede stof, så den forudsætningsløse forbruger kan være med.
På tv ser man ikke sjældent korrespondenten blive interviewet pr. satellitforbindelse af en kollega hjemme i studiet. Nu er han en alvidende ekspert, der kan svare på alt.
Der er et vist mål af blændværk over situationen. Ofte har korrespondenten ikke adgang til mere information om den givne nyhed, end enhver borger med internetopkobling selv kan surfe sig frem til.
Man er godt hjulpet med et kig på de store angelsaksiske dagblade, BBC World og CNN, Reuters og AP.
Nogle korrespondenter spiller orakelrollen til perfektion; de svælger i den med en alvor og en salvelsesfuld stemmeføring, der får Preben Lerdorff Ryes præstation som den gudfrygtige Johannes i Dreyers Ordet til at blegne.
Men så er der andre, der egentlig ganske sympatisk, ubevidst undergraver ekspertrollen. Den største eksponent for denne linje må være Tv-avisens glimrende korrespondent i Washington, Kim Bildsøe Lassen.
Når Bildsøe går på skærmen udstråler hans kropssprog desperation. Mens han sidder og siger sådan noget som, »altså, det, vi ved på nuværende tidspunkt, er, at kongressen ikke kan blive...«, ryster han fortvivlet på hovedet og slår ud med armene.
Mimikken siger: ja, der er jo altså ikke særlig mange relevante informationer at hente om det her emne, så noget af det, jeg siger, er rent gætværk.
Det er undergravende for faget orakeljournalistik, men hvor er det dog herligt ærligt. Måske er den gode Bildsøe på i aften.
*TV-avisen, DR1, 21.00