Læsetid: 9 min.

Jarl Borgens regeringstid

Der har altid været en kommen og gåen af kunstnere af højeste karat på Borgens Forlag. Nu bliver han 85 år og trækker sig… sådan da. Her fortæller han, at han altid har været syg, og derfor er han så rask
24. marts 2004

Retræte
Der er inviteret til fest. Jarl Borgen fylder 85 år den 13. april, og indbydelsen til receptionen – en konge værdig – er i A4 størrelse, for på dens bagside skulle der være plads til en række af hans bedrifter i den forlagsverden, der har gjort ham til æresmedlem af forlæggerforeningen. »Jarls regeringstid (1948-2004)« står der oven over, hvorpå følger navne, han har samarbejdet med og/eller udgivet bøger af eller for billedkunstneres vedkommende udgivet bøger om (8.000 udgivelser er det blevet til). Her følger et udpluk af et udpluk:
Gustaf Munch-Petersen, Soya, Benny Andersen, Piet Hein, Ivan Malinovski, Dan Turèll, Peter Laugesen, Vagn Lundbye, Michael Strunge, Marianne Larsen, Klaus Lynggaard, F. P. Jac, Amy Tan, Richard Adams, Christian Jacq, Michel Houllebecq, Douglas Coupland, Krishnamurti, Stanislav Grof, Harry Motor, Malevich, Wilhelm Freddie, Asger Jorn, Richard Mortensen, Arthur Køpke, Bjørn Nørgaard, Lene
Adler Petersen, Joseph Beuys, Poul Gernes, Per Kirkeby og Claus Carstensen.
På indbydelsen er et foto af Borgen, der står med sine to stokke – ikke mellem to stole, men mellem to af Sven Dalsgaards kunstværker: Et firbenet bord med vin og nøgler og en trebenet stol, hvis ene ben, som er knækket af, ligger på sædet. Om det fortæller Jarl Borgen:
»Jeg går jo på mange udstillinger, alt fra Charlottenborg til Nikolaj Kirke. Lars Krabbe, en kvik fotograf fra Jyllands-Posten, så pludselig den vittighed med mine stokke, og så spurgte han mig: Må jeg få lov at fotografere? Værsgod, sagde jeg…«

Modtagelighed
Jarl Borgen er endnu aktiv på forlaget – undtagen den legendariske halvanden time midt på dagen, hvor han lægger sig på en drømmeseng og mediterer uanset, hvor travlt der er. Efter fødselsdagen stopper han på forlaget, men ikke med at besøge kunstudstillinger.
Jarl’en, som mange kalder ham, trækker et par krøllede sedler op af lommen – vi sidder på hans kontor – de viser hans ugeplaner for de udstillinger, han vil besøge – med streg over dem, han allerede har besøgt. Det er mange.
– Stort spring fra 1700-tallet til den nyeste avantgardekunst i 1960’erne og 70’erne. Hvad var det, du kunne se?
»Jeg, som ikke er kunstner, har grundlæggende det, som enhver kunstner har brug for, nemlig en modtager med stor følsomhed. Det er det eneste, jeg tør prale af. I modtagelighed, der matcher jeg. Om det så er lyrik, prosa, musik. Min radio er indstillet på DR’s klassiske afdeling, men ellers opsøger jeg billedkunst helt systematisk. Jeg har set næsten alt, hvad der er væsentligt i og med, at jeg har rejst og rejst sammen med min kone og set kunst i udlandet. Hvis jeg havde været kunsthistoriker, så kunne jeg skrive de sidste 100 års kunsthistorie ud af hovedet.«
– Kan du så komme i gang!
»Nejnejnej! Alle de professionelle kunsthistorikere ville grine ad mig. De kan jo alle årstallene og ved, hvem der gjorde dit og dat. Men jeg kan billederne. Jeg har set dem.«
– Der er en gammel anekdote: Ved en fernisering er der en masse forretningsfolk, der snakker om kunst. I et hjørne sidder to kunstnere og taler om penge. Tror du, det er karakteristisk?
»Ja.«
– Hvorfor?
»For kunstnerne mangler jo i reglen penge. Derfor tænker de meget på det, hvorimod forretningsfolk sjældnere har kunstneriske interesser. De drømmer om en dag at købe noget, for det pynter jo i en erhvervsvirksomhed.«
– Og mange i dag køber jo rent faktisk…
»Det gjorde de ikke, da jeg begyndte på den slags narrestreger.«
– Hvornår var det nu?
»Jeg blev forelsket i kunst første gang i 1930’erne.«
– Hvad var genstanden?
»En kæmpeudstilling på Charlottenborg i 1935 af 1700-tallets franske mesterværker. Jeg var bedøvet af lykke.«
– Havde du kendt til kunst før?
»Jo, den danske kunst, Rude og Weie, men det var det rene ingenting ved siden af.«
– Du mærkede suset?
»Det kan jeg lige love dig for.«
– Hvis jeg nu hellere vil snakke om penge end om kunst?
»Borgen kunne jo blive et virkelig stort forlag med det solide grundlag, det har, og hvis det fik nogle millioner tilført. Mine børn og de dygtige medarbejdere ville være i stand til at trylle os op i det helt store format.«
– Hvor store er I?
»Vi har måske fire procent af den danske bogomsætning. De store er Gyldendal, Egmont og Bonniers, og Politikens Forlag har gjort det vældig godt de senere år.«
– Kunne du tænke dig en kapitaltilførsel?
»Ikke udefra, for så ville det medføre magtafgivelse. Det har alle dage været familien Borgen, der sad med magten i det lille foretagende, og det vil det fortsat være, når jeg trækker mig tilbage som bestyrelsesformand. Jeg beholder mine A-aktier med den totale dominans.«
– Dit livsværk er i gode hænder?
»Jamen, for pokker da! Min søn Niels og min datter Helle leder forlaget. De er ikke blevet tvangsopdraget til at blive forlæggere, men meldte sig af lyst. Min anden datter er ansat i undervisningsvæsenet, så det er fint altsammen. Alle tre er i bestyrelsen og har resten af aktierne. Hele glorien samler sig i disse dage om mig, men realiteten er jo, at de fleste herinde (her slår Jarl Borgen over i en hvisken) er meget dygtigere end mig. De er specialister, hvor jeg har været generalist.«

Bundlinjen
– Du er en meget venlig person, men har du også is i maven, når det gælder at lede en virksomhed?
»Hvorfor er det lykkedes? I dag er det jo ikke forhammeren, diktatoren, det gælder, men at omgås mennesker på respekterende vis. Men vi har jo i branchen nogle dumrianer, der bare afskediger folk i bundter.«
– Har du ikke fyret folk?
»Vi har selvfølgelig også måttet den slags af forskellige grunde i årenes løb, men sjældent.«
– Skal en virksomhed ikke helst ekspandere for at overleve?
»En af de floskler, som cirkulerer i management-verdenen, er: Ekspander eller dø. Det kunne selvfølgelig være dejligt at vokse, men skal vi så likvidere den her unikke bygning, forlaget er i? Et miljø som her på Valbygaard er svært at skabe inde i Rådhuspladsens omegn.«
– Er det ikke bundlinjen, der dikterer?
»Det er klart.«
– Har du aldrig grebet ind og sagt, at nu går det skævt?
»Selvfølgelig har jeg blandet mig, men jeg har aldrig desavoueret en redaktør. Vi har vores tirsdagsmøder, hvor vi argumenterer: Er det nu klogt, og kan vi nu sælge det der?«

Hollandsk
– Dit hjertebarn, de faste bogpriser, har været under beskydning på det sidste? Hvad sker der?
»Hvor skal jeg kunne vide det? Foreløbig har politikerne i bredeste forstand besluttet at samle lidt viden om sagerne og lige se tiden an… Samtidig forsøgstorpederes der fra Konkurrencestyrelsens side.«
»I morges sad jeg og læste en artikel i det hollandske boghandlerfagblad – De voortgang van het wetsvoorstel vaste boekenprijs.
Situationen er den samme som hos os, en strid om de faste bogladepriser.«
– Altså… øh… du kan hollandsk?
»Det har jeg simpelthen lært mig, for er der noget, en forlægger har brug for, så er det fremmedsprog. Det kom sig sådan: For ca. 30 år siden fik jeg en hollandsk bog i hænderne, Bob og Daphnes kærlighed af pseudonymet Han B. Aalberse. En af de første virkelig erotiske bøger med samlejer og hele molevitten. Det var bilagt en oversættelse til engelsk af de første 60 sider. Dem læste jeg og tænkte, at jeg ville sørme gerne læse videre. Så kiggede jeg i den hollandske tekst og tænkte, ’det er jo næsten det samme som tysk’. Jeg havde købt et restoplag af en hollandsk parlør, og i løbet af no time vidste jeg tilstrækkeligt til at kunne se forskellen på tysk og hollandsk. Så læste jeg resten af bogen og antog den, og den blev en stor succes for os.«
»Nå, men i Holland regner man med, at den faste bogpris bliver vedtaget lovligt til efteråret – helt parallelt med Tyskland. Altså det modsatte af det, Konkurrencestyrelsen vil her i landet.«

Krishnamurti
– Hvordan er det at blive 85 år?
»Det er en konsekvens af, at jeg har været pisket, tvunget, til at leve et superdisciplineret liv. Jeg har jo, hvis vi skal være meget firkantede, haft et hårdt liv, rent personligt, fordi jeg har været syg hele mit liv. Jeg fik en pubertetsneurose, som medførte, at hele mit tarmsystem gik amok og har været det siden. Det betød, at jeg måtte indrette mit liv med de kræfter, jeg havde. Så jeg har ikke kunnet solde om aftenen og gå ud med kunstnere og forfattere.«
– Har det været et savn?
»Det ved jeg ikke. Det er noget, man må indrette sig på.«
– Med kostplan?
»Jeg har spist sobert altid, og her i huset har vi en vegetarisk kantine. Min frokost er hver dag uden kolesterol.«
– Du tager stadig halvanden time på drømmesengen oppe på forlagets altan?
»Jeg kunne ikke have overlevet uden den pause midt på dagen.«
– Hvad er dit forhold til buddhisme?
»Det er en af de religioner, jeg har størst sympati for. Men jeg er hverken politisk eller religiøs partigænger, men opslugt af etiske problemer. Det eneste sted, jeg har noget, der ligner en tilknytning, er Krishnamurti, som hele mit liv har været en ledetråd.«
– Er du i Falkonér-centret, når en lama fylder salen?
»Nej, men jeg har udgivet bøger af Dalai Lama, yogabøger, Koranen. Og hele den åndelige linje fortsættes jo ...«
– En overgang var det it og edb?
»I rette tid opgav vi, fordi det skifter så hurtigt, at det er døden at være specialist på det område.«
– Det kommer i bølger?
»Hvedekorn står nævnt i indbydelsen, men jeg vil også gerne nævne tidsskriftet Dialog, som vi havde i kommission i 1950-60 med Sven Møller Kristensen og Arne Gaardmand og den senere store rorgænger Gert Petersen. Vi kom til at hænge på regningen, så da nogle af dem startede politisk revy og spurgte, om jeg ville være med, sagde jeg: ’Jeg har tabt nok’.«
– Var du nogensinde venstreorienteret?
»Jeg hører jo til den gamle kulturradikale garde. De, der inspirerede mig, var Poul Henningsen og K. K. Steincke?«
– To, der ikke lignede hinanden?
»Jo, for de ville noget aktivt socialt i det danske samfund. Den ene fik gennemført en socialreform, den anden kæmpede for en kunstnerisk reform af alt det forlorne klunkeliv, der var dengang, og begge dele tiltalte mig.«
– Har du et klart defineret politisk tilhørsforhold?
»Nej, det ved gud jeg ikke har. Jeg har stemt på flere partier i livets løb, måske mest på det radikale. Ellers har jeg hoppet og danset rundt.«

Soya og sex
– Som forlægger og kulturradikal har du gået i brechen for seksuel frigørelse. Hvordan ser du resultatet i dag?
»Jeg tænkte på det for nogle dage siden, da Maj Soya ringede, fordi hun og jeg er litterære eksekutorer for Soyas rettigheder. Netop på det område fik han jo stor betydning i Danmark først og fremmest med romanen Sytten, som også fik stor betydning for mig, fordi den solgte flot. Fra hans side en kamp for frigørelse, men gud ved om han i dag ikke ville sige: Hvad var det dog, jeg var med til at sætte i gang. Det er jo i den grad en forfladigelse af noget af det skønneste i livet.«
– Sidst jeg interviewede dig for tre-fire år siden, sagde du, at hvis det kun var for pengene, så kunne du skære hele den skønlitterære
afdeling bort.
»Det husker man endnu herude. Der var en, der nævnte det til formiddag.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu