Læsetid: 2 min.

Kaos i myldretiden

190 mennesker mistede i går livet ved Europas værste terrorangreb siden Lockerbie
12. marts 2004

Det værste terrorangreb i Europa siden Lockerbie i 1989. Med næsten militær præcision eksploderede 10 bomber i rap i går på Atocha-banegården nær Madrids centrum og på stationerne Pozo del Tio Raimundo og Santa Eugenia i den sydøstlige udkant af den spanske hovedstad. 190 blev dræbt og mere end 1.000 såret i angrebet, der for første gang i de senere år satte en europæisk hovedstad på terrorismens landkort.
Eksplosionerne skete midt i morgen-myldretiden, hvor tusindvis af madrilenere var på vej til arbejde. Sprængstoffet var placeret i 13 kufferter i en række lokal-tog fyldt med pendlere på vej til arbejde. 10 af kufferterne eksploderede og forvandlede i løbet af få øjeblikke de tre stationer til et kaos af iturevne togvogne, lemlæstede menneskekroppe og ambulancernes blå blink.
Isabel Vega, der opholdt sig på Atocha-banegården, da bomberne sprang, fortalte kort efter til spansk fjernsyn om angrebet.
»Der var folk, der skreg, på perronen lå der døde og sårede, og folk løb rundt smurt ind i blod.«
Redningsarbejderen Oscar Romero var blandt de mange, der blev tilkaldt, da bomberne begyndte at eksplodere,
»Der var mennesker, der var ødelagte, sprængt i stykker, uden ben. To biler i småstykker med lig nedenunder.«
Ingen havde i går officielt taget ansvaret for bomberne, men for den almindelige spanier omkring gerningsstederne var der ingen tvivl. Det her var ETA’s – den baskiske terrororganisation – værk. David Sanchez og Pedro Sanchez opholdte sig nær ved Atocha, da bomberne sprang:

Maksimal terror
»Det er den maksimale terror. Det er den absolutte vold. Hvad vil de opnå ved at myrde, myrde, myrde?« sagde de to til Ritzaus Bureau med klar henvisning til ETA.
Og i mens chokket og rædslen spredte sig ud i alle Spaniens hjørner, blandt andet markeret ved at de spanske tv-stationer i løbet af dagen anbragte en sort sløjfe som fast logo på skærmen, begyndte kondolencerne at strømme ind fra hele verden. Formanden for EU-Kommissionen, Romano Prodi, fordømte angrebet og kaldte det for en »blodtørstig og hensynsløs gerning.«
»Dette er et ondskabsfuld angreb mod ubevæbnede, forsvarsløse mennesker. En grusom handling, som kun terroristers fordærvede hjerne kan udtænke. Dette er formålsløs vold, der ingen vegne fører,« sagde Romano Prodi.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu