Læsetid: 4 min.

De litterære horeunger

’Bastardpop er meget mærkelig radio. Men i litteraturvidenskaben har blending theory længe været en moderne klassiker, når man analyserer resultaterne fra forfatternes indre mixerpult
26. marts 2004

Litteratur - Blandingsformer
Første gang jeg hørte en hel time med »musikalske møgunger« i programmet Monkey Business på DR’s aftenflade, troede jeg dårligt mine egne ører. For hvad hulen var egentlig dét? Det lød monstrøst, for ikke at sige bizart. Og tit overfedt.
Fænomenet bærer officielt det fikse navn Bastardpop, og det går ud på, at lytterne kan sende deres »møgkøtere« ind til radioprogammet. Nå ja. »Horeunger«, »bastarder«, »møgunger« – kær køter har som bekendt mange navne. Men ideen er den samme hver gang. To kendte sange blandes sammen – og sød, og især uventet, popmusik opstår.
Her til aften kunne man for eksempel høre bastarden med Paven versus Frank Sinatra. Jeg aner ikke, hvem der har fået ideen, for den er godt nok lam, men den har nu noget over sig – ikke mindst originalitet. Og resultatet er jo helt unikt. Der messes på latin hen over den klassiske schlager. His Way, så at sige, og man får dermed sådan en slags guddommelig bastandard. Det er i øvrigt altid det fede med bastardpoppen. Det er ikke ’bare’ mix, som vi kender det helt tilbage fra 70’ernes disco – og sikkert længere endnu. Nej, det er også noget mere, noget andet, noget nyt. Resultatet er nemlig ikke bare to lag af musik, det er noget helt tredje. Det kan man også se i sangenes navne, hvor der opstår nye betydninger, når titlerne smelter sammen.
Shaggy versus The Beatles bliver til It Wasn’t The Beatles. Prodigy versus Enya bliver – efter et andet bastardblandingsskema – til Smack My Enya Up. Nirvana versus Destinys Child bliver på samme måde til Smells Like Bootylicious Spirit. En af mine personlige favoritter er Daft Punk versus Østkyst Hutslers, som afføder et rigtig fint gadekryds med det rammende navn Han får Da Funk.
Men hvad har det nu med litteratur at gøre? En del.
I starten af 1980’erne opdagede sprogforskeren George Lakoff og filosoffen Mark Johnson nemlig, at metaforer er noget, vi danner efter faste skemaer. Et af de mest klassiske finder man i kærlighedens forrykte tale, som altid struktureres som en rejse. »Det er så yndigt at følges ad«, »Vi er gået fra hinanden«, »Bitten? Ha! Hun var sgu lidt af en fribillet!« og i den dur. Et andet eksempel findes i debat, hvor battet og striden bilægges – heraf navnet fra fransk – og man i stedet prøver at snakke om tingene. Men sjovt nok »skyder« man stadig modstanderens argumenter »ned«. Man »gennemhuller« hans tankegang. Man »bliver jordet«, når den anden formulerer sig bedre.
I 1990’erne gik forskerne endnu videre. Hvad nu, hvis man kunne tage hele tekster, historier eller digte eller drama, og så skille alle disse forløb ud i deres enkeltheder? Ville man så blive klogere? En af dem, der har været med til at udvikle denne tankegang, og som stadig er med til at popularisere ideen, er den amerikanske matematiker, kognitionsforsker og litterat – i sig selv en heftig blanding! – ved navn Mark Turner. Han og blandt mange andre franskmanden Gilles Fauconnier og danske Per Aage Brandt har lavet tænkningen bag blending theory, som er hele den skole af ny litteraturvidenskab, som i centrum har den semiotiske analyse af litteraturens blandede spor.

Mark Turner har klart vist, hvordan sproget er oversået med disse blandingsformer. Der er blandede nydannelser på ordplan, som opfattes som kreative – bare tænk på den tredobelte sprogsalto med hel kreaskrue, Banjos Likørstue! Men der er også blends, som litteraturvidenskabelige fagfolk kalder fænomenerne, på andre planer. Dansk rap flyder nærmest over af grammatiske blends. Der er udtalemæssige blends – de mest kendte hedder bare accenter. Der er metafor-blends, som f.eks. i ideen om Manden Med Leen. Manden Med Leen – også kendt som Døden med stort D – er på alle planer en selvmodsigende idé (man høster ikke et strå ad gangen, skeletter kan ikke gå på arbejde, etc.). Men det vigtigste er – for litteraturforskerne – at litteraturens kunst i sig selv kan være bastardagtig. Ofte er det netop i og med, at teksten er en blanding, at kunsten i det hele taget opstår.
Når Peter Høeg blander en grønlænder med en dansker i karakteren frøken Smilla – og smider hende ind i en bog, der i sig selv er en blanding af antropologisk analyse og lufthavnsthriller - så er han mildt sagt en idéblender. Og resultatet er romanens svar på en smoothie – en kernesund comfort food. Det var samme idé Dan Turèll arbejdede med i Mord-serien, hvor han blandede lokalkoloritten med kriminalgåden. I lyrikken blandede Johannes V. Jensen prosaen med poesien. Og Inger Christensen blander matematikken med sprogets mere organiske struktur.
Man kan blive ved – også hvis man ikke er forfatter. Alle kan være med. Ritt Bjerregaard blandede f.eks. dagbog og baghold. Og Tøger Seidenfaden blandede bagefter dagblad og blodbad, så blodbladet blev dagbadet.
Eller hvordan det nu var med dét MareRitt?

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her