Læsetid: 5 min.

Kong Nørd

Lambchops nørdede Kurt Wagner begår sig i sære små sangfortællinger, der ikke lyder som nogen andres, men til gengæld minder lytteren om alt mellem himmel og jord
12. marts 2004

Lambchops nørdede Kurt Wagner begår sig i sære små sangfortællinger, der ikke lyder som nogen andres, men til gengæld minder lytteren om alt mellem himmel
og jord

Koncert
»It’s hot as shit up here,« udbrød Kurt Wagner på et tidspunkt under Lambchops koncert i Voxhall i Århus tirsdag aften. Og det var ikke kun up there det var hot as shit, der var faktisk temmelig varmt nede på gulvet, hvor det tætpakkede publikum stod og svedte som svin, mens sangeren og sangskriveren Kurt Wagner fyrede 20 af sine ofte sære, gerne korte, men også stærke og originale sange af i selskab med ensemblet Lambchop, der leverede på en gang mest lavmælt og indtrængende backing.
Har man ikke set Lambchop før, kan bandet umiddelbart virke en smule desorienterende, rent visuelt – otte personer, hvoraf seks spiller guitar (inklusive steel og bas), mens de sidste to trakterer trommer og klaver. Sidstnævnte instrument spiller trods sin numeriske underrepræsentation en afgørende rolle i lydbilledet med sine melodiske forsiringer og velsiddende harmonier.

Indendørsnørder
Mængden af musikere taget i betragtning spilles der generelt endog særdeles lavt, men lige pludselig tager fanden ved ensemblet og det rocker vildt højt og indædt... i måske 30 sekunder. Og så helt ned igen. Mange af dem sidder – inklusive Kurt Wagner, gruppens ubestridte leder, sangskriver og sanger – ned og spiller, og der ryges i stor stil på scenen; noget af et særsyn i disse slibrige tider, hvor den klamme sundhedspolitiske korrekthed lægger sig som en dyne af bly over arten homo sapiens færden på offentlige steder.
Ved man at Lambchop stammer fra Nashville, kunne man ved synet af de meget blege musikere i orkestret måske få det indtryk, at folk i benævnte by aldrig går uden for en dør, for mage til flok maddikehvide indendørsnørder skal man lede længe efter. Med selve Kong Nørd durk i midten: En basketballkasket, der skygger for hans øjne. Som er gemt bag store sorte briller. Svær at se ordentligt fra salen, medmindre man som Deres udsendte mosler sig helt op foran. For ham Kurt Wagner sælger ikke varen på sex. Trods en dyb, udtryksfyldt maskulin stemme, fremstår han ved første øjekast introvert og sky, men viser sig hurtigt som en glimrende performer, trods disse odds.
Mellem numrene underholder han med løst og fast – gerne i morsom sparring med klaverbokseren Tom Crow, der også er god for en historie eller to i pauserne – men det er, når han synger, man for alvor hører englene kalde og kurre, og hvad ved jeg.
Repertoiret bestod i vid udstrækning af sange fra gruppens to seneste, simultant udgivne cd’er, Aw Cmon og No You Cmon, der i livesituationen selvfølgelig var som pletrensede for de sine steder imposante strygerarrangementer, hvilket klædte sange som » Nothing but a blur from a bullet train« og »Each time I bring it up it
seems to bring you down« kolossalt. Pludselig fremstod de som de hjertensgribende og nøgne ballader, de faktisk er, og da lydniveauet som nævnt lå beundringsværdigt lavt, kunne man høre hvert et ord af Wagners sangforedrag.
Undertegnede skal heller ikke forsøge at skjule sin begejstring over, at ensemblet allerede tidligt i sættet satte i med en groovy og indbydende version af det loungejazzede »Low Ambition«, en af de bedste sange på de to nye albums.

En klang af livserfaring
Og det er dét, denne Wagner kan: Kreere sange, der ikke rigtig lyder som nogen andens på scenen i dag – afsunget med en vidunderligt udtryksfuld bariton, lige dele rust, røg og egetræ, der lyder som om den snildt kunne approprieres af en vildfaren crooner med hang til en klang af sejt indvundet livserfaring – men som ikke desto mindre giver lytteren en serie deja vu-oplevelser og minder hende om såvel en reel fortid som en fiktiv ditto; gerne en melankolsk, morbid og mættet af slagsen, men aldrig uinteressant eller ordinær. Når Kong Nørd svinger sangstaven, står det om ham med tryllestøv, han gavmildt deler ud af.
Hans sange kan på ingen måde kaldes poppede eller på anden måde indladende, men de besidder en stilfærdig slidstyrke og en prægnans, der i bedste tilfælde kan få én til at snappe efter vejret. Også selvom det er svært at afgøre, hvornår Wagner synger dybfølt fra sit møgbeskidte hjerte, og hvornår han træder ind og ud af diverse personager, der er som skåret ud af en Raymond Carver novelle. Eller som en person på et Edward Hopper-maleri, der pludselig begynder at synge. Og så dementeres det hele pludselig alligevel af en møgbeskidt version af The Stranglers gamle punk-hymne, »(Get A) Grip (On Yourself)«. Lambchop er ikke sådan at sætte på formel. Hurra for det.
Men det er den der intime fornemmelse af at have noget specielt sammen – performer og publikum – der gør en Lambchop-koncert til noget ganske ekstraordinært og giver både Wagner og hans bizarre (men uhyre velspillende) besætning en aura, der ikke betinges af flash, pomp eller bombast, men i stedet baserer sig på en stilfærdig og intens – og ofte meget vittig – kommunikation, hvor begge parter er indforståede med, at højeste fællesnævner er det mindste man bør sigte efter.
Det er en lise i tider som disse, at møde en mand og et crew, der åbenlyst tror på – og formår at forløse – den kunstneriske dimension, som den bedste populærmusik stadig besidder. Endnu.

*Lambchop. Voxhall, Århus, tirsdag
*Lambchop spiller i Vega, Kbh. i morgen, lørdag

FAKTA
Sætliste
1: The man who loved beer
2: I haven’t heard a thing I’ve said (AC)
3: The lone official (AC)
4: Low ambition (NYC)
5: Each time I bring it up it seems to bring you down (AC)
6: The producer (NYC)
7: Under a dream of a lie (NYC)
8: All smiles and mariachi
9: The gusher (NYC)
10: Timothy B. Schmidt (AC)
11: Nothing but a blur from a bullet train (AC)
12: Nothing adventurous please (NYC)
13: Shang a dang dang (NYC)
14: Christian rock (Ny sang)
15: Women help create the kind of men they despise (AC)
16: Every waking moment
17: Steve McQeen (AC)
*Ekstranumre:
18: Up with people
19: (Get a) Grip (on yourself) (The Stranglers)
20: The one
*Fra de to nye albums 2004: AC = AwCmon.
NYC = NoYouCmon

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her