Læsetid: 4 min.

Jelveds satsning

6. marts 2004

Marianne Jelved virker ikke umiddelbart som en politikertype, der spiller på de store odds. Alligevel har hun nu kastet sig ud i en bemærkelsesværdig satsning med henblik på det næste valg og den efterfølgende regeringsdannelse. I stedet for at slå fast, at hendes parti vil pege på Mogens Lykketoft som den næste statsminister, har hun åbnet for den mulighed, at hun selv kan være kandidat til denne post.
Det er et signal, der kan rumme en ganske betydelig risiko. De Radikale har tidligere forsøgt sig med en sådan taktik. Det var tilbage i 1980’erne, da Niels Helveg Petersen var partileder. Han lod sig køre i stilling som en mulig regeringschef, og hans parti kørte kampagne under slagordet ’Helveg og forår’. Det udløste flere smørrede grin end stemmer til De Radikale.
Men når midterpartiet over alle midterpartier kan nære sådanne drømme, hænger det sammen med, at de en enkelt gang i nyere tid er blevet indfriet. I 1968 førte partileder Hilmar Baunsgaard sit parti frem til en opsigtsvækkende valgsejr – fra 13 til 27 mandater i ét hug. Det skete i klar opposition til det såkaldt røde kabinet – hvilket ville sige samarbejdet mellem den socialdemokratiske regering og et dybt splittet SF. Vejen var dermed banet for et regeringsskifte, men den store konservative strateg, Poul Sørensen, ønskede ikke at se Venstres leder, Poul Hartling, på posten som statsminister. Derfor bragte han Baunsgaard i stilling. Og for første gang siden 1920 fik Danmark en radikal regeringschef.

Det skete imidlertid i kraft af intrigefyldte forhandlinger efter valget. Den tilgang, Marianne Jelved nu har proklameret, er en ganske anden. Vælgerne skal i god tid gøres opmærksom på, at det næste folketingsvalg ikke nødvendigvis kun står mellem Anders Fogh Rasmussen og Mogens Lykketoft. Hvis de vil, kan disse vælgere få sig en statsminister, der ikke er leder af hverken det ene eller det andet af de to store partier.
Den første forudsætning for, at dette projekt bliver til mere end genstand for latterliggørelse, er imidlertid, at det er forbundet med en vis grad af troværdighed. Her har meningsmålingerne i den senere tid været gavnlige – og måske også inspirerende – for De Radikale. Det nuværende parlamentariske flertal bag VK-regeringen er inde i en bemærkelsesværdig nedtur. De Radikale selv står til en markant fremgang, og udsigten til, at midterpartierne i det hele taget bliver styrket, er ganske god.
Men det betyder ikke på nogen måde, at de blot antydningsvis er i nærheden af at kunne udgøre en mandatmæssig magtfaktor, der kan hamle op med Venstre eller Socialdemokraterne. Og netop derfor vil Marianne Jelved også få svært ved at fastholde sit projekt hen over stemmeafgivningen ved næste valg. Når resultatet af den foreligger, og hvis det minder om de nuværende tendenser i meningsmålingerne, vil partilederne gå til Dronningen for at anbefale, hvordan forhandlingerne om en ny regeringsdannelse skal tilrettelægges.

Og i den forbindelse regnes der ikke nødvendigvis med et flertal. Hvis et sådant ikke fremgår af de råd, der bliver givet til Dronningen, vil hun følge den anbefaling, der kommer fra det største mindretal. Det kan betyde, at Jelved ved at pege på sit selv kan forære hvervet som forhandlingsleder til Anders Fogh Rasmussen. Og da forhandlingsledere hyppigt får skabt en situation, der tillader dem selv at danne regering, er det en risiko, hun næppe vil løbe.
Altså må den nærliggende konklusion være, at hendes tilbud om selv at være til rådighed som regeringschef primært er fremsat med tanke på perioden inden valget – regnet fra nu og til tæt hen under afstemningsdagen. Hensigten givetvis at gøre klart, at Socialdemokraterne og De Radikale er to selvstændige og forskellige partier. Selv om en stemme på ét af de to partier vil være en stemme for et regeringsskifte, er det ikke ligegyldigt, hvor denne stemme bliver placeret.
Dernæst kan et statsministerkandidatur, der bliver fulgt op med en pæn stemmegevinst, styrke den radikale forhandlingsposition. På områder som udlændingepolitik, retspolitik og skattepolitik har de to tidligere regeringspartier betydelige meningsforskelle, der skal udmøntes i brugbare kompromiser, hvis de igen skal være partnere. Og her har Marianne Jelved og hendes parti behov for markante indrømmelser i forhold til den politik, Socialdemokraterne er slået ind på inden for de sidste par år.
For det tredje kan en selvstændig radikal linje åbne muligheder for flere andre partier. Kristendemokraterne har haft så dårlige erfaringer med den siddende regering, at de vil blive svært for dem igen at pege på Anders Fogh Rasmussen. Omvendt vil der nok i partiets vælgerskare være betydelig skepsis over for Mogens Lykketoft – og for den sags skyld også Marianne Jelved. Men i det mindste vil det gøre tingene lidt lettere for partiets ledelse, hvis der ikke er tale om et enten-eller. Det samme gælder for Centrum-Demokraterne, hvis de skulle komme i nærheden af en tilbagevenden til Folketinget. Og selv Socialistisk Folkeparti kunne måske blive fristet af den åbning, Marianne Jelved har skabt.
Men om disse perspektiver bliver til mere end spekulationer, afhænger af, om hun formår at gøre kandidaturet så troværdigt, at det ikke drukner i brede grin.

tok

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her