Læsetid: 4 min.

Hvor langt skal man gå med sin klage

Det er bedre at samarbejde med kommunen end at begå selvtægt
20. marts 2004

København
I mandags sad jeg på en kaffebar i Gothersgade sammen med en bekendt. Han er metroseksuel, så jeg tror, at vi snakkede om Ralph Lauren.
Pludselig, midt i latten, blev vores samtale afbrudt. Ud af panoramaruden kunne vi se en gråsprængt herre komme gående over vejen med en lille sort hund i snor.
Manden var indhyllet i en varm sælskindsfrakke, og hen over hans amorbue løb en elegant stribe moustache, der fik ham til at ligne en aldrende Errol Flynn. Hundens snude var så flad, at man skulle tro, den var løbet ind i en mur. Nu satte den sig og begyndte at forrette sin nødtørft mellem to holdende personbiler.
Min metroseksuelle ven var rystet.
»Nej,« sagde han igen og igen, »nej, nej, det gør den bare ikke!«
Vi kunne næsten læse på Errol Flynns ansigt, at han skam ikke havde til sinds at opdrage på sin pelsklædte følgesvend, og han var ikke typen, der ville bukke sig ned med en plasticpose og skrabe sammen. Ikke i kongens København. Herregud, hunde skider jo, det er helt naturligt, ville han svare på en henvendelse, og blev man insisterende, ville han blive voldsomt krænket og vred og råbe ukvemsord.
Hunden, der måske nok havde en fornemmelse af, at det omgivende samfund opfattede den lille – skal vi sige ’episode’ – som lidt af en flovser, kiggede op på sin herre med sine relativt store hundeøjne. Men han mødte ikke dens blik. Han så sig bare indifferent omkring, nynnede måske en jazzet tune for sig selv. Så spankulerede de ned ad gaden i hver sin pels, kun efterladende sig det økologiske visitkort i stabler.
Min vens ophidselse over optrinnet viste sig at være af en næsten profetisk karakter. Havde nogen dog bare fjernet den lort! Da vi tog afsked udenfor, trådte han uforvarende i den med sine nye Stan Smith-tennissko. Det var skæbnens ironi.

Så er spørgsmålet: hvor i kommunen retter man sin klage hen? Hvilken instans har ressourcer til en hurtig sagsbehandling? Ville det være en sag for Vejdirektoratet (gerningen fandt sted på vejen og ikke på fortovet)? Eller kan Vej og Park gøre en forskel? Eller monstro Slots- og Ejendomsstyrelsen (manden stod jo på fortovet)? For førstegangsklageren er det en jungle at begive sig ind i.
Af samme grund, formentlig, har demokratisk sindede kræfter i Københavns Kommunes Borgerrepræsentation på et tidspunkt råbt vagt i gevær, og henover efteråret har man nørklet med foranstaltningen af en såkaldt Borgerrådgiver i kommunen. Rådgiveren er en uafhængig institution, der skal lette og lindre for pensionisten, der ikke kan få tilskud til et nyt gebis, for parcelhusejeren der magtesløst ser til, mens hans have overrendes af herreløse hankatte og andre dyr osv.
Borgerrådgiveren skal efter planen åbne i efteråret og kommer til at koste fem millioner kroner om året. Formålet er en afbureaukratisering, men faren er naturligvis, at rådgivningen – hvor velment den end er – blot lægger et ekstra led til, således at bureaukratiet, der før bare var besværligt, udvikler sig til et veritabelt helvede.
Jeg har talt med en person, der ofte henvender sig til kommunen og har stor fornøjelse af det. Personen er en velholdt dame i sin bedste alder, men jeg har anonymiseret hende til ukendelighed. Hendes navn er redaktionen bekendt.
En dag havde hun en atypisk sag: Hun kiggede op og så, at noget plastic havde sat sig fast i de elektriske kabler over et torv. Hun ringede resolut til kommunen. Men hvorfor egentlig?
»Det var bare fordi... jamen, det ser da åndssvagt ud!« siger hun.
Hun er aldrig blevet mødt med surhed på de kommunale kontorer. Hun synes ligefrem, at det er »hyggeligt« at tale med dem og omtaler det som en slags »passiar«. Hvis kommunen ikke ret hurtigt ordner de manglende dæksler, hun indberetter, kan hun finde på at ringe igen en uge efter og sige, »hør, jeg synes ikke, at der er sket noget«. Og så bliver det bragt i orden. Måske er hendes force, at hun aldrig kværulerer, som folk ellers har for vane.
Gennem årene har hun rapporteret til relevante instanser om alt fra oversvømmelse i Ågade, huller i cykelstierne og manglende dæksler i gaderne. Alt sammen er det ting, der, hvis man ikke tidsnok griber ind, kan medføre lemlæstelse og brækkede ben. Gjort op i kroner og øre vil en indlæggelse blive ulig meget større for kommunen. Det mærker vi på pungen. Det er hendes motivation. Og så er hun blot almindeligt interesseret i, at byen tager sig ordentligt ud.
Husk at det er bedre at samarbejde med de relevante myndigheder end at begå selvtægt. En nu afdød skolebetjent på Kunstakademiet blev en morgen i cirka 1968 angiveligt ude af sig selv af raseri over de utallige hundelorte, der altid lå på Kongens Nytorv foran Charlottenborg.
En morgen placerede han et tændt stearinlys i hver eneste af dem. Der var vel omkring 150 lysende lorte den morgen. Det var et smukt syn i skumringen, når man kom gående fra Bredgade.
Men det var naturligvis hamrende ulovligt.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu