Læsetid: 3 min.

Magt, olie, penge og fundamentalisme

Den engelske islamforsker Bernard Lewis opfordrer vesten til at tage islam på ordet, og den amerikanske filosof Richard Rorty forklarer, hvorfor krigen mod terror meget vel kan vise sig farligere end terroren selv
22. marts 2004

International
Det lader sig ikke ændre, der er intet at gøre. Efter 11. september og nu 11. marts bliver forestillingen om islam som lovreligion stadigt smallere. Eller sagt på en anden måde: En minoritet tegner et stadigt bredere billede. I et interview med den tyske avis Die Zeit insistere islamforskeren og forfatteren Bernard Lewis (på dansk er udkommet Lewis’ Hvad gik galt?) på at lade et mindretal være et mindretal:
»Den wahhabitiske lære (som Osama bin Laden bekender sig til, red.) er en absolut marginal strømning fra Saudi-Arabien, der kun i den allerseneste tid – i et samspil mellem magt, olie, penge og fundamentalisme – har fået sin berømmelse. Men i islams historie spiller den praktisk talt ingen rolle,« siger Bernard Lewis.
Han opfordrer derfor til at tage flertallet af muslimer på ordet. Stadigt flere amerikanere og europæere, siger Lewis, er overbevist om, at »vores demokrati og vores frihed udelukkende er en vestlig institution, som ikke lader sig eksportere. Og de hævder: Araberne er nu, som de er, det lader sig ikke ændre. Men araberne er netop ikke sådan. Tag for eksempel Saddam Husseins diktatur og hans Baarth-parti. Der findes overhovedet ingen fortilfælde i den arabiske historie for dette diktatur. Det er en eksport fra Europa. Étpartistyret er en europæisk model – vestens bedste eksportartikel i den islamiske verden. Forgængeren for Baath-partiet stammer fra nazisterne.«

Et håbefuldt element
Den arabiske kultur byder på bedre alternativer, hævder Lewis, som ’på sigt’ er optimistisk i forhold til en demokratisk udvikling i Mellemøsten.
»Der er nemlig i den politisk islamiske tradition elementer, der kan føre til udviklingen af et åbent, humant samfund, hvori individet har rettigheder, og regeringen er under kontrol. Måske bliver det ikke et parlamentarisk demokrati – og naturligvis bliver Irak ikke til Skandinavien i løbet af natten – men demokratiseringen er svær i ethvert land, det har vi set i Mellemeuropa. I den arabiske kultur har man begrebet ’den kontraktmæssige regering’, en regering der baserer sig på konsens, hvor den største hersker er underlagt loven lige så vel som den laveste slave. Det er den islamiske tradition og det er et håbefuldt element,« siger Lewis og gentager en pointe, han gerne fremfører: At vi i vesten har givet grobund til en særlig radikal version af islam
»Vi er i den paradoksale situation, at børn i Hamburg eller i Californien lærer en mere fanatisk og mere intolerant version af islam end i den islamiske verden – bortset fra Saudi-Arabien.«
Og sat på spidsen:
»Islam har en rig politisk tradition. Profeten Mohammed var selv en statsmand. Jesus endte på korset, Mohammed som hersker over en stat.«

Den gyldne periode
Også i Die Zeit forsøger den amerikanske litteraturprofessor Richard Rorty at forklare, hvorfor krigen mod terror ’potentielt er farligere’ end terroren selv. Teksten er et optryk af Rortys foredrag på en international konference i Berlin, der blev afholdt umiddelbart før terrorangrebet i Madrid. Temaet for konferencen var ’terror, international ret og demokratiets grænser’.
Den såkaldte ’nationale sikkerhedsstat’, der tog form under den kolde krig, legaliserer, at statsmagten tilbageholder informationer om sikkerhedsmæssige spørgsmål fra borgerne, hævder Rorty Efter den 11. september, skriver han, breder sikkerhedsstaten sig igen.
»Snart vil de europæiske justitsministre råber det samme svar til deres kritikere som John Ashcroft før dem: ’Til jer, der vil indgyde fredselskende menneske jeres fantomangst for den tabte frihed, har jeg følgende budskab: Jeres taktik hjælper kun terroristen, for den skader den nationale enhed og formindsker vores sammenhængskraft’. Gang på gang vil denne udvikling tilstoppe de kanaler, hvor igennem den offentlige mening kan påvirke det politiske system. Når denne nedslidningsproces er ovre, vil demokratiet være erstattet af noget andet – ikke af et militærdiktatur og heller ikke af en Orwellsk totalitarisme, men af en oplyst absolutisme, der blev gennemtvunget af et nomenklatur.«
Rorty gør sig til talsmand for øget åbenhed om beredskabsplaner og sikkerhed, fordi det netop er disse områder ’sikkerheds eliten’ bruger som løftestang for øget lukkethed.
Men alligevel slutter han i det kulturpessimistiske hjørne:
»Den 11. september har forstærket overbevisningen, og yderligere terrorangreb vil formentlig forvisse denne elite om, at demokratiet må gå under, for at det kan reddes. Kommer det til den værst tænkelige vending, må menneskets historiker en dag forklare, hvorfor den gyldne tidsalder i vesten kun varede 200 år. Og de mest bedrøvelige kapitler vil omhandle hvordan, borgere i demokratiske lande med fejhed bidrog til at bringe det så vidt.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her