Læsetid 6 min.

Løgn, sandhed og det grå imellem

Delvis benægtelse, delvis bekendelse – Sådan beskriver den amerikanske dokumentarist Erroll Morris sin Oscarvindende film, ’The Fog of War’, om den amerikanske forsvarsminister under Vietnamkrigen, Robert McNamara
12. marts 2004

Interview
Det er muligt, at Alices reaktion på Eventyrland var »mærkværdigere, mærkværdigere,« men Errol Morris er kommet til den samme konklusion om verden omkring ham, uden nogensinde at være faldet i et kaninhul. Ganske vist har han gjort det til sit arbejde at grave dem frem, der er faldet i hullet, og han har næse for de tilsyneladende usædvanlige og usandsynlige og til tider ligefrem skøre historier. Men Morris er ikke ude efter den billige latter. Det ville være for nemt.
Det virker måske som et logisk om end sjældent karriereskift at gå fra at være privatdetektiv til at lave dokumentarfilm, men Morris var aldrig en helt almindelig privatdetektiv.

Ambivalent
Han havde læst historie, filosofi og videnskabshistorie, havde lært at spille cello og beskæftiget sig seriøst med bjergbestigning, før han blev privatdetektiv.
Rækken af de film, han har lavet, er lige så eklektisk, som man kunne forvente: Gates of Heaven (om kæledyrskirkegårde); Vernon, Florida (en by, hvor indbyggerne ynder at hugge deres egen lemmer af, for derefter at anmelde det til forsikringsselskabet); A Brief History of Time (om Stephen Hawking); Mr Death (om en Holocaustbenægter og producent af elektriske stole); Fast, Cheap & Out of Control (om en løvetæmmer, en kunstgartner, en muldvarpe-ekspert og en robotforsker).
Den mest berømte af hans film, The Thin Blue Line, handlede om et justitsmord begået mod den dødsdømte fange Randall Adams og førte til hans løsladelse, efter at Morris havde optaget den virkelige morders tilståelse på bånd.
Morris’ seneste film, The Fog of War, er måske ikke magtfuld nok til at sende folk i fængsel, men den fastlægger på en ret glimrende måde det ansvar, en lille gruppe havde for en masse menneskers død.
Filmen skaffede Morris sin første Oscar-nominering. Før prisuddelingen var Morris noget ambivalent over hele forløbet.
»Da Thin Blue Line kom på gaden, var der en artikel i The Washington Post med en oversigt over hundrede amerikanske kritikeres bedømmelse, som viste, at de havde valgt Thin Blue Line til den bedste film det år (1988). Ikke som den bedste dokumentarfilm, men som den bedste film, og den blev ikke en gang nomineret. Når forskellige film gennem årene ikke er blevet nomineret, så har jeg taget den med ro. Og nu hvor jeg er blevet nomineret, er det sgu ikke til at vide, hvad der kommer til at ske.«
Et godt stykke arbejde
Det, som skete, var, at Morris endelig modtog den anerkendelse, han i så lang tid har fortjent, og i ren Michael Moore stil sagde mere end blot tak i sin takketale:
»For 40 år siden faldt dette land ned i et kaninhul i Vietnam og millioner af mennesker blev sendt i døden,« proklamerede han.
»Jeg er bange for, at vi er på vej ned i det samme kaninhul igen. Og hvis folk kan stoppe op og tænke over nogle af emnerne og spørgsmålene i denne film, så har jeg måske gjort et fandens godt stykke arbejde.«
På overfladen tager The Fog of War udgangspunkt i et interview med J.F. Kennedys og Lyndon Johnsons forsvarsminister Robert McNamara, men i virkeligheden er det en undersøgelse af sandhed, løgne og gråzonen imellem dem.
Den kortlægger McNamaras liv fra en barndom i skyggen af 30’ernes depression, og som via Anden Verdenskrig, missilkrisen på Cuba og Vietnam ender med at blive en af de mest magtfulde mænd i verden. Den er fyldt med chokerende afsløringer om forholdene i det amerikanske militærs historie, men mister alligevel aldrig grebet om sit emne: En mand, der ønsker at fortælle sin side af historien.

Ny propaganda
Og hvilken historie: Vi hører om den amerikanske brandbombning og ødelæggelse af 67 japanske byer før angrebene på Hiroshima og Nagasaki; hvor tæt USA var på at komme i atomkrig med Cuba; og hvordan de skiftede fra rollen som ’rådgivere’ for Vietnam til at gå i krig, fordi man fra militærets side havde kludret i det.
Da jeg mødes med Morris, begynder et mexicansk gadeorkester at spille uden for hotellets åbne vindue, lige idet jeg skal til at stille ham det første spørgsmål.
»Det sker hver eneste gang, der er nogen, som prøver på at stille mig et spørgsmål,« griner han.
Heldigvis går de videre, og jeg prøver igen. Jeg kunne godt tænke mig at vide, om han på noget tidspunkt var betænkelig ved kun at tale med McNamara og dermed løbe en risiko for, at sende et nyt stykke propaganda på markedet?
»Det var noget, som optog mig gennem hele optagelsen af filmen,« indrømmer han.
»Det var et helt bevidst valg kun at interviewe McNamara og ingen andre, da det er det, som foregår i hovedet på ham, der interesserer mig, hvordan han forklarer tingene, ikke kun for os men også for sig selv. Jeg håber, at filmen kaster lys over mange af de indre modsigelser i ham, som har fascineret mig.«
»Og det tror jeg, den gør,« fortsætter Morris.
»Han afslører mange ting om sig selv, ofte ved at nægte at svare på spørgsmål, de lange pauser og i den måde, han former sine svar på, så de passer til hans egne behov og interesser. Det bliver det, som filmen i virkeligheden handler om.«

En del af maskineriet
Fik disse afsløringer Morris til at revurdere manden? Morris tager langsomt og velovervejet tilløb til svaret.
»Der én ting, som jeg tit minder mig selv om, og det er, at han måske ikke er ansvarlig for hele Vietnamkrigen, men han var så sandelig en del af den. Og når han taler om at være en del af maskineriet, ja, så var han mere end det. Han var forsvarsminister under Kennedy og Johnson. Han var en af de mest magtfulde mænd i regeringen, en af de mest magtfulde mænd i verden, og krigen i Vietnam var forfærdelig. Jeg demonstrerede mod krigen, og jeg mener det samme nu, som jeg altid har gjort.«
»Der er ingen tvivl om, at Mcnamara har været indblandet i mange dårlige ting, men det, jeg ville sige, er, at der er noget meget rørende i hans bestræbelse på at konfrontere sig selv med fortiden. Han er involveret i en eller anden form for kompliceret teater med sig selv. Der er tale om en delvis benægtelse, en delvis indrømmelse og en delvis bekendelse – det virker meget stærkt og er meget komplekst.«

Han er utrolig
Interviewene med McNamara fandt sted over en periode på 18 måneder og sluttede lige før den tidligere politiker fyldte 87 år.
»Han er utrolig,« siger Morris.
»Alene i måden han taler på, gør han et stort indtryk, men han er også meget svær at interviewe. Han afviser at henvise til mange ting og taler ofte kun indirekte om sig selv gennem sine analyser af andre.«
På et tidspunkt konstaterer McNamara, at man aldrig skal svare på det spørgsmål, der er blevet stillet til en, men svare på det spørgsmål, som man kunne tænke sig blev stillet.
»Nogen gange har jeg en fornemmelse af, at der aldrig er nogen, som svarer på de spørgsmål, de bliver stillet,« griner Morris.
»Sproget er en meget indviklet størrelse, og det er sjældent befordrende for sandheden. Der er ting, vi er nødt til tale om, som vi ønsker at tale om, og som vi vil tale om uanset hvad, ligegyldig hvilke spørgsmål, der bliver stillet.«
Mener Morris, at McNamara var ærlig?
»Ja,« siger han og trækker på skuldrene, »i den udstrækning vi alle sammen er ærlige på. Jeg tror, han kæmper med sig selv og prøver at forstå, hvem han selv er. Jeg vil betegne ham som en meget oprigtig og åbenhjertig mand, som prøver at fortælle os noget og tror på det, han siger.«
Men ikke i den forstand, at Morris fuldt og fast troede på McNamaras ord.
»Uafhængigt af McNamara forsøgte jeg at gå tilbage i historien for at undersøge de forskellige påstande, som blev fremsat,« forklarer Morris.
»Jeg læste et eller andet sted, at McNamara havde løjet om sin rolle under Anden Verdenskrig. Så vi tog over til Nationalarkivet i Washington, og hvad fandt vi? Hundredvis af sider med hans notater og optegnelser fra 1945, som støtter hans version af historien.«

©The Independent og Information

*Oversat af Steen Lindorf Jensen

*Fog of War har endnu ikke fået en dansk premieredato

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv en gratis måned med uafhængig kvalitetsjournalistik

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu