Læsetid: 5 min.

Kan vores demokrati løse problemer?

Jørgen Dalberg-Larsen fortæller historien om det danske demokrati og en opsigtsvækkende aktuel drejning i nutiden
25. marts 2004

Demokrati
Det er ligesom at blive slået hjem i ludo. Det er en ny begyndelse. Men det føles som en afslutning. Den store tur fremad synes ført tilbage til start: Politimænd er igen blevet
autoriteter i den danske offentlighed, juristerne dominerer den politiske debat og konflikter bliver til kampe om rettigheder. Som professor i Retslære ved Århus Universitet Jørgen Dalberg-Larsen forklarer:
»Der er sket det underlige, at juristerne er kommet til at spille en meget central rolle i det danske samfund. Juristerne er blevet politisk vigtige, og retlige synspunkter er begyndt at dominere den politiske dagsorden. Man begynder igen nu at henvise til retsprincipper og til Grundlovens magtfordelingsprincipper.«
Det danske demokrati er blevet juridiseret. Demokrati betyder ikke længere: kollektive mobiliseringer for at skabe et bedre samfund. Det betyder ikke længere, at befolkningen overfører kompetence til politikerne, som skal reformere det bestående samfunds strukturer.
Det juridiserede demokrati drejer sig om fortolkninger af Grundloven og udlægninger af rettighedsspørgsmål. Det drejer sig om at sikre den enkeltes borgers individuelle rettigheder:
»Den politiske debat er blevet retliggjort. Det hænger sammen med nogle generelle tendenser: EU fører retligt baseret politik med en aktivistisk domstol. Det er klart, at også amerikansk politik er stærkt rettighedsbaseret med stærke advokater og dommere. Vi ser også menneskerettighederne komme ind udefra og begrænse det politiske spillerum.«

Fra retsstat til velfærdsstat
Det er Jørgen Dalberg-Larsens pointe, at vi måske kan iagttage en overgang fra velfærdsstat til retsstat.
– Hvordan vil du definere retsstat?
»En retsstat kan ifølge den tyske filosof Jürgen Habermas defineres som en stat, der primært styrer via lovgivning. Når man har en retsstat, kommer man ind i en fase, hvor lovgivning styret af staten bliver den vigtigste form for ret.«
– Hvad betegnede retsstaten historisk et opgør med?
»Tidligere var det retssædvaner, som groede op i samfundet, der var det primære, men med etableringen af en retsstat kommer der en tæt sammenhæng mellem retten forstået som lovgivning og staten. Før den borgerlige retsstat havde man en enevældig retsstat. Den enevældige retsstat er en stat, hvor det nu er statsmagten, der i form af lovgivning, laver retten. Og den er enevældig. Det betyder, at borgerne ingen rettigheder har. Fyrsten, den enevældige konge, kan lave de retsregler, han har lyst til. Retten er i det her system et rent styringsmiddel, som kongen kan bruge efter forgodtbefindende.«
Det er den almindelige historie, at vi i 1849 fik en ny Grundlov og så blev Danmark et demokrati:
»Der sker et radikalt kursskifte med Grundloven i 1849. Det er stadig staten, som skal bestemme, men dens mulighed for at bestemme bliver nu begrænset af en hel masse retsprincipper, som er indeholdt i Grundloven. Frihedsrettighederne sætter grænser for politikerne. Borgerne er sikret retssikkerhed, man får nu også en magtfordeling især mellem det politiske system og domstolene.«
– Er det en demokratisk retsstat?
»Nej, bestemt ikke. Det er kun de rige og de indflydelsesrige, som har valgret. Her får juristerne mulighed for at blive meget vigtige aktører inden for det politiske system, fordi de kan fortolke retsprincipper, som nu er fæstnet i Grundloven.«
»Mod slutningen af det 19. århundrede sidder juristerne reelt og skævvrider Grundloven, så den kan bruges til at forsvare hvad som helst, som Estrup-regeringen fandt på. Og til at udelukke at demokratiet rigtig kom til at fungere. Juristernes indsats betød at flertallet i Folketinget ikke kunne komme til at bestemme over lovgivningen.«
– Det er den periode, man kalder juristernes guldalder?
»Ja; frem til 1900 er det i høj grad juristerne, som fører ordet på det politiske plan og dominerer rundt omkring i samfundslivet.«

Velfærdsstat
Parlamentarismen bliver til en dansk demokratisk realitet i 1901. Det nye danske demokrati udvikler sig til en velfærdsstat:
»Velfærdstatsperioden varer næsten hele 1900-tallet. Jeg forstår velfærdsstat som en stat, der udover at skulle sikre borgernes friheder som i den borgerlige retsstat, også løses en masse opgaver for borgeren. Staten skal aktivt gå ind og påvirke den økonomiske udvikling og påvirke de sociale forhold i samfundet.«
Juristerne bliver nu marginaliseret. Det er ikke længere den juridiske kompetence, som definerer den demokratiske aktivitet:
»Man får i begyndelsen af 1900-tallet et reelt demokrati. Nu kommer både de fattige og kvinderne til at være med til at bestemme, hvilken kurs der rent politisk skal følges. Så juristerne bliver skubbet ud.«
– Hvorfor gør de det?
»For det første fordi de partier, som kommer til magten i det reelle demokrati, hader juristerne. Man forbinder dem med Estruptiden, hvor man drejede Grundloven for at beholde magten på egne hænder.«
»Den anden begrundelse er, at de nye opgaver med at skabe økonomisk vækst og arbejdspladser og forbedre de sociale forhold kræver en anden ekspertise end jurister. Det handler om, at man skal have flere økonomer end jurister i det politiske liv og på centrale poster både i forvaltningen og i det politiske system. «
Man betragter i velfærdsstaten Grundloven som et nydeligt dokument fuld af fine ord. Men ikke så meget mere.
Men nu er det, som om vi i over det seneste årti er vendt tilbage til kulturen fra retsstaten. Det er ifølge Jørgen Dalberg-Larsen demokratisk problematisk:
»Domstolenes nye rolle er betænkelig i et demokratisk perspektiv. Men hvor deres rolle i retsstaten var entydigt reaktionær, kan de i dag være progressive i forhold den generelle hetz mod anderledes tænkende og den reaktionære tendens i straffepolitikken. De kan også i socialretlige sager beskytte udsatte grupper mod magtmisbrug, mens den politiske kollektive mobilisering i dag kan have en tendens til at hetze de udsatte grupper.«
– Men det er vel også et problem, at vi har problemer som kræver mere end bare rettighedspleje at løse politisk?
»Det bliver et eget svagt samfund, hvis borgerne ikke erkender de kollektive opgaver. Hvis folk kun koncentrerer sig om deres egen rettighedsposition, uddefinerer man de helt nødvendige kollektive opgaver som må løses i et moderne samfund. Kollektive opgaver som forsørgelse af de svage grupper og at føre en miljøpolitik. Flere af dem kræver et kollektivt engagement, som rækker udover Danmark. Og hvis borgerne ikke anerkender dem, så bliver de nok løst på en eller anden måde og så måske en mere utilfredsstillende måde. Eller de bliver løst på en måde, som kun tilfredsstiller pengemagtens behov.«
»Miljøproblemer er reelle, de sociale uligheder er reelle. Problemer ligger der allerede, men de skal præsenteres på en ny måde for at kunne mobilisere kollektivt...«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her