Læsetid: 9 min.

Kampen om den lille løvfrø

Landbrugets overgødskning af jorden, fældning af hegn og store slåmaskiners hærgen må standses. Men naturfundamentalister, der ikke tillader interesserede drenge og piger at indsamle en klump frøæg gør også skade, mener DR1’s Jens Meulengracht-Madsen. Selv har han lært meget af sine seks løvfrøer
16. marts 2004

Natursyn
Jens Meulengracht-Madsens bil har vist øjne. I hvert fald standser den øjeblikkelig, når noget interessant dukker op. Dér er en gulspurv! Bilen står stille. Dér sidder en musvåge! Bilen står stille. En sø med elletræer til højre! Bilen står bomstille.
Danmarks Radios mangeårige medarbejder, den karakteristiske stemme fra lørdag morgens Natursyn-udsendelser, afhenter mig i Rønne. Selv bor han i Gudhjem, men inden vi når så vidt, har vi taget en afstikker ad stejle, bugtede biveje, forbi solflimrende naturskov og endnu isdækkede småsøer, til et sted i nærheden af
Olsker, hvor der ligger et lille kloster med fire katolske munke. De har et bogbinderværksted, og der har de indbundet et tysk tobindsværk om ’entomologien før Linné’, videnskaben om insekter før Linné, til Meulengracht-Madsens omfattende bogsamling.
Derefter går turen langs kysten forbi Hammershus, passerer under Slotslyngens stenbedslandskab med højt optårnede, lyngkantede klippeformationer, stopper ved havnen i Allinge, for dér bor en god fiskehandler, og fortsætter ad den snoede kystvej med udsigterne ud over Østersøen. Det er blankt solskinsvejr og skumsprøjtet op ad klippestykkerne langs kysten ved Allinge blænder i modlyset. Omkring fiskehandleren flader katte ud på solrige pletter i bekvem nærhed af fødevarecentralen. Deres huld taler om betydelig forsyningssikkerhed.

Springet
Ved indkørslen til hjemmet i Gudhjem ligger et stort, meget smukt stykke klippe. Ikke noget usædvanligt syn på Bornholm, men denne klippe er noget særligt. Oversiden er flad med en rund fordybning midt i, med andre ord det ideelle fuglebad. Og finder man sådan ét, får man selvfølgelig fat i en vognmand med kran, der kan hente det og placere det i ens indkørsel. Her i huset tages der hensyn til dyrene.
Når man træder ind i den store forstue, er det første, der møder øjet, fire akvarier i forskellig størrelse – ingen af dem dog små – et lille terrarium med seks små matgrønne, bredmundede løvfrøer, samt en kasse med sand til Meulengracht-Madsens myreløver. »Myrmeleontidae,« uddyber han forklarende.
Selv mener Jens Meulengracht-Madsen, at hans naturinteresse er medfødt. Men et afgørende spring blev bogstaveligt talt taget en dag, da han var fire år gammel.
»Jeg var stor nok til, at jeg havde lært at betjene mig selv på toilettet, der var højtskyllende. Det gik til på den måde, at jeg lukkede låget, kravlede op på det, så jeg kunne nå snoren, hvorefter jeg trak og sprang ned fra låget.«
»Denne gang havde jeg dog ikke fået selerne på, og de hang fast, så mit spring endte næsegrus på
terazzogulvet. Jeg vrælede naturligvis som en stukket gris, men så lovede min far mig, at jeg måtte få et akvarium, hvis jeg holdt op. Jeg tav øjeblikkelig. Det var et fem-liters akvarium med kittede ruder, mindes Meulengracht-Madsen med karakteristisk præcision.
I barndommen blev mange timer tilbragt sammen med faderen i Jægersborg Dyrehave, hvor Jens fangede salamandre og snegle, og studerede klækning af frøæg samt férejer – Siponophanes grubei – små rygsvømmende krebsdyr, der kun lever tidligt om foråret, hvor de lægger æg, som dernæst oversomrer, inden de udvikler sig gennem adskillige stadier. En billesamling havde han også.

Det første ord
Et af akvarierne i forstuen rummer vildguppyer, og allerede som barn var guppyer noget af det, der som en magnet tiltrak ham, fortæller Meulengracht-Madsen.
»Der var en lidt større dreng, der havde akvarium i et vindue, som vendte ud mod en baggård, og jeg kan huske, hvor meget jeg stod og gloede på de små farvestrålende fisk.«
»Lebistes reticulatus, hed de dengang på latin. Det var de første latinske ord, jeg lærte, og jeg syntes, de lød dejligt. Det gik jeg og sagde for mig selv i 1. klasse.«
Jens Meulengracht-Madsen har holdt fast ved både akvarieinteressen og de korrekte latinske betegnelser, en 12-13 bøger om akvariefisk er det vel blevet til, mener han.
»Jeg fik hurtigt forskellige cichlider, en fiskefamilie der tiltrækker mange drenge.«
I 1954 begyndte han selv at opdrætte sommerfuglecichlider, og fik omkring 100 stykker yngel ud af det. En dyrehandler lovede, at han ville give 3,50 stykket.
»Jeg ville gerne på en tur med nogle kammerater og havde som en anden konen med æggene regnet ud, hvor meget jeg ville tjene. Men da han så dem, sagde han »de er for små.« Selvom de havde en ganske pæn størrelse. Nu ville han kun give 1.50 stykket og desuden kun aftage 30. Jeg var cyklet ud til ham med cichliderne i en spand – det var i sig selv en risikabel
affære, de kunne være døde af kulde! – og nu fik jeg bare at vide, at det var min egen hovedpine, hvad jeg ville stille op med resten.«
Meulengracht-Madsen fik dog sine sommefuglecichlider solgt. Han indrykkede en annonce og tjente også ganske pænt på dem, men turen med kammeraterne var forpasset.

Forkølede fisk
Jens Meulengracht-Madsen er egentlig læge, »men jeg var lidt længe om medicinen. Jeg begyndte at skrive og interesserede mig mere og mere for det biologiske.«
Sin første artikel skrev han i 1957, 17 år gammel, til Dansk Akvarieblad. »Mine ramirezi«, hed den. Den var om sommerfuglecichliderne, Microgeophagus ramirezi. En senere artikel var til Naturens Verden i 1964 og hed »Spildansen hos den lille mundruger«. Artiklen har han stadig, og i dag er han særligt stolt af fotografierne, der er taget ved hjælp af almindeligt dagslys og med den tids kamerateknik. Men den lille mundruger står på samtlige billeder knivskarpt og velbelyst i klare farver.
»På grund af mine interesser overvejede jeg efterhånden at skifte studium til zoologi, men min far fik mig til at gøre lægestudiet færdigt. Ellers havde jeg vel i dag siddet på entomologisk afdeling på Zoologisk Museum.«
I stedet kom han ind ved radioen. Først som medlem af et spørgepanel i en udsendelse, der hed »Den levende linje«, redigeret af Joachim Jerrik. Jens Meulengracht-Madsens område var »fisk, hvirvelløse dyr og ’alt med vand’«, og det var spørgsmål som ’kan fisk blive forkølede?’, der skulle besvares. Det kan de, svarer Meulengracht-Madsen, da jeg spørger om det samme. I det mindste kan de få nogle hvide pletter, der skyldes en svampesygdom, og som kan opstå i forbindelse med afkøling.
Senere fulgte andre programmer, blandt andet »Videnskaben og vi«, »Lexicon«, »Den grønne Linie«, »Viden om« »Leksikon« og senest »Natursyn.«

Fundamentalister
Jeg spørger, om Jens Meulengracht-Madsen hele livet blot målrettet har forfulgt sine drengeinteresser og skabt sig en karriere på dem?
Nej da, svarer han, de har skam udviklet sig. Nu interesserer han sig også for fugle og især for sommerfugle! Herunder specielt for natsommerfugle, der er mindre velbeskrevne end dagsommerfuglene.
Han rejser sig og henter adskillige kasser med glaslåg og sommerfugle på nåle. Fint præparerede eksemplarer af blåfugle, admiral, sørgekåbe, dagpåfugleøje og Kirsebærtakvinge.
Jens Meulengracht-Madsen hører ikke til dem, der mener, at man ikke må slå eksemplarer af arter, der i øvrigt ikke er truede, ihjel. For en interesseret dreng eller pige kan det være af stor betydning at have nogle eksemplarer på nål. For at kunne se og studere dem, mener han.
»Af dagsommerfuglene vil jeg helst have gode billeder, det er min bedste måde at samle på, for dér kan man se hele den biologiske cyklus med puppe, larve osv. Men mange natsommerfugle kan man kun identificere ved at nåle dem, og natsommerfuglene rummer mange arter, man ikke ved så meget om.«
»Jeg både fotograferer og præparerer, og jeg klækker også sommerfugle selv, for eksempel Kirsebærtakvinge, Nymphalis Polychloros.«
»Men der er megen fundamentalisme omkring det, man kan finde vilde diskussioner på Internettet. De der kommer fra ornitologien eller entomologien, kigger kun. Men de, der er blevet interesseret fra barnsben af ved at samle, har en anden indstilling. Der er dem, der vil have rødlistet alt.« (Man sætter fredede arter på rød liste, ks). »Samlerne vil have lov at samle. Og det skader ikke, hvis der er en sund bestand.«
»Jeg går tit rundt med sommerfuglenet. Så kommer der tyskere og siger ’das ist verboten!’ og så forklarer jeg dem om, hvordan det er i Danmark. Tit får vi en god
diskussion.«

Den lille løvfrøs mening
»Padder er fredede, man må eksempelvis ikke tage æg af løvfrøer med hjem. Men dem, jeg har gående, tog jeg som en klump æg i Østerlars for at fotografere deres udvikling, og jeg har selv klækket dem og fodret dem op. Først med akvariefoder; da de blev haletudser med algetørfoder, og da de tabte halen med bananfluer og hvad jeg kunne fange af smådyr med et net. Hver får i det mindste to store fluer eller en melormepuppe om dagen.«
»Da jeg havde fået 30 halvstore haletudser ud af klumpen, satte jeg de 24 tilbage i dammen og beholdt seks. De har været mig til stor fornøjelse og jeg har lært mig meget om løvfrøens væsen.«
»Anders Fogh Rasmussen erklærede i sin nytårstale, at ’ikke en frø, ikke en fugl, ikke en fisk har fået det dårligere under den nuværende regering’. Den lille løvfrø er næppe enig. Man slår det krat, de små løvfrøer sidder i, så de bliver mast i hundredevis, man tillader slagteri en masse, og samtidig forbyder man indsamling af en lille klump æg.«
»Bare Skov- og Naturstyrelsen i stedet ville sige: Kære drenge og piger, tag nogle æg ind og lær!«

Overgødskning er skurken
– Men der vel ingen tvivl om, at der foregår en forarmelse af naturen i disse år?
»Det gør der, og den er vigtig at dokumentere. Mange arter har det rigtigt skidt. Sommerfuglene er kvantitativt i meget stærk tilbagegang, orkidéer ligeså, og begge dele er resultatet af intensiv dyrkning og af, at der sker en overgødskning. Og at man stadig kan finde eksemplarer af en art, er ikke ensbetydende med, at arten har det godt. Det har den ikke, hvis dens levesteder forsvinder. Her på Bornholm er der en fond, der har opkøbt et vigtigt område, men jeg tror endda, at den måtte betale dyrere for det, end hvis det havde været landbrugsjord. Det er lidt mærkeligt, at bønderne skal have forkøbsret, når det er deres overgødskning med gylle, der er problemet. De skader naturen i allerhøjeste grad.«
»Vi burde tage naturen overalt i Danmark i betragtning,« fortsætter Meulengracht-Madsen med adresse til regeringens miljøpolitik, hvor alle midlerne går til omkring otte procent af jorden, til nationalparker, såkaldte ruderater og habitater.
»Det er et farligt alibi at oprette nationalparker og overlade resten til intensiv dyrkning, hvor jorden bliver gjort til ét stort lokum.«
»Folk ved ikke, at hvis man piller ved et økologisk system, så bryder hele systemet sammen. Vi burde være meget mere udfarende, for denne udvikling må standses.«
– Hvordan kan man standse den?
»Jeg ved det ikke, for der er heller ikke folkelig opbakning til naturen. Mange yngre mennesker ved intet om naturen, hvilket man for eksempel kan se i tv’s quiz-programmer. Så snart der kommer et naturspørgsmål, kan de ikke svare. De synes, det er fedt at køre rundt på en mountainbike, men om
arterne aner de intet.«
»Ornitologerne har i højere grad formået at skabe opbakning bag fuglene, til insekterne derimod er der ingen opbakning. Der er ingen rekruttering til Lepidoptera-foreningen, sommerfugleforeningen, som tæller Jens Meulengracht-Madsen blandt sine 400 medlemmer, fortæller han med en snert af bitterhed:
»De unge vil hellere spille på computer og se fjernsyn. Da jeg var ung, var der en langt større tilgang af unge. Man burde gøre naturfag til eksamensfag, så det får større betydning.«
»Folk siger: ’Det er jo ligegyldigt’, der er ingen penge i løvfrøer og sommerfugle, men de ser ikke, hvad vi mister. Hvad repræsenterer en dagsommerfugl? Psyke, sjælen, den er en del af vores kulturelle billeddannelse.«

Åleforsker
Interviewet nærmer sig sin afslutning. Jeg har haft lejlighed til at konstatere, at fiskehandleren i Allinge ganske rigtigt laver nogle pragtfulde stegte saltsild, samtalen bevæger sig så småt ind på nye emner, og på et tidspunkt lander den ved psykoanalysen. De senere års kritik af Freud bliver vendt og vurderet. Efter en lille pause siger Meulengracht-Madsen eftertænksomt: »Han var jo åleforsker oprindelig, Freud.«

Serie
Natursyn
*Interviewet med redaktør Jens Meulengracht-Madsen er det fjerde i en serie om forskellige natursyn. Artikler med professor i nordisk litteratur Thomas Bredsdorff, professor i systematisk teologi Niels Henrik Gregersen og forfatter Mads Lidegaard blev bragt henholdsvis 6., 9. og 11. marts.
Kommende interviews: Miljøminister Hans Christian Schmidt. Redaktør ’DRDerude’ Søren Ryge Petersen. Frugtavler Ritt Bjerregaard. Forfatteren Vagn Lundbye og journalist Kjeld Hansen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu