Læsetid: 5 min.

Manden der samlede Belgien

Retssagen mod barnemorderen Marc Dutroux afvikles i disse dage. Sagen samlede kortvarigt det belgiske folk på tværs af politiske og etniske skel. Tilbage er et land i dyb splittelse med sig selv – og spørgsmålet er, om noget som helst har ændret sig
5. marts 2004

I en antologi om national identitet fra 1997 slår den belgiske scenekunster Claude Semal lidt polemisk fast, at der kun findes fem ting, som holder det dybt splittede land sammen: statsgælden, kongehuset, socialsikringssystemet, det belgiske fodboldlandshold – de »røde djævle«. Og så, som det sidste element, »Den Hvide Bevægelse«, som opstod i forbindelse med sagen om voldtægtsmanden og barnemorderen Marc Dutroux.
Den 20. oktober 1996 defilerede omkring 320.000 mennesker i Bruxelles gader. I dagene derpå var der en række mindre demonstrationer i andre dele af landet. Og dermed er Den Hvide March formentlig den største i Belgiens historie. Flamlændere, fransktalende vallonere og indbyggere i hovedstaden glemte for en dag deres traditionelle uoverensstemmelser. I tavshed og klædt i hvidt viste de deres sympati med de efterladte til de småpiger, der var blevet ofre for den pædofile Marc Dutroux.
Forældrene til de myrdede piger havde bedt om en »hvid« march, en march uden bannere og uden slogans og paroler. Derfor blev marchen så markant, fordi belgierne i tavshed og med værdighed udtrykte deres empati med ofrene og de efterladte. Til gengæld gjorde marchens mangel på eksplicitte krav det også svært at få greb om bevægelsen.
Stefaan Walgrave er professor i statskundskab ved universitet i Antwerpen. Han har forsket i og udgivet en bog om den Hvide Bevægelse. Han er ikke i tvivl om, at den udgjorde en markant etape i nyere belgisk historie. Men han er mere i tvivl om de langsigtede konsekvenser, blandt andet fordi bevægelsen langt fra var éntydig. Nogle ønskede blot af markere sympati, andre havde behov for at markere afsky for Marc Dutroux, manden som siden konsekvent er blevet omtalt som et monster eller samfundets fjende nummer ét. Men flertallet følte ifølge Stefaan Walgrave blot et behov for at »gøre noget« og sende et signal om, at tingene måtte ændre sig. I hans optik var marchen først og fremmest et ikke specielt éntydigt artikuleret krav om ændringer af »systemet«, både det retslige og det politiske.
Selv om alle uoverensstemmelser mellem flamlændere og vallonere var skubbet i baggrunden, gav demonstrationen næring til blandt andet det flamske nationalistiske/populistiske parti Vlaams Blok, fordi hele Dutroux-sagen pustede til en ulmende utilfredshed med politikere, politi og retsvæsen. Den Hvide March var først og fremmest et signal rettet mod Belgiens establishment, som ikke havde kunne forhindre mordet på fire piger, selv om Marc Dutroux tidligere var dømt for voldtægt og selv om en politigren lå inde med oplysninger om, at Dutroux påstod at have bortført småpiger, undlod at give oplysningerne videre til de, der efterforskede bortførelserne. Marchen var også et signal til de politikere, som ikke effektivt ville reformere politi og retsvæsen, men som nærmere syntes at holde hånden over det. Demonstrationen samlede det belgiske folk mod den belgiske elite.

Rygmarvsreaktioner
Allerede to år efter marchen var den fransk-flamske forbrødring imidlertid glemt, da Belgiens mest forhadte mand Marc Dutroux undslap fra det fængsel, hvor han ventede på sin dom. Han blev fanget igen ved, hvad der lignede et tilfælde. To ministre måtte tage konsekvensen og gå af. Og det flamsksprogede dagblad De Standaard hæftede sig ved, at begge ministre var flamlændere – selv om fejlen var begået i det fransktalende Vallonien.
Nej, den Hvide March ophævede ikke uoverensstemmelserne, men skabte måske for en tid en illusion om en fælles dagsorden. Stefaan Walgrave understreger, at Den Hvide Bevægelse i virkeligheden udviklede sig forskelligt i henholdsvis Flandern og Vallonien. For mens mobiliseringen allerede var stor i den fransktalende del af landet før oktober 1996, med forskellige støtteforeninger og underskriftindsamlinger til fordel for ofrene og de efterladte forældre, så var initiativerne spredt i Flandern. Resultatet blev en voldsommere og mere pludselig opstand blandt de flamsktalende belgiere. Til gengæld har den organiserede mobilisering i det fransktalende Vallonien ifølge Stefaan Walgrave været mere varig.

Historien gentager sig selv
I disse dage genoplever belgierne gennem en massiv mediedækning alle Dutroux-sagens rædsler. De kommende måneder skal et domsmandspanel tage stilling til vidneforklaringer og til de over 400.000 retsakter, sagen indeholder. Marc Dutroux har allerede indrømmet det ene drab og en række voldtægter af de småpiger, han i månedsvis holdt spærret inde i sin kælder. I alt er fire døde, og to piger slap ud af Dutroux’ klør, men med livsvarige mén. Der er næppe tvivl om, at Dutroux får livsvarigt fængsel.
Til gengæld er det mere tvivlsomt, om manglerne omkring efterforskningen bliver afklaret: Inkompetence, magtkampene, kammerateri. Til dato har ingen af disse problemer ført til hverken afskedigelser eller grundlæggende organisatoriske omlægninger.
Konspirationsteorier om et organiseret pædofili netværk florerer stadig og en meningsmåling i dagbladet La Libre Belgique viste for nylig, at seks ud af 10 belgiere nærer mistillid til landets retsvæsen.
Så spørgsmålet er, om Dutroux-sagen i al sin gru overhovedet kan ses som en samlende faktor. Eller om den i virkeligheden har gjort det belgiske samfund endnu mere polariseret. Svaret er ikke éntydigt. Men i hvert fald skal man være varsom med at overvurdere sagens betydning, mener Stefaan Walgrave.
Allerede ved parlamentsvalget i 1999 – altså blot tre år efter Den Hvide March – stillede Paul Marchal, far til den myrdede An, op på sin egen liste, Det Hvide Parti, men fik ingen stemmer af betydning. Vlaams Blok gik frem, men kun i Flandern. Den siddende regeringskoalition fik en ørefigen, hvilket til dels blev tilskrevet håndteringen af Dutroux-sagen. Men valgets helt store sejrherre blev de grønne:
På det tidspunkt havde en helt ny skandale ramt Belgien og skubbet pædofilispørgsmålet i baggrunden, nemlig den såkaldte »kyllingegate« om fundet af dioxiner i belgisk fjerkræ.
For Stefaan Walgrave illustrerer det, at Dutroux-sagen har fået større mediedækning, end den egentlig kunne bære, og især at Den Hvide Bevægelses samlende rolle er blevet overspillet.
Omkring tidspunktet for Den Hvide March deltog han i et projekt, der så på presens dækning af bevægelsen og sagen.
»Vi analyserede seks-syv dagblade og fandt ud af, at over en tredjedel af alle artikler handlede om Dutroux-sagen. Men det mest interessant var deres måde at dække sagen på og deres sprogbrug. De talte om ’os’ og ’vi’ og ’folket’ i modsætning til eliten. Det var aviserne, der opfordrede folk til at gå på gaden. Bevægelsen blev først og fremmest drevet frem af medierne, ikke af foreninger og sammenslutninger,« siger Stefaan Walgrave.
Han er ikke i tvivl om, at medierne også denne gang vil gøre alt for at holde gryden i kog.
»Jeg tror, at det er attraktivt for medier og journalister at sætte dagsordenen. Og jeg tror, at de vil gøre meget for at genopleve deres heyday. Medierne oplevede en storhedstid omkring Den Hvide March, så dækningen af retssagen bliver massiv. Men man må spørge sig selv om, hvad nyhedsværdien og relevansen af Dutroux-sagen er. Han får livsvarigt fængsel. Men længere er den ikke, for retssagen kommer til at handle om ham, der bliver ikke fokus på systemet og dets mangler.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu