Læsetid: 4 min.

Kurdernes fremtid

EU har i langt højere grad end USA en mulighed for at spille en rolle i forhold til det det kurdiske spørgsmål
27. marts 2004

Tintrommen
Irak er ikke faldet fra hinanden, men borgerkrig er stadig en reel risiko. Iraks kurdere søger venner, der kan støtte dem, hvis Irak falder fra hinanden. Der er kurderne i nabolandene, amerikanerne, israelerne og Europa. Jeg vil mene, at det giver Europa en mulighed, USA ikke har for at bidrage til en fredelig udvikling i Irak.
Kurdistan er et regionalt problem, men der er ingen tradition for fælles kurdisk handling. Tværtimod. De kurdiske ledere i Irak samarbejder f.eks. med regeringen i Ankara om at bekæmpe PKK’s baser i nord Irak. Derfor er de sidste ugers kurdiske uroligheder i Iran og Syrien et problem for de kurdiske ledere i Irak.
I den kurdisk-iranske by Sanandaj udviklede glædesdemonstrationer for den midlertidige forfatning i Bagdad sig til gadekampe med politiet, sårede og anholdelsen af 100 kurdere. De kurdiske områder af Syrien oplevede sidste uge de største uroligheder nogensinde. Også her var det spill-over fra udviklingen i Irak. Kampe ved en fodboldkamp i Qamishli, hvor arabiske stammefolk provokerede kurdere med portrætter af Saddam Hussein og slogans mod de irakisk-kurdiske ledere, spredte sig til hele byen og senere tværs over landet til Aleppo og Damaskus. Ifølge kurdiske kilder blev mere end 50 dræbt og over 2.000 personer arresteret.
For den regionale stabilitet er det meget berydningsfuldt, at kurderne i Tyrkiet har kunnet fejre udviklingen i Irak helt fredeligt, f.eks. ved de netop afholdte store kurdiske nytårs-demonstrationer. Tyrkiets angst for kurdisk selvstændighed er, så vidt jeg kan bedømme efter en rejse i området, vildt overdrevet og et kort, militæret og visse konservative kredse spiller for at bevare indflydelse. De tyrkiske kurdere ønsker demokratiske rettigheder som borgere i Tyrkiet, ikke selvstændighed.
USA’s udenrigsminister Henry Kissinger skriver i en længere kommentar til den aktuelle situation i Irak, at en opdeling af Irak i tre nye stater er langt at foretrække for en endeløs borgerkrig, hvad man kun kan være enig med ham i. Kurdiske kommentatorer har taget dette som støtte til en fremtidig kurdisk uafhængighed. New York Times giver også kurderne støtte. I en leder skriver avisen at »kurderne, USA’s mest loyale støtter i Irak, ikke skal belønnes med et nyt svigt. Kurderne må have retten til at ordne deres egne forhold, selvom det provokerer og skræmmer tyrannerne, som styrer Syrien og Iran og vores ’magsvejr-allierede’ Tyrkiet.«
Flere kurdere håber, at irakisk Kurdistan kan sikre amerikansk støtte ved at blive et nyt Israel. En lille selvstændig, velstående oliestat, hvis sikkerhed hviler på amerikanske garantier. Den Kurdiske Regionale Regering opfordrer Israel til at støtte kurderne. Som ikke-arabiske minoriteter i Mellemøsten bør kurderne og Israel stå sammen, argumenterer de. Visse kredse i Israel har grebet ideen. En tidligere højtstående embedsmand i det israelske udenrigsministerium, Alon Liel, har skabt røre ved at holde en tale i Tyrkiet og erklære, at hvis et samlet demokratisk Irak ikke er muligt, vil Israel ønske en selvstændig kurdisk stat velkommen. Han mener, at Tyrkiet, Israels eneste allierede i regionen, må forberede sig på, at der opstår en uafhængig kurdisk stat. En alliance mellem Israel og Kurdistan vil dog komplicere situationen i Mellemøsten.
EU derimod kan spille en konstruktiv rolle. Kissinger ignorerer helt betydningen af EU. Men Tyrkiets moderate islamiske regering prioriterer den fortsatte tilnærmelse til EU så højt, at denne proces kontinuerligt formindsker Tyrkiets angst for kurdisk separatisme. Det er en positivt selvforstærkende proces: Jo flere demokratiske indrømmelser kurderne får desto mindre risiko for separatisme, og desto mindre risiko for, at det tyrkiske militær spolerer udsigten til fred i Irak.

Europa bør fortsat bidrage med tropper for at sikre Iraks nærmeste fremtid. Men på lidt længere sigt er Europas bedste bidrag til Iraks fremtid – og dermed én forudsætning for stabilitet i Mellemøsten – at indlede optagelsesforhandlinger med Tyrkiet for at medvirke til en konstruktiv regional løsning på det kurdiske problem. Det vil være et selvstændigt europæisk bidrag, som har et langsigtet politisk perspektiv, der vil sikre regionen også lang tid efter, de amerikanske tropper bliver trukket hjem. Stort set alle de kurdere, jeg talte med i Irak, drømte om et selvstændigt Kurdistan. 1,7 mio. kurdere i Irak har skrevet under på et krav om fuld selvstændighed. I dag er det dog en drøm, de ikke ønsker at føre krig for at opnå. Kun hvis deres nuværende rettigheder bliver frataget dem, eller hvis Tyrkiet invaderer Nordirak for at knuse et selvstændigt Kurdistan, vil de gribe til våben.
Kurderne har forhandlet mere pragmatisk, end mange forudsagde, de ville gøre, og en midlertidig grundlov med vigtige demokratiske garantier er underskrevet i Bagdad. Men ingen ved, om de skrøbelige demokratiske institutioner, som i bedste fald er på plads efter 1. juli 2004, vil kunne holde Irak sammen.
Den syriske regering anklager ’elementer fra nabolande ansporet af fremmede magter’ for at stå bag urolighederne. USA nægter, at deres opfordringer til den syriske regering om at standse undertrykkelsen af kurderne, er det samme som at opfordre til seperatisme.
Kurdisk satellit-tv gør det muligt for de 15 millioner kurdere i Tyrkiet, de seks millioner i Iran og de to millioner i Syrien at følge med i den politiske og sociale fremgang i irakisk Kurdistan.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her