Læsetid: 11 min.

Manden, som vidste for meget – og talte om det

Han blev bedøvet, bortført og har siddet i fængsel i 18 år, fordi han røbede Israels atomhemmeligheder. I næste måned er tiden endelig kommet for Mordechai Vanunus løsladelse. Men hvor stor frihed kan han regne med at få?
26. marts 2004

Feature - Samvittighedsfange
Læsere af dagbladet Yedioth Ahronots udgave af den 16. februar må have tænkt, at det dog var en i sandhed ondsindet person, der nu stod over for at skulle løslades fra Ashkelon-fængslet. Hver gang en selvmordsbomber sprængte sig selv i luften og tog israelske ofre med sig i døden, jublede denne fange af fryd, kunne man læse.
Hvad værre var, påstod avisen også, at fangen, der engang hørte til de få indviede i Israels atomhemmeligheder, straks ville forsøge at udsætte sit land for nye farer, så snart han var blevet løsladt.
»Han fortalte mig, at han kendte til nyt hemmeligt materiale og straks ville offentliggøre sin viden,« blev en tidligere medfange citeret for at sige.
Kan det overraske nogen, at den selv samme fange, som påstås at juble, når uskyldige nedslagtes, samtidig med at han planlægger igen at forråde sit land, er blevet tildelt en strøm af priser og hæderbevisninger fra europæiske fredsgrupper, bl. a. Sean McBride-fredsprisen og et æresdoktorat ved universitetet i Tromsø?
»Han er retskaffen, modig og drevet af de højeste moralske motiver. Må det store offer han har bragt ikke blot tjene til at beskytte de, som bor i Israel, men alle folkeslag i Mellemøsten, ja i hele verden,« lød skudsmålet fra den kirkelige organisation Church of Humanism. Samme mand er også bragt i forslag som kandidat til Nobels fredspris.
Mordechai Vanunu må man tilsyneladende enten afsky eller elske – at forholde sig indifferent til denne tidligere israelske atomtekniker er en umulighed. For han var manden, som i 1986 leverede den fulde dokumentation til Sunday Times’ opsigtsvækkende historie om Israels hemmelige atomvåbenanlæg ved Dimona i Negev-ørkenen. Ham var det, der oplyste hvor mange avancerede fissionsbomber der var opmagasineret her – 200 var tallet dengang – og frigav foruroligende fotos af hele arsenalet. Ham var det, der fortalte, at Israel nu beherskede termonuklear teknologi og havde udviklet et antal allerede operationsklare termonukleare bomber. Og ham var det, som af en kvindelig israelsk agent blev lokket fra London til Rom, bedøvet, bortført og derefter smuglet tilbage til Israel af det hemmelige israelske politi. Om kun seks uger bliver denne verdens mest berømte angiver igen sat på fri fod efter 18 år i fængsel, heraf de 12 i isolation. Israel – og resten af verden – holder vejret.

Vil han virkelig afsløre yderligere hemmeligheder fra Dimona (og kan han stadigvæk have kendskab til nogen efter 18 års indespærring)? Vil han forbande det land, hvori han er borger – om end en borger, som konverterede til kristendommen, før han blev anholdt, og som ønsker at udvandre til USA? Vil han fremstå som en knækket mand, der ikke har noget højere ønske end at gå bodsgang for det forfærdelige forræderi, han begik imod sit land? Eller vil han, som hans venner, sympatisører og amerikanske adoptivforældre håber, blive en ny fredens apostel som den største samvittighedsnægter i sin generation – som den mand, som forsøgte at befri verden fra truslen om et nukleart holocaust i Mellemøsten?
Den israelske regering er fortsat usikker på, hvordan den skal håndtere Vanunus løsladelse den 21. april. Den vides at overveje – og har måske allerede besluttet – »visse overvågelses-forholdsregler« og »passende skridt« for at få Vanunu til at holde mund. Sidst i januar mødtes ministerpræsident Ariel Sharon med Israels rigsadvokat, Menachem Mazuz, sin forsvarsminister Shaul Mofaz og andre højstående regeringsembedsmænd for at diskutere om Israel skulle nægte at udstede et pas til Vanunu. Han kunne frit solbade på Tel Avivs strande, men at han give ham mulighed for frit at turnere frit rundt for at reklamere for Israels atomvåbenstatus forekom ikke så som noget tiltrækkende scenarie. Det er et klart tegn på, hvor meget den israelske regering frygter udsigten til denne mands løsladelse, at Sharon til mødet også indkaldte Yehiel Horev, leder af det israelske forsvarsministeriums ’enhed for indre sikkerhed’, foruden repræsentanter fra de israelske efterretningstjenester – Shin Beth og Mossad – og fra Israels Atomenergi-komité.

Det er sluppet ud, at førnævnte Horev ønskede at gå meget længere end Sharon. Han foreslog at man straks udstedte en tilbageholdelsesordre på Vanunu – sådan håndterer Israel rutinemæssigt de palæstinensere, som regeringen betragter som ’terrorister’, men konklusionen på mødet blev åbenbart, at dette nok snarere ville styrke Vanunus ry som martyr for verdensfreden. Der findes selvfølgelig også andre metoder til at få Vanunu til at holde kæft. Han kan officielt blive løsladt, og lige så snart han måtte begynde igen at plapre op om sit arbejde som atomtekniker kan man bare retsforfølge ham og igen bure ham inde i Ashkelon-fængslet – eller Shikma-fængslet, som isralerne kalder det nu.
Når Vanunu er så kilden en sag for Israels regering, er det fordi han på et kritisk tidspunkt i Mellemøstens historie, igen vil minde hele verden om, at Israel er en atommagt, og at dets nukleart bestykkede missiler står klar til at blive affyret fra siloerne i Negev-ørkenen. Han vil også minde verden om, at amerikanerne trods deres omfattende felttog gennem Irak for at ødelægge Saddam Husseins ikke-eksisterende masseødelæggelsesvåben, fortsætter med at give deres politiske, moralske og økonomiske støtte til et land, som i hemmelighed har samlet sig en sand skatkiste af masseødelæggelsesvåben.
Hvordan kan præsident Bush forholde sig tavs over for Israels atommagtstatus, når han ikke blot har gennemført en ulovlig invasion af en arabiske stat for påstået besiddelse af atomvåben og fordømt Iran for at have samme ambitioner, men også lovprist Libyens oberst Gaddafi for at have opgivet sine nukleare prætentioner? Hvis de arabiske stater får klippet deres atomkløer – i det omfang de overhovedet måtte have haft nogen – hvorfor skal det samme så ikke gælde Israel? Hvorfor kan USA ikke gøre de samme nedrustningskrav gældende over for Israel, som det gør over for araberne? Eller hvorfor kan Israel for den sags skyld ikke efterleve de samme normer, som det kræver, at dets arabiske fjender indordner sig under?
Det er den debat, som den israelske og den amerikanske regering helst vil lægge død. I et USA, hvor ethvert tilløb til at problematisere Washingtons rundhåndede og helhjertede støtte til Israels til hver en tid siddende regering, rutinemæssigt fordømmes som »antisemitisk underminering«, er diskussion af Israels atommagtstatus bestemt ikke noget, den amerikanske regering vil bryde sig om at høre i tv-talkshow søndag aften.

Man må formode, at Vanunu formentlig fuldt ud er klar over dette og forstår sin egen prominente status og den rolle, som titusindvis af antiatomvåbenaktivister forventer og håber på, at han vil spille på verdensoffentlighedens scene. Mange gange har Vanunu igennem sine venner og brødre sagt, at han ikke har flere nukleare hemmeligheder at røbe, men at han vil stå fast på sin ret til at gå imod atomvåben i Israel og alle andre steder. »Alt, hvad jeg ønsker, er at rejse til USA, gifte mig og begynde nyt liv,« siger han.
Ingen kan betvivle, at Vanunu er en mand af overbevisning. Han blev født ‰i 1954 i en religiøs jødisk familie i Marokko, som udvandrede til Israel, da han var ni år.
Han aftjente sin værnepligt midt i 1970’erne og begyndte at arbejde i Dimona i november 1976, samtidig med at han tog akademiske grader i filosofi og geografi. Måske var det under de rejser, han foretog i Thailand, Burma, Nepal og Australien i begyndelsen af 1986, at han kom til at se det som en moralsk pligt for ham at fortælle verden, hvad han vidste om Israels atomvåben.
Samme år blev han døbt i en anglikansk kirke i Sydney. Vanunu var tydeligvis foruroliget over Israels voksende atomstyrke, da han en septemberdag i 1986 opsøgte en britisk avisredaktion i håbet om at komme til at fortælle verden sandheden om Dimona. Den avis, han besøgte, var Robert Maxwells Daily Mirror, som han præsenterede for sine fotografier af atomanlægget, hvorpå han afventede avisen reaktion. Uden Vanunus vidende sendte Maxwell billederne til den israelske ambassade i London for at få repræsentanter for det officielle Israel til at »kaste et blik på dem« og »bekræfte«, om historien var sand.
Det forekommer dog sandsynligt, at Maxwell havde andre motiver end de rent journalistisk integritet, da han begik dette forræderi mod sin kilde. Efter sin druknedød i 1991 fik Maxwell, som havde frastjålet pensionsfonde millioner af pund, en statsbegravelse i Israel, ved hvilken lejlighed Shimon Peres lovpriste de store »tjenester«, han havde ydet den jødiske stat.
Maxwells Daily Mirror bragte en ’spoiler’-historie den 28. september, hvor avisen beklikkede Vanunus troværdighed under overskriften ’Den sære historie om Israel og atomsvindleren’. The Sunday Times bragte derimod den fulde historie kort efter. Men da var Vanunu allerede forsvundet. En kvindelig Mossad-agent lokkede ham om bord på et British Airways-fly til Rom og straks ved ankomsten hertil blev han bortført.
Tilsyneladende fandt kidnapningen sted i selve lufthavnsbygningen i Roms Fiumcino-lufthavn. Ude af stand til at tale med journalister, skrev han omhyggeligt detaljerne i sin skæbne ned på sin ene håndflade, som han så pressede mod ruden af den politibil, der førte ham til retten: »Rom ITL 30.9.86 21.00 Kom til Rom med BA504.« skrev han. Han var blevet kidnappet kl. 9 den 30. september i Roms Internationale Lufthavn. Var de italienske myndigheder indblandet i hans bortførelse? Var de til stede, da den fandt sted? Det vil Vanunu måske kunne fortælle os nu.

Under alle omstændigheder er han en mand af stor udholdenhed. En enkelt gang i løbet af hans 12 år lange isolationsfængsling, kom fængselsmyndighederne ved en fejltagelse til tage ham med på gårdtur, før de arabiske fanger i fængselsgården var blevet ført tilbage til deres celler. Vanunu gik straks hen imod dem. En af araberne – en libaneser, der var fængslet for forsøg på at indsmugle våben til Vestbredden, var blandt de første udlændinge til at berette om Vanunus fængselstilværelse.
»Han faldt ind i vores skridts rytme, smilte til os, men der gik lidt tid, før det gik op for os, hvem han var, « sagde den løsladte libaneser senere til The Independent. »Han sagde, at det var godt at være sammen med os, og vi syntes, at han var en tapper mand. Så gik det op for vagterne, at de havde begået en fejl, og straks blev vi skubbet og puffet væk fra ham og ført tilbage til vores celler.«
En israelsk journalist, der besøgte en anden fange, var forbløffet over at se Vanunu. »I et kort øjeblik blev jeg vidne til en grotesk scene,« skrev han. »I en bænk i haven sad en mand og læste Nietzsche på engelsk. Hans holdning var rank og afklaret. Jeg gik ham i møde og rakte ham min hånd. »Glæder mig at træffe Dem, mit navn er Ronen,« sagde jeg. »Mit navn er Motti,« svarede den mest isolerede fange i staten Israel. Men før vi kunne indlede en samtale ilede vagter til, og under grove tilråb greb de fat i ham og førte ham væk.«
En tidligere fange, Yossi Harush, har leveret et andet glimt af den fængslede Vanunu fra årene, efter at hans isolationsfængsling var ophørt.
»På de daglige gåture mødes han med folk og snakker med dem,« fortalte Harush til Yedioth Ahronot. Jeg talte selv meget med Vanunu. Vi var venner. Han besøgte mig i min celle. Han havde gode leveforhold og blev behandlet godt i fængslet. Der var ikke restriktioner for, hvornår han måtte forlade sin celle, men han måtte ikke bevæge sig overalt på fængslets grund. Fængselsmyndighederne gav mig det job at aftegne en rød linje, som han ikke måtte overtræde. Jeg blev beordret til det. Bagefter blev vores forhold noget mere køligt.«
Vanunu har med jævne mellemrum modtaget besøg af den anglikanske præst Michael Sellors. Det var Sellors, som kunne fortælle ham, at hans løsladelsesdato falder sammen med den britiske dronnings fødselsdag. »Han sagde, at han i så fald hellere måtte købe en flybilllet, så han kunne nå frem og ønske hende personligt til lykke.«

Vanunu har også engageret sig i Forbundet for Civile Rettigheder i Israel, en normalt ret konservativ borgergruppe, som har erklæret, at »enhver form for sanktion mod Mordechai efter hans løsladelse vil være ulovlig og umoralsk.«
En chatlinje på det israelske dagblads Maarivs hebræisk-sprogede hjemmeside viser, at mange unge israelere snarere ser Vanunu som en helt end som en trussel. Mary Eolof, en pensioneret amerikansk skolelærer, som sammen med sin mand adopterede Vanunu i håbet om, at dette kunne give ham amerikansk statsborgerskab, når han bliver løsladt, var den første til at afsløre, at da israelske sikkerhedsfolk tilbød at løslade ham et år før udløbet af hans 18 års fængselsstraf, afslog Vanunu tilbudet.
»Han tror på ytringsfriheden,« sagde hun.
Det står tilbage at se, om Israel vil tillade Vanunu den ytringsfrihed, han sætter så højt og har betalt en så stor pris for. Horev, den forsvarsministerielle sikkerhedschef, som deltog i Sharons møde, har talt om den trussel, han mener, Vanunu repræsenterer mod Israels sikkerhed, som han lignede med et glas vand:
»Mit job er at sikre, at intet vand spildes fra glasset. Frem til Vanunu-affæren holdt vandstanden sig på lavt niveau. Affæren fik vandstanden til at stige mærkbart, og det gjorde Israel stor skade, men vandet er stadig ikke løbet over. Men hvis vi tillader folk opføre sig på denne måde i fremtiden, vil vand blive spildt.«
Den israelske journalist Ranan Shaked var mere kynisk, da han talte om Vanunus forestående løsladelse på den israelske tv-kanal, Channel 10:
»Hvem er den væsentligste trussel mod Israel?«, spurgte han. »Det er selvfølgelig Mordechai Vanunu! Han er den store fare. Det israelske demokrati kan simpelt hen ikke tåle konsekvenserne af, at en mand har sagt, hvad ethvert barn ved: At vi har atomvåben.«
Den 21. april, når Vanunu bliver løsladt, vil vi finde ud af, om vandet vil løbe over, og om Vanunu vil overtræde den røde linje, der så ildevarslende blev malet på gulvet efter instrukser fra fængselsmyndighederne.

© The Independent og Information

*Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her