Læsetid: 4 min.

Hvem vil bo i Berlin?

Tag til Berlin, køb en lørdagsavis og se hvad der sker
6. marts 2004

Berlin
I Danmark laver man tv-programmer om folk, der ikke kan finde et sted at bo. Grædende går de fra bistandskontor til bolighaj for at tigge om tag over hovedet. Egentlig burde et hjem være en menneskeret, ja selve grundforudsætningen for at leve i disse frostramte egne, men efterhånden er der opstået et vanvittigt misforhold mellem prisen på arbejde og prisen på mursten.
Men jeg har et råd: !
I lokalavisernes boligsektioner tilbydes lejelejligheder i tusindvis og i alle kategorier. Man kan lige så godt opgive at læse alle annoncerne på en dag. Selv om de er kortfattede og indsat i skemaer, der gør overblikket bedre, er der simpelthen for mange.
Hvis man skal finde sin ’drømmebolig’, som det hedder på tv-dansk, er man tvunget til på forhånd at opstille nogle krav til, hvordan man ønsker at bo.
Hvilke kvarterer kommer på tale? Maksimumhusleje? To eller hellere fem værelser? Skal der være balkon, plankegulv, højt til loftet, badekar, gårdhave, tagterrasse, centralvarme?
Først når kravene er formuleret, kan man slå op på siderne og de nu overskuelige muligheder. Så ringer man til de udvalgte – og hvis man er heldig eller blot nogenlunde tilfreds, har man en ny bolig ugen efter. Slut. Ingen vil tro på, at boligmarkedet i en storby kan være sådan, men det passer. Jeg sværger!
En tidligere kollega fandt en lejlighed i anden baggård. Hun havde store træer foran vinduerne, midt inde i byen var der så stille som i en skov.
En bekendt fik en lejlighed i noget kommunalt prestigebyggeri med udsigt over floden Spree. En anden sikrede sig tre værelser i et 1900-tals hus bygget i konditorkagestil. Tre opringninger og en lønseddel som bevis på betalings-
evne, mere krævede det ikke.
De mange tomme lejligheder skyldes ikke så meget den herskende krise – langt mere er de resultatet af en fejlbedømmelse af storbyboeres boligbehov, kombineret med investorernes skuffede forhåbninger om et boom i Berlin.
Som bekendt var Vestberlin muret inde i Østtyskland i tre årtier. Pladsen til nybygninger var begrænset, parkerne fredet og boligmanglen desperat. Da Muren endelig faldt, regnede investorerne med, at vestberlinerne var så vilde med asfalt, storby og hundelort, at de ikke kunne forestille sig at leve andre steder. Og det samme med østberlinerne; de kunne da ikke bo i andet end præfabrikeret betonslum?
Jo, de kunne. Den udflytning til parcelhuskvartererne, som for eksempel København gennemgik fra 1950’erne, kom først til Berlin i løbet af 1990’erne. Og så var den ikke til at stoppe. En uendelig strøm af flyttevogne fragtede børnefamilier og nyudsprungne ligusterfascister til storbyens grønne udkant, mens investorerne indædt fortsatte med at bygge nyt og renovere inde i byen. På den måde faldt Berlins indbyggertal, samtidig med at boligmassen voksede.

Det ville ikke være noget problem, hvis udviklingen var gået, som de lokale politikere og investorerne håbede: De regnede med, at den ny værdighed som tysk hovedstad ville få kunstnere, storbybumser, interesseorganisationer og multinationale koncerner med samt deres medarbejdere til at stå i kø foran Brandenburger Tor.
Men de tog fejl. Ikke alene glemte lokalpolitikere og investorer, at en hel del af de formodede nye indbyggere kom fra regeringsbyen Bonn og udsigt over Rhinen – fordele ved at bo i en nedslidt storby i Østeuropa kendte tilflytterne ikke.
Politikerne glemte også, at Tyskland efter Anden Verdenskrig blev opbygget som en føderal republik: 16 delstater med hver deres hovedstad, der skinsygt vogter på hinanden – ligesom Århus og København i 80’erne.
Selv om man bør diskutere, om huller som Kiel, Schwerin og Potsdam kan gøre krav på betegnelsen hovedstad, rummer Tyskland mange, der kan – Dresden, Hannover, Hamburg, Düsseldorf, Frankfurt, München, Stuttgart, Bremen, Saarbrücken, for ikke at tale om Köln, Nürnberg, Leipzig og alle de andre store byer med industri, handel, kulturliv og historisk bykerne.
Skulle disse selvbevidste byer frivilligt afgive så meget som én arbejdsplads, indbygger eller euro til opkomlingen Berlin? Aldrig i livet. Desuden er centralisme suspekt i Tyskland.
Årene gik, og Berlin indså, at tilflytterne ikke kom frivilligt. Der skulle skubbes på. Historien var mere end ironisk, da den daværende økonomiborgmester og reformkommunist Gregor Gysi blev sendt på promotiontur til forskellige storkoncerner for at lokke dem til byen. Som regel lykkedes det ikke – og når det endelig gjorde, skete det kun ved hjælp af klækkelige subventioner.
Subventionsmetoden er dyr for en by uden penge, og den duer kun så længe, borgmestrene i Stuttgart, München og Hamburg ikke betaler deres virksomheder for at have adresse i deres byer.
Nej, der vil gå en hel del år, før Berlin er at finde blandt de overbefolkede storbyer med desperate boligsøgende, der grædende vandrer fra bistandskontor til bolighaj for at tigge tag over hovedet.
Indtil da vil der være plads til en større koloni danske boligløse – og helt ærligt: Berlin er sjovere end genhusning i Hotel Nordvest.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her