New York
Hvor mange kufferter skal man bruge til at transportere 2,3 millarder dollar ind i Iraks olieministerium? Vil listen over firmaer, der betalte returkommission til Saddam på ti procent af kontraktens værdi, nogensinde se dagens lys?
Hvor mange af generalsekretær Kofi Annans embedsmænd har modtaget bestikkelse?
Den dæmpede frokost-sludder i FNs kantine på UN Plaza handler i disse dage om, præcist hvor stor skandalen bliver over bedraget i organisationens Irak-program »Olie-for-mad«. Og i hvilken grad organisationen igen vil blive gjort til grin for at være en korrupt, ineffektiv masdodont, der lige så ofte er en del af problemet, som den er af løsningen.
Samtalerne begyndte så småt i december, efter at Iraks styrende råd og dets rådgivere i et brev til FNs general-sekretær Kofi Annan krævede en undersøgelse af »voldsomme uregelmæssigheder« i Olie-for-mad programmet. Rådet fik ikke svar på sin henvendelse og skrev endnu et brev 3. marts, samtidig med at stort opsatte artikler om sagen var begyndt at dukke op i New York Times, Wall Street Journal og Londons Daily Telegraph.
Det internationale pres på Kofi Annan voksede sig i sidste uge så stort, at han indvilligede i at bede FNs interne tilsyn om at undersøge sagen.
Olie-for-mad-programmet blev iværksat af Sikkerhedsrådet i 1996 for at afbøde sanktionernes konsekvenser for de civile irakere, hvoraf adskillige generationer er vokset op med underernæring og medicinmangel. Irak fik lov til at sælge olie mod at bruge indtægterne til humanitære forsyninger og til at betale krigsskadeerstatning for Golfkrigen.
Men efter at Irak i 1999 fik tilladelse til at sælge al den olie, landet kunne producere, udgik der befaling fra Saddam om, at Olieministeriet skulle lægge en skat på alle kontrakter så meget som det overhovedet var muligt.
Allerede for to år siden pegede en amerikansk rapport på, at Irak måtte formodes at tjene ca. 900 millioner dollar årligt på at smugle olie. Samtidig modtog USA klager fra olieselskaber og andre firmaer om, at de blev tvunget til at betale ulovlige afgifter og tariffer.
Men sagens omfang er først blevet klart efter, at det styrende råd i samarbejde med FN gennemgik programmets resterende kontrakter til en værdi af 8,7 milliarder.
Rådet fandt, at 70 procent af Iraks leverandører havde forlangt overpriser og indvilliget i at betale 10 procent i returkommission til Saddam via banker i Jordan, Libanon og Syrien.
Således fik Irak i omegnen af 2,3 milliarder dollar i ekstraindtægt på de kontrakter, landet underskrev fra midten af år 2000 frem til november sidste år, ud af kontrakter til en samlet værdi af ca. 33 milliarder.
Nogle leverandører var ifølge tidligere ansatte i Iraks handels- og olieministerier endda villige til at betale mere end de obligatoriske 10 procent.
»Mange (af pengene, red.) kom som kontanter,« fortalte den tidligere chef for olieministeriets finansafdeling, Shamkhi Faraj, til New York Times i marts. »Jeg så ofte folk bære dem ind i ministeriet i kufferter.«
Et af de dokumenter, som er kommet frem via Iraks styrende råd, peger direkte på den øverste embedsmand i Irak-programmet, Benon Sevan en betroet medarbejder og mangeårig ven af generalsekretær Kofi Annan.
Dokumentet har overskriften »1,8 millioner tønder olie allokeret og givet til Mr. Benon Sevan«. Sevan har ikke ønsket at lade sig interviewe om sagen.
I et brev sendt til Kofi Annan den 3. marts skriver den britiske forretningsmand og rådgiver for Iraks styrende råd, Claude Hankes-Drielsma:t »FN har ikke levet op til sit ansvar« over for det irakiske folk og det internationale samfund. »Det vil ikke komme som en overraskelse, hvis Olie-for-mad-programmet viser sig at være blandt verdens mest skamfulde bedragerier og et eksempel på utilstrækkelig kontrol, ansvarlighed og gennemsigtighed. Programmet gav Saddam mulighed for at operere under FNs banner og fortsætte sit rædselsregime,« skriver Hankes-Drielsma, der er tidligere formand for bestyrelsen i det britiske revisorfirma Price Waterhouse.
Og FN tog sig faktisk betalt for at »holde styr« på Iraks olie: FN fik to procent af kontrakternes værdi til at afholde sine udgifter; et eksorbitant beløb, når man tænker på at fragtskibene sjældent blev inspiceret eller afvist, når de ankom med alt for gammel medicin eller fordærvede fødevarer.
Taberne er naturligvis de civile irakere, der nu kan føje endnu en røver til listen over dem, der har trådt på dem. Forhåbentlig indser FNs generalsekretær Kofi Annan inden alt for længe, hvor letkøbt og angribeligt, det er, at han har sat organisationens egne undersøgelses-drenge på sagen. En uafhængig kommission kan der vel blive råd til ud af de to procent, og en hvidvask er næppe billigere i længden.
