Tema
Sort eller flippet. Autoritær og disciplinær eller rundkredse og hvad synes du selv?
Det er ikke længere blot et spørgsmål om at bevæge sig i den ene eller den anden retning, når det gælder forandringer af folkeskolen. For tiden er løbet fra velkendte diktomier, såsom socialdemokratisme/ liberalisme, solidaritet/ frihed eller centralt/decentralt.
Det mener Jens Rasmussen, professor i pædagogisk sociologi på Danmarks Pædagogiske Universitet. Og ikke bare er tiden løbet fra dem politikerne har heller ikke hældt synderligt til dem gennem de sidste 20 års reformer af folkeskolen.
Hvorfor egentlig det?
»I takt med at samfundet er blevet mere komplekst, har undervisningens betingelser og muligheder ændret sig. Derfor har det ikke været brugbart og er det stadig ikke blot at tage udgangspunkt i ideologiske forskelle,« siger Jens Rasmussen, der netop har udgivet bogen Undervisning i det refleksivt moderne, som blandt andet beskæftiger sig med skolereformer fra 1978 til 2000.
Ifølge ham har regeringer af forskellig og skiftende observans i både Danmark og i udlandet derfor forsøgt sig med reformer, hvis udspring ikke var ideologisk, men et forsøg på en »kontant håndtering« af de problemer som politikerne mente folkeskolen stod overfor.
Jens Rasmussen mener, at der tidligere var et meget skarpere skel imellem en socialdemokratisk og en liberalistisk tilgang til, hvordan folkeskolen skulle skrues sammen.
Hvori bestod det skel?
»Mens lighedsprincippet om, at eleverne skulle have de samme chancer, spillede en stor rolle i den socialdemokratiske tanke, så var den konservative tanke drevet af et ønske om, at fastholde en skelnen mellem de elever, der kunne drive det vidt, og dem der kunne drive det knap så vidt. Mens den socialdemokratiske tanke gik ud på at skabe en enhedsskole, sådan som folkeskolen er i dag, gik den konversative tanke altså ud på at fastholde en delt skole.«
Hvorfor er det skel blevet mindre tydeligt?
»Der er stadig uenighed om, hvordan folkeskolen bedst løser problemet med at sørge for, at så mange som muligt får så meget som muligt ud af deres skolegang. Men når uenigheden er ikke så tydelig i dag, skyldes det, at de sidste 20 års uddannelsesreformer mere end noget andet har været et forsøg på at løse overophedningen i den statslige administration. Der var simpelthen for mange beslutninger, som skulle træffes centralt. Og uanset politisk farve, var der derfor enighed om at decentralisere.«
Ifølge Jens Rasmussen begyndte decentraliseringen i 1983 under Poul Schlüters VK-regering, og fortsatte fra 1993 under Poul Nyrup Rasmussens SR-regering. Men 80ernes decentralisering resulterede i et nyt problem. Nemlig at samfundet ikke længere kunne se, hvad der foregik ude på skolerne.
»Man lavede reformer, implementerede dem, hvorefter der opstod nye problemer, og nye reformer igen måtte til.«
Ifølge Jens Rasmussen flyttede politikernes interesse sig derfor i 90erne fra målorientering til resultatorientering. Det vil sige fra, hvad eleverne skulle lære til, hvad de havde lært. Et af projekterne hed netop Kvalitet der kan ses.
»Også her var politikerne enige.«
Det var også her, internationale undersøgelser af læse- og regnefærdigheder kom ind i billedet. På den måde kan offentliggørelsen af folkeskolernes karaktergennemsnit på internettet ses som en forlængelse af samme tankegang.
Hvilken betydning har fraværet af ieologiske positioner?
»Jeg tror, at det er en fordel, at politikerne baserer skolereformer på viden om, hvad der virker i skolen, fremfor på et ideologisk grundlag. OECD er i de senere år således også begyndt at anbefale forskningsbaseret reformpolitik.«
Hvordan påvirker det Danmark?
»I foråret skal et panel fra OECD lave en evaluering af dansk uddannelsesforskning. Der er tidligere foretaget undersøgelser i England og New Zealand, og på baggrund af dem, tror jeg, at vi vil blive anbefalet at bedrive forskning, der i større grad kan vejlede politikere og undervisere.«
Hvor kommer opbruddet i de traditionelle ideologiske positioner til udtryk i dag?
»Lars Kolind, som er tidligere overvismand i Kompetencerådet og repræsentant for det fremmeste erhvervsliv, det vil sige det erhversliv, der der er orienteret mod videnssamfundet, går for eksempel ind for den såkaldt fleksible skole. Det vil sige en skole, der er inddelt i trin, for eksempel 1.-3., 3.-6. og 7.-9. klasse, og hvor der inden for hvert trin arbejdes med tværgående grupperinger. Derudover bliver undervisningen tilrettelagt, således at eleven i vidt omfang har indflydelse på og ansvar for egen læring. Samtidig slår de konservative, der ellers traditionelt repræsenterer erhvervslivet, til lyd for en traditionel deling af skolen. Der er altså ikke længere overensstemmelse.«
Men engang imellem kommer der alligevel nogle traditionelle ideologiske markeringer, som da statsminister Anders Fogh Rasmussen i sin åbningstale udtalte, at der blev siddet for meget i rundkreds i folkeskolen. Hvad er det så et udtryk for?
»Måske en tro på, at det kan vinde stemmer. Men i virkeligheden benytter politikere sig sjældnere og sjældnere af ideologiske begrundelser, og når de gør, så er det enten noget, man griner ad, bliver vred over eller trækker på skuldrene af. For det rammer ikke ned i folkeskolens problemer, og derfor finder det heller ingen resonans.«
