Læsetid: 5 min.

Kunst på børnenes præmisser

På Arken Museum for Moderne Kunst vil man være de bedste i landet til at formidle kunst, også til børn
10. marts 2004

Museet
Eleverne fra 3. y på Kvikmarkens Privatskole i Buddinge bliver opfordret til at sætte sig ned foran det første maleri, de skal se på deres rute gennem Arkens aktuelle Picasso-udstilling. En times rundvisning kan nemlig godt komme til at gøre ondt i benene.
På Arken har man satset på at blive landets bedste formidlere af kunst, siden museet lukkede dørene op for publikum i 1996. Det fortæller Christina Weber, der er ansat i Skoletjenesten på Arken:
»Rundvisningerne er baseret på dialog og skal ske på børnenes præmisser. Det skal fungere som en øjenåbner, så børnene får lyst til at komme tilbage. Hvis børn lærer om kunst, er der en større chance for, at de også vil interessere sig for kunst som voksne,« siger Christina Weber.

Flittigt brugt
Det ser ud til, at Arken er godt på vej til at nå sit mål. Fra centralt hold i Skoletjenesten, der er et samarbejde mellem flere amter og museer, lyder der stor ros. Leder af Skoletjenesten, Poul Vestergaard, fremhæver Arken, fordi man her sætter handling bag ordene:
»Med den høje prioritering, Arken har af formidling af kunst til børn og unge, er det klart et flagskib,« siger han. På nuværende tidspunkt ved Poul Vestergaard ikke, om Brian Mikkelsens nye handlingsplan for formidling af kunst til børn vil udmønte sig i penge til Skoletjenesten, men han ser flere muligheder for samarbejde og stiller sig åben over for et eventuelt medspil.
Denne formiddag på Arken lægger rundviseren, Sissel Bergfjord, ud med at spørge eleverne fra 3. y, om de ved, hvor Picasso kommer fra. Der bliver både gættet på Italien og Rusland, før det rigtige svar, Spanien, lyder fra én i den lille flok.

Tyrefægteren Picasso
»Kan I se, hvad maleriet forestillerÇ« spørger Sissel Bergfjord. Der bliver gættet på, at det er en mand, der stikker en kniv i sig selv eller en kriger, før en af drengene afslører, at der står, at det er en tyrefægter. Børnene fortæller ivrigt om, hvad en tyrefægter er. Flere af elverne kan ikke sidde stille og rejser sig.
På spørgsmålet om, hvorfor eleverne tror, at Picasso malede tyrefægtere, svarer en dreng: »Han ville selv være tyrefægter.« Sissel Bergfjord nikker og fortæller, at Picasso i hvert fald var meget optaget af tyrefægtere gennem hele sit liv. Han malede den første tyrefægter, da han var otte, og billedet her malede han, da han var 90.
»Er der ikke noget mærkeligt ved billedet,« spørger rundviseren, hvorefter flere af eleverne konstaterer, at øjnene sidder oven på hinanden.
Da Sissel Bergfjord spørger, hvilken vinkel Picasso har malet billedet fra, lyder et af gættene på, at det er malet fra siden, mens et andet gæt lyder på, at det er malet forfra. Sissel Bergfjord forklarer, at Picasso malede, så man kunne se folk fra flere sider på en gang.

Fløjtespilleren
I hjørnet af den store forsænkede udstillingshal står en lerskulptur, som gruppen gør holdt foran. Der er ikke længere nogen, der føler trang til at sidde ned.
»Det er som om, der er en fløjte, der går ud i to,« siger Mie Thyme-Nielsen på ni år.
Sissel Bergfjord foreslår, at det også kunne være, at figuren bevæger sig. Hun giver et nummer på luft-blokfløjte, mens hun bevæger kroppen fra side til side.
»Det kan nemlig godt se ud som en kropsdel er to steder på en gang, hvis man bevæger sig hurtigt,« forklarer hun. Børnene vifter energisk med hænderne for at se, om det er rigtigt, hvad Sissel Bergfjord fortæller.

Som på lagkager
Da flokken på 15 elever og deres to lærere, Marlene Schøning og Frank Bjaaland, stopper op foran en anden montre med en keramikfrise malet i blå og gule farver, spørger rundviseren, om eleverne ved, hvad den maling, man bruger til ler, hedder.
»Akvarel,« er det første bud.
»Det kan jeg godt forstå, at du siger, for akvarel er vandfarver og kan se lidt gennemsigtige ud ligesom her, men leret suger så meget, at man normalt ikke bruger akvarel til ler. Det hedder faktisk det samme, som det man bruger på lagkager,« siger Sissel Bergfjord.
Et kollektivt gisp lyder fra klassen, og fingrene stryger op.
»Glasur,« lyder svaret prompte fra den heldige, der får lov til at svare. Undervejs rundt på udstillingen må klassen sno sig ind og ud gennem de andre grupper af klasser. I alt fire klasser er på rundvisning denne torsdag.

Kubisme
Inden rundvisningen er slut for i dag, ser klassen på billedet, Flaske og bøger fra 1910-1911,
»Hvis I ikke kunne se på skiltet, hvad billedet forestiller, hvad ville I så gætte på,« spørger Sissel Bergfjord.
»Nogle huse oppefra,« siger en af pigerne. »Kasser,« er et andet bud. »Det kunne ligne en gårdhave,« foreslår en tredje. »Ved I, hvad et billede hedder, der består af en masse kasser,« spørger Sissel og svarer selv kubisme, for ingen af børnene kender svaret.
»Kan I sige det,« spørger Sissel Bjergfjord.
»Kubisme,« lyder det i kor, så der ikke er nogen tvivl om, at termen har brændt sig fast.
»I et kubistisk billede kan man se alle mulige ting fra forskellige sider,« forklarer Sissel Bergfjord.
Et af børnene vender tilbage til billedet: »Det ligner mursten«.
Sissel Bergfjord svarer:
»Det har noget med at gøre med farverne og penselstrøgene.«
»Det er nogle meget brune farver,« konstaterer én af eleverne.
»Kubisterne var mere interesserede i formen end i farverne,« forklarer Sissel Bergfjord.
Da rundvisningen er forbi, ser 3. y lidt af en film om Picasso, men da filmen er på engelsk, giver de hurtigt op og går ned i garderoben.
På blå miniaturestole indtager de deres medbragte madpakker, før turen går videre til et særligt børnerum, som er blevet indrettet specielt til Picasso-udstillingen.
Væggene er i forvejen tapetseret med tegninger, der vidner om, at der dagligt har været mange børn på Arken. Med tydelig inspiration i Picassos malerier, tegner Josephine Plough Christensen på ni år en fugl, der får øjnene placeret over hinanden. En anden elev, Sebastian Smietana fra 3. y viser stolt en tegning frem med mange kuber:
»Se, det er kubisme,« siger han.

FAKTA
Picasso på Arken
*Rundviserne på Arken er typisk studerende fra Kunsthistorie eller Moderne Kultur ved Københavns Universitet. Alle hverdage kan skoleklasser komme på rundvisning. På søndage i ulige uger, er der rundvisning for børn kl. 12.30.
I løbet af et år udgør børnene 20 procent af det samlede antal gæster på omkring 150.000
Der har været 43.642 besøgende til Picassoudstillingen på Arken siden udstillingen åbnede den 31. januar. Heraf var de 5.866 børn. Udstillingen kan ses frem til 13. juni 2004

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her