Læsetid: 4 min.

Fra knitrende jitterbug til grunget gymnasiekaos

Det britiske magasin Q har sat sig for at finde historiens 50 bedste musikvideoer. Øverst troner Johnny Cash' ’Hurt’, som illustrerer, hvor stærkt mediet er. Det kan gøre ondt at se på og være lindrende at lytte til
19. marts 2004

Musik
For generationerne før min egen knytter knitren sig uvægerligt til de første musikalske minder. Knitren fra pickuppen, der skramler i vinylrillerne og på vejen rundt støder på støv, hår og ridser.
Måske ledsages den sagte støj af en indre filmstrimmel, hvorpå ihukommeren dyrker svedig jitterbug til de eksotiske pigtrådsplader, som en eller anden udlandsfarer har bragt med hjem fra eventyr på den anden side af Atlanten eller Kanalen. Måske af nostalgisk teenagehysteri fra dengang for ikke så forfærdelig længe siden, da andet end hip-hop og scratchable beats – Madonna, Wacko Jacko, Prince og Bryan Adams, eksempelvis – gjorde sig bedst på vinyl.
Jeg selv voksede op til lyden af kassettebånd fra BASF og AGFA, der skrattede gennem de metalliske højttaler-membraner i mit barndomsværelses SHARP-ghettoblaster. Som oftest var det overspillede kopier af min storesøsters lp’er, jeg hørte. U2, Depeche Mode, The Rocksteady Crew, Duran Duran og Bob Marley for at namedroppe nogle få.
Men det er nu hverken dem, min fars Shubidua-skiver i stueetagen lørdag morgen eller min mors forkærlighed for Julio Iglesias’ inkontinens til eftermiddagsteen og klidkiksene om søndagen, jeg husker klarest. Det er derimod et par primitive musikvideoer. Min barndom faldt samtidig med musikvideoens reelle ditto, og mediet fængede mig fra første færd. Også selv om det var yderst begrænset, hvad der fandt vej til statsmonopolet DR i de sølle to timer, jeg dagligt måtte se (på husets enlige) fjernsyn for mine dybfrost-abonnerende forældre i vores hjem på en villavej i et pænt hjørne af Nordvest.

Den ene af videoerne var franske Limahls Never Ending Story, hvis scenografi trak på Michael Endes fantasiunivers. Den anden var Take On Me med norske A-ha. Ikke mindst sidstnævnte optog mig, og jeg skyede ingen midler for at gense den sorthvide fortælling om pigen, der bliver hevet med ind i en tegneserie af forsanger Morten Harket.
Den anvendte rotoscop-teknik i videoen var banebrydende, hvad jeg selvfølgelig ikke forstod et kvæk af dengang. I 1985 synes jeg bare, at Take On Me var en åbenbaring, som gjorde popmusik væsentlig mere spændende og – bogstavelig talt – mulig at leve sig ind i uden at kunne engelsk.
Det mener de fortsat på det britiske magasin Q, der i sin apriludgave kårer historiens 50 bedste musikvideoer. På 49. pladsen ligger A-ha godt nok tungt til, men taget i betragtning at pladeselskaberne dagligt spytter nye videoer ud til fri afbenyttelse på MTV og andre musikkanalers sendeflader, så er det en ære blot at være med på listen.
Ikke mindst fordi musikvideoens udvikling har været eksponentiel, siden The Beatles med filmen A Hard Days Night i 1964 reelt satte gang i iscenesatte filmoptagelser som popmusikalsk akkompagnement.
Fra at være ren promotion blev musikvideoen senere til fortættede kortfilm, og op gennem 1990’erne tiltog den mest progressive del af mediet sig i sine bedste momenter eksperimentiel karakter. Kameraføring, storyboards, koreografi, special effects og iscenesat virkelighed udfordrede Hollywood på de kunstneriske visioner.

Det er dog ikke alle Q's udvalgte, som burde befinde sig i det eksklusive selskab.
Hvad Christina Aguileras Dirrty, Robbie Williams Rock DJ og Blink 182’s What's My Name Again eksempelvis laver side om side med Spike Jonzes genistreg for houseduoen Daft Punk, Da Funk, om den talende hund med krykke og gips om benet er således ubegribeligt.
Det samme gælder den noget dubiøse udvælgelse af The Verves one take-video, Bitter Sweet Symphony, hvis koncept er set bedre udført i såvel danske Lucas’ Lucas With the Lid Off (af franskmanden Michel Gondry) som Massive Attacks Unfinished Sympathy.
Når det så er sagt, har magasinet også samlet en række perler, der nedkoger, hvor stærkt toner, levende billeder og tekst kan spille sammen.
Som nummer et troner med rette filminstruktøren Mark Romaneks rørende hyldest til Johnny Cash:
Sangeren sidder kræftsvækket i en solid lænestol, mens hans liv flimrer forbi, og teksten til Nine Inch Nails-nummeret Hurt aldrig har givet bedre mening:
What have I become, my sweetest friend? / Everyone I know goes away in the end.
Med synet af gymnasiekaoset i listens nummer ni føler man også den indestængte frustration, som sprøjter ud af Kurt Cobains guitar i »Smells Like Teen Spirit og forløste generation X.
Og på 26. pladsen er der minsandten blevet plads til denne signaturs personlige favorit. I Radioheads knugende smukke Street Spirit (Fade Out) fra 1996 går tiden ned i halvt tempo, mens Thom Yorkes klagende vokal et sted ude i den californiske ørken finder en højere mening at fæstne sine konsonanter i.
Hvis nogen fra de nyeste generationer skulle have fået dén oplevelse prentet på nethinde og mod trommehinder som noget af det første, så kan det sgu ikke gå dem helt galt.

*www.markromanek.com/video/14.html
*www.q4music.co.uk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu