Læsetid: 4 min.

Madridmassakren kan ændre ETA

Den baskiske terrorgruppe ETA kan være på vej til at erklære våbenhvile under indtryk af islamisternes terrorattentat 11. marts i Madrid
29. marts 2004

Analyse
I 1984 sagde en af de historiske ledere af den baskiske terrorgruppe, ETA, Belén González Peñalba, at når ETA ønsker at forhandle, smider organisationen »hundrede døde på bordet«.
Her 20 år efter har de makabre ord fået en radikal ny betydning. ETA stod ikke bag massakren i Madrid den 11. marts 2004, hvor 189 mennesker mistede livet. Det gjorde en islamistisk terrorcelle, der aldrig før har lavet attentater i Spanien. Den 30-årige marokkaner Jamal Zougam er en af de hovedmistænkte. Han har haft løbende kontakt til al-Qaeda og islamistiske jihad-grupper. Politiet har fundet hans fingeraftryk i den hytte, hvor bomberne blev samlet, og et stykke af en mobiltelefon fra en bombetaske er fundet i hans telefonbutik i Lavapíes i hjertet af Madrid. Politiet har anholdt 20 personer, og opklaringen skrider hurtigt frem.
Men for ETA – der i et kommuniké fralagde sig ansvaret for attentatet – kan 11. marts 2004 blive et vendepunkt. Separatistmiljøet i Baskerlandet har i utvetydige vendinger taget afstand fra terrorattentatet 11. marts. For første gang nogensinde har den baskiske separatistleder Arnaldo Otegi fra Batasuna (ETA’s illegale støtteparti, der nu kalder sig Sozialista Abertzaleak) udtrykt »absolut afstandtagen« til et attentat i Spanien. Og separatistavisen, Gara, skrev i en leder, at aktionen den 11. marts var et »uantageligt barbari«.
Otegi har aldrig fordømt ETA’s attentater, der har kostet over 830 personer livet siden 1968. Selv om de fleste er udført efter overgangen til en demokratisk forfatning i Spanien og en pagt for udvidet selvstyre i Baskerlandet, har Batasunas ledere holdt ceremonier og fejret ETA’s militante folk som helte og patriotiske gudaris (soldater). De har støttet ETA økonomisk, organisatorisk og politisk.

Civile på sigtekornet
I sin kritik af attentatet 11. marts hævdede Otegi, at ETA aldrig ville lave et stort attentat imod »den civile befolkning og arbejdere«. Men ETA har ikke kun dræbt spanske politi- og militærfolk, men også over 340 civile, herunder baskiske lokalpolitikere med bomber eller skud i nakken.
Ved valget den 14. marts stemte 100.000 baskere blankt, som Otegis parti opfordrede dem til, men i gruppen af faste separatistvælgere er det blot få procent, der godkender ETA’s terror. Kun en lille hård kerne – der ledede separatistmiljøets gadevoldskampe og trusler mod politiske modstandere i 1990’ere – vil følge ETA helt.
Moralsk, politisk og socialt er ETA i dag marginaliseret og ved at blive isoleret. Debatten og massiv folkelig afstandtagen fra islamisternes attentat 11. marts kan fremskynde ETA’s afvikling. I overført betydning kan det få samme effekt som Real IRA’s Omagh-attentat i Nordirland i august 1998. Med 29 civile ofre på bordet besluttede IRA’s politiske arm, Sinn Fein, at accelerere forsoningsprocessen.
Selv om den baskiske konflikt er radikalt forskellig fra den nordirske – bl.a. fordi Baskerlandet i modsætning til Nordirland ikke er militært besat, har været en del af Spanien næsten uafbrudt i 800 år og har langt større selvstyre – kan attentatets koncentrerede gru måske skabe en radikal afstandtagen selv i den hårde inderkerne.

Våbenhvile på vej
Man skal være forsigtig med at nære illusioner om ETA’s vilje til fred. For bandens foretrukne ’sprog’ indtil nu har været at dræbe mennesker. 40.000 baskere er truet på livet af ETA, der på mafia-vis har brugt dødstrusler og kidnapninger til at lave pengeafpresning. ETA har aldrig vist kompromisvilje til at give køb på det absolutte krav til den spanske og den franske stat 0m at danne et socialistisk Euskal Herria, der ved dekret (og i strid med de respektive forfatninger og befolkningers vilje) anekterer naboregionen Navarra og franske Iparralde. I et kommuniké dateret den 16. marts 2004 gjorde ETA igen krav på disse territorier. Under trussel om, at ETA vil fortsætte med »at kæmpe« – dvs. nye attentater – opfordrede man Spaniens nye socialistiske ministerpræsident, José Luis Rodríguez Zapatero, til at trække Spanien ud af Baskerlandet, ligesom han vil trække tropperne ud af Irak. Det afviste Zapatero kategorisk, for han vil – som de konservative – kun tale med ETA, hvis de definitivt nedlægger våbnene.
På den anden side har ETA aldrig været så afkræftet som i dag. Politiet har infiltreret ETA, optrevlet utallige kommandogrupper og afværget store attentater – senest i februar, hvor to relativt uerfarne ETA-folk var på vej til Madrid med over 500 kg sprængstof. Sidste år, hvor der blev anholdt 187 ETA-folk og kollaboratører, var ETA ’kun’ i stand at dræbe tre personer – det laveste antal dødsofre i tre årtier. ETA har brug for våbenhvile – om ikke andet til at reorganisere sig. I valgkampen erklærede de taktisk våbenhvile i Katalonien, og det er ikke usandsynligt, at den snart forvandles til generel våbenhvile i hele Spanien.
Lederen af det fredelige separatistparti, Aralar, Patxi Zabaleta, siger, at efter 11. marts befinder man sig ikke i en »situation post-ETA, men før en våbenhvile«.
Der er nu stærke rygter om, at ETA måske vil benytte den baskiske nationaldag, Aberri Eguna, påskesøndag, til at erklære midlertidig våbenhvile for at sætte Zapatero og socialisterne på en prøve. De baskiske nationalister håber det, for dermed kan de samle ny kraft bag deres ’Ibarretxe-plan’ for baskisk selvbestemmelse. De vejrer morgenluft, fordi socialisterne i Baskerlandet er begyndt at åbne op for muligheden af at holde en folkeafstemning. Ligesom socialisterne og separatisterne vil i Katalonien. Det er ikke utænkeligt, at ETA vil forsøge at sætte sit præg på denne centrifugale proces.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu