Læsetid: 4 min.

Kunststuderende med småbørn i klemme

Det er svært både at ville være skuespiller og mor eller filminstruktør og far. Der findes nemlig ingen retningslinjer for, hvordan teaterskolerne og filmskolen skal håndtere graviditet og barsel
6. marts 2004

Barsel
»Signe, du er ikke gravid!« Sådan lød den umiddelbare melding fra studievejlederen på Statens Teaterskole, da Signe Skov-Nielsen temmelig nervøs mødte op for at fortælle, at hun ventede sig. Hun var nemlig udmærket klar over, at graviditet og barsel ikke er gode nyheder på teaterskolerne. Alligevel havde hun besluttet, at nu skulle det være.
»Jeg havde mødt den mand, jeg gerne ville have børn med, og hvis jeg både skulle vente til min uddannelse var ovre, og til jeg havde været i gang i to-tre år, sådan som vi bliver anbefalet, så skulle jeg vente seks-syv år med at blive mor. Og det havde jeg ikke lyst til,« siger hun.
Selv om studievejlederen var en god støtte undervejs, har det været en beslutning med omkostninger. For sådan som både uddannelserne på teaterskolerne og filmskolen er skruet sammen, er det nemlig umuligt at være fraværende i hele og halve år. Det skyldes, at der bliver arbejdet i små hold, hvor fraværet at en enkelt påvirker resten af holdets arbejde. Ifølge både elev-repræsentanter fra Statens Teaterskole og Den Danske Filmskole samt Dansk Skuespillerforbund er det forklaringen på, at der ikke findes formaliseret mulighed for barselsorlov.
Skolerne bedste råd til eleverne er derfor at vente med at få børn.

Alene med frustrationerne
Og selv om behovet for barselorlov opstår blandt elever på flere årgange, gør teaterskolerne og filmskolen ikke uddannelserne mere fleksible. Så hver gang står de kommende forældre overfor selv at skulle minimere deres fravær mest muligt og miste undervisning, der ikke kan indhentes på et senere tidspunkt.
Signe Skov-Nielsen synes, at det har været svært både at være skuespillerelev og at blive mor.
»Det skyldes ikke uvilje fra teaterskolens side, men at uddannelsen til skuespiller ikke er skruet sådan sammen, at der er plads til barselsorlov. Det har betydet, at jeg har følt mig både ærgerlig og presset over, at jeg gik glip af en masse undervisning,« siger hun og understreger, at enkelte af lærerne og eleverne på hendes hold har været flinke til at hjælpe, så godt som de nu kunne.
Signe Skov-Nielsen havde ellers forsøgt at planlægge graviditet og fødsel, så det påvirkede studiet mindst muligt.
»Jeg havde planlagt at føde i sommerferien, men da sommerferien var ovre, var jeg endnu ikke klar til at gå i gang.«
Men forude ventede et praktikophold på et teater, oven i fuldtids skolegang, og selv om Signe Skov-Nielsen oplevede det som psykisk hårdt både at skulle være ammende mor og ud at præstere, var meldingen fra teaterskolen entydig: Her kan du ikke springe fra.
»Da oplevede jeg, at teaterskolen svigtede. De skulle have sagt, drop praktikken, vi finder på noget andet.«

Klare regler
Efter noget tid droppede Signe Skov-Nielsen alligevel ud.
»Men det var da et nederlag, jeg godt ville have været foruden – jeg stod meget alene med beslutningen om at trække mig.«
Signe Skov-Nielsen kunne godt tænke sig, at der blev fundet en løsning på manglen på mulighed for barsel. For eksempel ved at tabt studietid kunne indhentes senere i uddannelsesforløbet. På et tidspunkt gik hun derfor til nogle møder på skolen sammen med en anden elev, der også var gravid, i et forsøg på at finde frem til en eller anden løsning. Men det blev for følelsesbetonet for hende at være med, fordi hun stadig selv stod midt i det. Desuden oplevede både elever og skolen det som fuldstændig uoverskueligt at finde en løsning.
»På teaterskolen er der mest stemning for, at der skal findes individuelle løsninger, men jeg synes, at der burde laves nogle klare regler for det at få børn under uddannelse,« siger hun.
Det mener Karen Halberg, forkvinde i Dansk Kvindesamfund også.
»Jeg kan ikke forstå, at det ikke er en del af studieordningen, hvilke rettigheder og muligheder, der er for at få barselsorlov. For selvfølgelig skal kvinder og mænd have børn – det har de ret til – også under uddannelse,« siger hun.
Karen Halberg synes, at det lyder som en dårlig undskyldning, at uddannelsens holdbaserede undervisning er en hindring.
»Det er da det samme, hvis eleverne bliver syge, så skal der også være plads til det,« siger hun og fortsætter:
»Jeg troede slet ikke, at det stadigvæk var sådan her nogen steder.«

Overrasket forbund
Dansk Skuespillerforbund, hvor samtlige skuespillerelever er medlemmer, er ikke bekendt med, at der skulle være utilfredshed med mulighederne for barsel. Og derfor har forbundet ikke haft anledning til at forholde sig til skolernes håndtering.
»Hvis vi skal påpege over for teaterskolerne og kulturministeriet, at noget skal laves om, skal det være fordi vores medlemmer ytrer ønske om det – og det har de ikke gjort,« siger Eva Molter, sagsbehandler i Dansk Skuespillerforbund og understreger, at forbundet ikke er bekendt med, at skolerne fraråder børn under uddannelse.
Skuespillerforbundet i Sverige kender tilsvarende heller ikke noget til utilfredshed med mulighederne for barsel i Sverige. Men selv om der heller ikke er formaliserede rettigheder i Sverige, er tilgangen en anden.
Mai Louise Lind Strand, studierektor på Malmö Teaterhögskole, som hører under Lunds Universitet siger:
»Vi har sjældent elever, som bliver gravide og får børn, men når det sker, kan de sagtens komme tilbage efter et år og fortsætte på årgangen under.«
På Malmö Teaterhöegskolen, som er en af Sveriges fire teaterskoler bliver eleverne heller ikke opfordret til at vente med at få børn.
»Det er elevernes eget frie valg, hvornår de vil have børn,« siger Mai Louise Lind Strand.
På de øvrige danske kreative uddannelser – for eksempel Det Kgl. Danske Musikkonservatorium, Glas og Keramikskolen og Kunstakademiets Billedkunstskole kan det også godt lade sig gøre at gå på barsel. Kun på Konservatorskolen, hvor der kun starter hold hvert tredje år, bliver barselsorloven ufrivilligt temmelig lang, hvis nogle af eleverne får brug den.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her