Læsetid: 3 min.

Ildsjælenes filmforum

Det seneste nummer af filmbogserien Projections stiller befriende skarpt på en række spændende filmkvinder uden at fortabe sig i, hvordan det er at være kvinde i filmbranchen
26. marts 2004

Filmbog
Siden filminstruktøren John Boorman og Faber and Faber-redaktøren Walter Donohue i 1992 lancerede bogserien Projections, har de årligt leverede spændende læsestof fra filmfronten. Sidst satte de fokus på europæiske og amerikanske filmskoler, og nu zoomer John Boorman sammen med redaktøren Isabella Weibrecht ind på en række spændende kvindelige profiler i 13. udgave med titlen Women film-makers on film-making.
Styrken i Projections har altid været, at filmfolk selv kommer til orde i essays, dagbogsoptegnelser, rundbordssamtaler eller interviews. Det seneste nummer giver mulighed for at komme ind på livet af en række vidt forskellige personligheder inden for mange forskellige fag. Naturligvis instruktører og skuespillere, men også programlæggere, scenografer og andre, der arbejder med nogle af de mere usynlige funktioner i branchen, hvor der findes flere markante kvinder, end man måske umiddelbart skulle tro.

Fokus på arbejdet
Intentionen er meget befriende ikke at undersøge kvinders vilkår i branchen og endnu en gang fremhæve de deprimerende statistikker for sparsomt kvindeligt input på lærredet. I stedet gives ordet til en række spændende kvindelige profiler, som er på banen og har masser af interessante ting at fortælle om deres arbejde frem for deres køn.
Selvfølgelig dukker kønsrelaterede emner op, som når skuespillerne Emily Mortimer og Frances McDormand diskuterer nøgenhed på film i forbindelse med Laurel Canyon, eller når Katia Lund fortæller om problemerne med sin status som medinstruktør på den brasilianske film City of God, hvor omverdenen tager for givet, at hendes mandlige instruktørkollega har lavet al arbejdet. Men meget sigende tales der i Jason Woods interview med Susanne Bier på intet tidspunkt om, hvordan det er at være kvindelig filminstruktør, eller hvorfor vi i øjeblikket har mange af slagsen herhjemme. Samtalen går i stedet i dybden med Elsker dig for evigt for at give indblik i arbejdsprocessen og overvejelserne bag filmen.
Projections har altid gerne villet give uafhængige filmfolk en stemme, og en række af teksterne handler om nye amerikanske independent film. Rebecca Miller skriver f.eks. dagbog om tilblivelsen af sin film Personal Velocity, og det er tankevækkende læsning, selv om det er voldsomt frustrerende, at man ikke har haft mulighed for at se filmen herhjemme.
Det samme problem gør sig til en vis grad gældende for de historiske tekster, men de tager ikke på samme måde udgangspunkt i et enkelt værk. Graham Fuller interviewer f.eks dansk-franske Anna Karina, der åbenhjertigt fortæller om sit samarbejde med Godard og ikke mindst deres parforhold, hvor han kunne gå ud efter cigaretter og komme hjem tre uger senere. Instruktøren Allison Anders fortæller i en anden tekst om sin genopdagelse af stumfilminstruktøren Mrs. Wallace Reid, og den nu afdøde filmkritiker Pauline Kael beskriver meget personligt sit venskab med Jean Renoir og forholder sig til hans film.

Ildsjæle
Projections 13 er imidlertid ikke lutter kvinder. I en oversættelse af Jan Agheds interview med Ingmar Bergman fra det franske filmblad Positif får man mulighed for at høre den aldrende filmfreaks benhårde kritik af kolleger og konkurrenter gennem årene. Orson Welles er efter hans mening en phoney, og han ser heller ikke manet lys hos italienske Antonioni, mens Fellini til gengæld er en favorit.
Man kan indvende, at flere andre Projections-udgivelser har været redaktionelt strammere i deres fokus, men samtidig bliver man gang på gang positivt overrasket af de vidt forskellige møder med ildsjæle, man normalt ikke ville stifte bekendtskab med. F.eks programlæggeren Clare Binns, der på baggrund af sine filmpræferencer banker Dancer in the Dark op i sin amerikanske art house-biograf, selv om hun ved, det vil være svært at trække publikum til.
Bogen slutter med tre nekrologer, hvor Mike Leigh i den ene skriver om Katrin Cartlidge. De tre afsluttende tekster illustrerer tydeligt, hvorfor Projections er så læseværdig. Alle tre skribenter har haft et nært forhold til afdøde og kan gennem anekdoter og kendskab til deres personlighed og værk skrive, så der på få sider tegnes et levende portræt. Det personlige afsæt er seriens store styrke, og det er gennem hele bogen forfriskende at få lov at høre andre stemmer komme til orde end den sædvanlige garde af kendte instruktører og skuespillere.

*Projections 13: Women film-makers on film-making. Red.: Isabella Weibrecht og John Boorman. Faber and Faber

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu