Læsetid: 4 min.

Jagten på ’guldvandet’

Er adgang til rent vand en menneskeret? Eller er det en stadigt sjældnere bekvemmelighed, som store selskaber kan spinde guld på?
17. marts 2004

Udviklingskommentar
Kontrol med vand er i løbet af forbløffende kort tid blevet et globalt stridsemne. Rent drikkevand, som for ikke så længe siden fandtes i rigelige mængder verden over, er i stigende grad blevet et knaphedsgode. Efterspørgslen på vand vokser nu i et tempo, der er dobbelt så højt som den i forvejen hastige befolkningstilvækst.
Kun omkring 0,5 procent af jordens vandressourcer egner sig umiddelbart til menneskeligt konsum. Næsten en milliard af jordens seks milliarder mennesker er i dag afskåret fra sikker adgang til rent vand til priser, de kan betale. Dette tal forventes tredoblet over de næste 25 år.
Den stigende vandknaphed skyldes flere forhold: Vand-intensive industrier gør øget indhug på vandforekomsterne – det samme gør kunstvanding af landbrugsarealer. Hertil kommer den udtynding, som global opvarmning og kemisk og organisk forurening udsætter Jordens vandressourcer for.
Den stærkt øgede efterspørgsel på vand øver selvsagt en stigende tiltrækningskraft på store kapitalinteresser, som øjner nye profitmuligheder i vands stigende værdi. Dete har udløst et kapløb blandt de store selskaber om at privatisere vandforsyninger kloden over. I den forbindelse er nogle af dem er ikke gået af vejen for at forlange priser, der er 100 gange højere end prisen for kommunalt vandhanevand, for at sælge vand, der er tappet på flaske, filtreret, og fejlagtigt markedsført under betegnelser som Kildevand.
Jagten på ’guldvandet’ føres i dag an af tre europæiske koncerner: SUEZ, Vivendi og RWE. Takket være nationale subsidier har disse tre efterhånden tiltvunget sig en dominerende position på det private vedensmarked for vand. Ved hjælp af succesrig lobbyvirksomhed i Verdenshandelsorganisationen og andre globale finansinstitutioner har de og andre internationale vandspekulanter opnået yderst gunstige vilkår for privatisering af hidtidigt offentligt drevne kommunale vandforsyningssystemer. Især har de såkaldte »vandbaroner« rettet deres begærlige blikke mod de store og nedslidte vandforsyningssystemer i udviklingslandenes mega-storbyer, som de har lovet hastigt at udbedre for at høste lige så hurtige profitter.
Buenos Aires var udset til at være flagskibet i ’guldvands’-eventyret. Det lykkedes for SUEZ at opsluge 97 procent af den milliard dollar, som Verdensbanken og andre finaninstitutioner afsatte til at at dække omkostningerne ved at afhænde den argentinske hovedstads vandværker til et privat foretagende. For disse penge udbyggede SUEZ så vandnettet i ganske begrænset grad, men kunne allerede høste en profit på 25 procent i første år. Siden har det dog vist sig, at selskabet ikke har været i stand til at leve op til indtjeningsmålene, og for nylig bebudede SUEZ derfor, at det vil trække sig ud af Argentina, hvis valutakrise det gav skylden for sine hastigt faldende profitter. Også i Johannesburg, New Delhi og Manila foruden i førsteverdens-byer som Atlanta og New Orleans har lignende privatiseringsplaner mødt voldsom modgang.
Det mest berømte slag til dato i det, der er blevet kaldt ’det 21. århundredes vandkrig’ er den dramatiske konfrontation, som i 2000 udspillede sig i Cochabamba, en stor provinsby i Bolivia. I dag har uviljen mod vandprivatiseringer bredt sig til store dele af førsteverdens-nationernes middelklasse, men det første eksempel på massiv folkelig modstand mod den globale vandspekulation stammer fra ikke fra klodens højt udviklede industrilande, hvor borgernes rettigheder er solidt cementeret.
I Cochabamba strømmede en ad hoc-koalition af campesinos (landarbejdere) og slumkvarter-beboere ud på gaderne i en by, der tæller en million indbyggere, hvor de trodsede den bolivianske hærs maskingeværsalver og med insisterende aktioner i sidste ende fik gennemtvunget, at en kontrakt med den amerikanske entreprise-gigant Bechtel blev annuleret. Det skete efter, at Bechtel havde tredoblet prisen på Cochabamba-borgernes vandregninger og gjort krav på ejerskab af de brønde, bække og floder, der havde en udgjort en fælles ressource for områdets beboere i tusinder af år. I dag er byens vandforsyningssystem igen et offentligt ejet gode, som bystyret med sparsomme midler kæmper for at vedligeholde og forbedre.

Cochabamba var utvivlsomt kun åbningsslaget i det 21. århundredes krig om vand. Det forhold, at alle levende væsener er livsnødvendigt knyttet til vand og derigennem også forbundet med hinanden rummer et enormt potentiale til at samle splittede klasser og samfund omkring et forenende princip.
Dybest set handler striden om de globale vandressources fremtid om, hvorvidt vand bør betragtes som en vare (på lige fod med olie eller gas), der kan købes eller sælges på det åbne marked af højest bydende, eller om adgang til vand bør regnes for en menneskerettighed, dvs. en ressource, der er så essentiel, at den minimale vandmængde, der er nødvendig for at opretholde livet, bør stilles til rådighed for hvert eneste menneske.
I vores globaliserede kapitalistiske verdensorden, er det et basalt forretningsprincip at søge profitten der, hvor stor efterspørgsel og begrænset udbud sender priserne i vejret – og at lade fanden tage de bagerste, hvis de ikke er i stand til at betale prisen. Dette princip kan måske fungere for olie eller gas eller endog for kød og grøntsager, men der findes ingen erstatning for vand. At berøve op til en tredjedel af planetens indbyggere økonomisk eller praktisk adgang til rent vand er at dømme den samme del af menneskeheden til lidelser, sygdomme og død.
Effekterne af denne påførte tørke vil ikke kun ramme dem uden vand. I fraværet af rent vand er basal hygiejne en umulighed og i en globaliseret økonomi vil de sygdomsmikrober, der udvikler sig i affaldforpestede vande i asiatiske og afrikanske byer hurtigt kunne inficere den globale blodstrøm.
Kampen om at få kontrol over klodens vand kan ændre kursen for menneskehedens historie. Fra Porto Alegre i Brasilien til Accra i Ghana – fra Kerala i Indien til Stockton i Californien – er kapitalismen i dens mest samvittighedsløse varianter stødt ind i de folkefællesskaber, der har udkrystalliseret sig, når ekspropriation af en af vores mest basale livsfornødenheder, har fået mennesker til at genopdage deres fælles forbundethed: Vi tilhører vandet og vandet tilhører os alle.

© IPS og Information

*Mark Sommer er programvært for A World of Possibilities, et journalistisk dybdeborende og prisbelønnet magasinprogram,
der sendes på flere amerikanske radiostationer

*Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu