Koreografi med klovneri

Moderne dans
Et sort dansegulv. En række barrer. En efterladt ramme fra et smadret spejl. Og en ram lugt af sved. I en nedlagt skiltefabrik på Islands Brygge i København, som nu er omdannet til træningslokaler for artister, dansere og gøglere, er koreografen og danseren Kristian Gottliebsen og mimeren Glenn Ziqver Xavier ved at sætte en række forskellige bevægelser sammen i en sekvens.
»Prøv at gå lidt længere ned i knæ,« siger Kristian Gottliebsen, da det pludselig ikke fungerer at bruge Glenn Ziqver Xaviers ryg som afsæt for et spring. Da det er Kristian Gottliebsen, der er koreograf, er det primært ham, der styrer, justerer og træffer beslutninger. Glenn Ziqver Xaviers går lidt ned i knæ. Kristian Gottliebsen springer igen. Da det stadig ikke dur, begynder de at grine. Derefter prøver de igen og igen indtil springet fungerer. Sådan arbejder de sig igennem hele sekvensen af spring og løft. Mens Kristian Gottliebsen bevæger sig blødt og smidigt, er Glenn Ziqver Xavier kantet og tegneserieagtig. Deres forskellige bevægelser og udtryk kræver tilpasning. Men det er netop Kristian Gottliebsens intention.

Junge Hunde
Kristian Gottliebsen blev uddannet danser og koreograf fra Skolen for Moderne Dans sidste sommer. Siden da har han trænet, undervist og danset – men ikke i egne produktioner. Som forholdsvis ukendt og nyuddannet koreograf, er det nemlig svært at få tildelt offentlige støttekroner i Danmark.
Kunstrådet, som er det råd, der fordeler statens kunststøtte til udøvende professionel kunst, støtter nemlig helst koreografer, der allerede har en række velrenommerede produktioner på cv’et. Men ifølge Kristian Gottliebsen, der er 25 år, efterlader det nyuddannede koreografer i en paradoksal situation.
»Uden produktioner er det svært at få støtte, og uden støtte er det svært at lave produktioner,« siger han. Det skyldes for eksempel, at det for en koreograf kan være overordentlig svært at fastholde ulønnede danserne gennem flere måneders prøver, opførelse og i bedste fald også turné. For lige så snart muligheden opstår for at danse andetsteds med løn siver danserne væk.
»Det er selvfølgelig forståeligt nok, men det kan gøre det svært at komme i gang,« siger Kristian Gottliebsen. Men i gang ville han. Derfor gav han sig til at undersøge alternativer, og opdagede festivalen »Junge Hunde«, en festival for ung europæisk scenekunst.
»Junge Hunde« eller på dansk »Unge Hunde« får støtte af EU, så her var en mulighed for at få tildelt støtte uden at behøves at falde ind under Kunstrådet kändis-kriterier. Han søgte om at komme med, og kom med.
»Det er som om en ellers lukket dør pludselig står på klem,« siger Kristian Gottliebsen. Han kom med dels på grund af sin uddannelse, og dels på grund hans tidligere, mindre forestillinger med gadeperformance, gøgleri og klovneri. Det betyder, at han får produktionsstøtte og et sted at spille. Og nok så vigtigt betyder det, at han, ud over at få mulighed for at virkeliggøre sine ambitioner om at blande komik og dans, får en egenproduktion på sit cv.
»Junge Hunde« finder sted hen over tre uger i maj 2004, så indtil videre har Kristian Gottliebsen god tid. Derfor er det i ro og mag, at han og Glenn Ziqver Xavier, som han har fået til at være med, er gået i gang med at øve i den nedlagte skiltefabrik.
Og selvom stedet, der hedder »Ørkenfortet«, ikke byder på komfort, men derimod er en skønsom blanding af gamle badekar, graffiti, olietønder og stilladser i gården, stearinlys i træningslokalerne og store bøtter med krydderier og formanende skilte om brugen af opvaskeren i et alligevel ret beskidt køkken, så elsker Kristian Gottliebsen stedet. For slidt betyder frit.
»Jeg kan komme om natten og danse, hvis det er det, jeg vil. Og jeg kan give mig til at bygge kæmpe rekvisitter eller scenografi, hvis det er det jeg vil,« siger han og fortsætter:
»Men det er selvfølgelig ikke som i Malmö, hvor jeg lige nu er i gang med prøverne til en danseforestilling, der hedder Synchrona, hvor dansegulvet og toiletterne bliver gjort rent hver dag.«
Men Kristian Gottliebsen befinder sig godt begge steder, faktisk helst med en vekselvirkning imellem dem. Indtil videre øver han og Glenn Ziqver Xavier kun om søndagen, men fra april begynder de på daglige prøver.

Fem afgørende meter
Egentlig var det lidt af et tilfælde, at Kristian Gottliebsen blev danser og koreograf.
Lige indtil han hang oppe under teltdugen på statscirkusskolen i Moskva. Mærkede sikkerhedslinen give efter. Fuldstændig efter. Mærkede sig selv falde fem meter ned, fordi hans lærerinde efter at have brændt fingrene på sikkerhedslinen bare gav slip, og uden at være så heldig at lande på madrassen neden under. Lige indtil da havde han ikke skænket dansen mange tanker.
Lige siden han forlod gymnasiet efter 1.g. og påbegyndte Den Fri Ungdomsuddannelse, som siden blev nedlagt V, K og DF i 2002, var han derimod fuldstændig opslugt af gøgleri, artisteri, klovneri, gadeteater og ikke mindst luftakrobatik.
Så han tog på cirkusskole i Aalborg, i Bristol i England, i København og i Moskva i Rusland, inden han på sit sygeleje pludselig fik tid til at tænke over tingene. Her gik det op for ham, at han trænede for hårdt med gammeldags gymnasttræning, såsom gymnastringe og parallelbar.
»Jeg var blevet stiv, fastlåst og ukreativ i mine bevægelser, og det var slet ikke det, jeg ville,« siger Kristian Gottliebsen. Han ville kunne udtrykke sig kunstnerisk med sin krop.
Da nogle venner fortalte om Skolen for Moderne Dans i København, besluttede han at søge om optagelse. I to måneder fulgte han alle de timer i ballet, jazz og moderne dans, han overhovedet kunne komme til, søgte og blev optaget.
»Jeg tror, at de har tænkt; han er ikke særlig dygtig, men han arbejder hårdt, og så må de have tænkt, at jeg havde potentiale,« siger han og griner.
Det blev en rigtig beslutning.
»Jeg er glad for at have lært en grundlæggende teknik,« siger han. Men under den fireårige uddannelse til danser og koreograf, slap Kristian Gottliebsen aldrig cirkusmiljøet. Hver sommer var han med i gadeshow eller varieté-forestillinger.
Som færdiguddannet koreograf, er det derfor blevet hans ambition at blande moderne dans med cirkus og artisteri. Junge Hunde
festivalen bliver således første produktion, hvor han forsøger sig udi, hvad han betegner som »komisk dans«. Derfor er det også med fuldt overlæg, at han har bedt en mimer, frem for en danser, om at være med.
»Jeg vil gerne bruge vores forskelligheder til at finde frem til et anderledes og sjovt formsprog,« siger Kristian Gottliebsen og fortsætter:
»Jeg vil gerne gøre dansens æstetik komisk.«
Kristian Gottliebsen understreger, at dans med klovnerier ikke betyder røde næser og store sko. Han forklarer:
»Klovne er ofte langsommere til at opfatte, lidt dummere, og det tror jeg kan bruges til noget interessant i dansen. Jeg vil også gerne bruge klovnens mod til ikke at være perfekt – for det er ofte genkendelse af egne ufuldkommenhed, der vækker publikums latter.«
»Megen dans går ud på at se godt ud, men det synes jeg ikke er interessant. Jeg er ligeglad med strakte ben og pointede fødder. Jeg er ude efter noget andet i min forestilling til Junge Hunde.

*Dette er den femte artikel i en serie om unge, som forsøger at få et tilværelse som kunstnere. Tidligere artikler 11., 25., 27. feb. og 16. mar.