Læsetid: 7 min.

Kællingesjæl, baghovedsmæld, stor røv, stor bøsserøv – og det rene ingenting

Om Alejandro Gonzalez Inarittu, om Robert Atkins, om Peter Paul Rubens, om Johan Berggren og om Erik Nirvan Richter
10. marts 2004

Kulturkloden
De, der har set den mexicanske film med den forrygende engelske titel Love is a Bitch, ved, at Alejandro Gonzalez Inarittu elsker at lave film om trafikuheld – og at fortælle tre historier oven i hinanden. Sådan gør han nemlig både i den formidable film om denne verdens to- og firbenede tæver og i sin nye film 21 Gram. Filmen handler om de 21 gram, et menneske taber, når det dør. De 21 gram, der måske er sjælen.
Måske har Inarittu allerede mistet sin?
Skal man tro filmkritikeren Cosmo Landesman fra den engelske avis The Sunday Times, så skal man i hvert fald lede længe efter en dårligere film. Ikke mindst, fordi 21 Gram er fortalt med en helt særegen kronologi.
»Jeg ønsker dig god tur. I de første 30 minutter, eller noget i den retning, sidder du i mørket og tænker: Hvad helvede foregår der her? Til sidst fanger du den så, men på det tidspunkt sidder du i mørket og tænker: Var dét det hele,« skriver han.
Han mener, at det er art house-cinema, der – via sin fortælleform – simpelthen er en forklædt sæbeopera. Filmen har alle de kendte træk:
»Ingen sæbeopera er komplet uden karakterer, der har hemmeligheder for hinanden, ufrugtbare kvinder, der er skrukke, utroskab, læger som fortæller patienter dårlige/gode nyheder, og så korte scener med intense, følelsesmæssige fyrværkerier,« skriver han.
Et helt andet syn på de 21 Gram finder man i Irland, hvor anmelderen på The Irish Independent on Sunday over en halv side virker omtrent, som om han har sniffet 21 gram af et euforiserende stof. Det er den bedste film i nyere tid, mener han.
»Skuespilpræstationerne er næsten uden sidestykke, hvor især Naomi Watts giver et særligt troværdig spil. Fra jeg trådte ind i biografen til det øjeblik, hvor jeg trådte ud igen, var jeg suget helt ind i filmen,« skriver filmobducenten med det tankevækkende navn Sean Organ.

Ud med kulhydraterne
21 gram – mindst! – er også til diskussion i Tyskland, hvor debatten på livsstilssiderne raser imellem tilhængere af Atkins-kuren og vegetarer. Faktisk er en decideret ’kødkrig’ brudt ud i lys lue, mener man på de kanter.
Dr. Robert Atkins, som døde sidste år kun 72 år gammel kort tid efter, at han gled på en glat flise på Manhattan og knaldede hovedet ned i jorden, var manden bag nutidens slankeløsen: Smid din burgerbolle væk og bed om ekstra ost! Ud med kulhydraterne og ind med proteiner, fedt og salat – med ekstra dressing, tak!
Siden har kritikere diskuteret, om det var i grunden ikke var en blodprop, der forårsagede faldet? Men man skal under alle omstændigheder ikke tage fejl af Atkins’ og hans efterhånden velvoksne slankeproduktvirksomheds gennemslagskraft, skriver Martin Knobbe fra magasinet Stern:
»Atkins for Life, den sidste bog fra firmaets grundlægger, lossede Harry Potter af førstepladsen på de britiske bestsellerlister.«
Og Knobbe ridser tillige op, hvor store konsekvenser den nye kur egentlig har for fødevareproduktionen i USA:
»Amerikanske risbønder klager over hurtigt aftagende afsætning, det samme gælder appelsinjuiceproducenterne i Florida og kartoffelbønderne i Idaho. For et år siden var kun 11 procent af den amerikanske befolkning opmærksomme på deres indtag af kulhydrater. I dag er 40 procent det. I Californien er det første LowCarb-supermarked åbnet. Ifølge et overslag i New York Times ernærer 25 millioner sig nu efter Atkins’ principper.«
Det fine ved den tyske artikel er dens originale vinkel. I Tyskland er der mange vegetarer. Og derfor er modstanden imod Atkins stor. Der skal simpelthen skydes en hel del flere dyr, hvis folk primært skal til at ernære sig af proteiner. Og det skal de – i følge Atkins – hvis de vil af med de runde former og blive knap så store.

Fornuftigt byggede kvinder
I Lille – som er europæisk kulturby 2004 – fejrer man den fine udnævnelse med en udstilling af fede malerier. Nærmere bestemt er det lærreder af Peter Paul Rubens, der er på tapetet. Og han er jo en af de helt tunge drenge. Eller som Andrew Graham-Dixon skriver i sin analyse af mesterværket Prometheus Bound fra 1612 i den engelske avis The Sunday Telegraph:
»Dette spotlight-drama af et lærred kunne næsten stå som et emblem på Rubens eget vitale og urolige geni. Rubens var titanen i den barokke kunst, den førende maler i en periode med storslået malerkunst.«
De fleste af os dødelige – og kødelige – har bidt mærke i, at Rubens er en mester i at male kvinder, der er bygget fornuftigt. Han er, om nogen, baldens, bugens og brystets maler. Men årsagen til det vulgære udtryk er faktisk kunstnerisk snarere end pornografisk, hævder Graham-Dixon:
»Han kan lide at sætte modsætninger op imod hinanden – det gamle og det unge, det smukke og det grimme – for at fremhæve begge deles distinkte kvaliteter.«
Desuden var han rent teknisk, forklarer den forførte engelske kunstkritiker, meget nyskabende. Men det hele kom sig af hans spraglede personality:
»Han bruger hele regnbuen af farver (noget, som altid har gjort de protestantiske briter lidt nervøse ved ham, og hvilket måske kan være med til at forklare, hvorfor de traditionelt har haft nemmere ved at sætte pris på hans mere monokrome samtidige, Rembrandt); selv Rubens præference for den fulde og runde kontur synes at være en videreførelse af hans egen superoverflod af livskraft.«
Diskussionerne om kroppens og sjælens idealer er naturligvis affødt af, at vi til stadighed ser hinanden an, sætter hinanden i små antropologiske sommerfuglekasser og accepterer henholdsvis afskyr hinandens måder at leve livet på. Men i vore dage er det hele jo i grunden meget enkelt – der er plads til alle typer i den store postmodernistiske smeltedigel.
Not!

Guuud, hvor feeedt
I den svenske avis Dagens Nyheter har Johan Berggren set den svenske udgave af TV3-programmet om »De fantastiske fem« – programmet, hvor fem bøsser drøner ud og ’redder’ en heteroseksuel mand, der ikke har begreb skabt om god stil. I den svenske hjemmeproduktion går udsendelsen under navnet »Fab 5«. Berggren bitcher som en mopset kælling:
»Nu findes det så også i en svensk version. Og det eeer jo så sjovt og så tolerant. Nej, nej, nej. »Fab 5« er noget homofobisk lort. Accepterede bøsser? Selvfølgelig, hvis de laver bøsseting. Fjoller rundt med dragshows, mode og grandprixsange. Så er de noget så sjove og noget så herlige. Bare de, ligesom »husnegrene« i de gamle Sydstater, eller jøderne, der i 30’ernes tyske revyer fik lov at spille jødestereotyper, retter sig ind og opfører sig i givne og af fordommen forudsagte roller.«
Berggren, der tilsyneladende ikke selv er synderligt homoseksuel, advarer sine bøssevenner.
»Jeres fidus er kapret og mere mainstream end Tipsekstra. Galninge laver dragshows. Det svenske folkedyb fyldes med glitter-o-glamour på samme måde som det engang fyldtes af tv-dramatiseringer af Vilhelm Moberg.«
Til sidst for han kørt sig selv helt op i hysteriske højder. Og det klæder ham egentlig. Det er simpelthen god stil:
»Hvad ville man egentlig sige til et program, hvor fem afrikanere går hjem til stive blegansigter og lærer dem at spille tromme og danse?
Ikke så lækkert. Men med bøsserne – ingen problemer. De er jo sådan. Guuud, hvor feeedt. Ikke sandt?«

Jagten på det fuldkomne
Måske er det faktisk komplet lige meget, hvordan man er? Måske kan man bare tage den virkelighed, der omgiver én – og så få det bedste ud af den. Forme den på en måde, der gør den til at holde ud.
Erik Nirvan Richter er arkitekten bag møblerne og butikkerne, der går under navnet Norrgavel. Her mødes shakermøblernes minimalisme til Guds ære, den japanske te-ceremonis stramme og enkle alvor og almuemøblementets friskhed – det er i hvert fald de officielle forbilleder.
Det kan man læse længere inde i Dagens Nyheter, hvor Erik Nirvan Richter bliver interviewet. Og arkitekten har – måske, fordi han er halvt dansker med aner i Århus? – kartet rundt i en større identitetskrise, som har ledt ham tilbage til rødderne, tilbage til træet, tilbage til det gode livs principper. Undervejs var han en tur i Indien, hvor han fik sit mellemnavn, der betyder ’befrielse’. Dette koncept – i buddhistisk forstand at slippe fri af rollerne og til enhver tid bare være til – er blevet idealet.
»Norrgavel og møblerne er livsvigtige for mig – jeg går i længden efter det fuldkomne med hele min sjæl. På et andet plan føles det hele komplet uvæsentligt – meningen med livet er livet selv, jeg kunne arbejde i postvæsenet, køre taxi, være civiløkonom.«
Tonen er omtrent som i Dan Turèlls digt »Jeg skulle have været taxachauffør«.
Men Richters møbler er sindssvagt dyre, og det kan vel ikke kaldes folkeligt på samme måde som D.T.? Ifølge arkitekten selv er det i det mindste rationelt:
»Forbrug mindre og betal mere for kvalitet,« konstaterer han kort i interviewet.
Og det er jo et befriende enkelt råd.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu