I anledning af...
»De virkelige kunstnere kæmper i dag lige så fortvivlet for livet som Klee og Kandinsky for 50 år siden, det liv, som for dem ikke består i at lave noget, der kan sælges, men i at udtrykke sig, så flest mulig forstår det. Fidusmalere dvs. folk som fremstiller håndværksmæssige reproduktioner, opfylder naturligvis et samfundsmæssigt behov ved at fabrikere sofastykker til hjemmene og
dekorationer til aulaerne, men det er pinligt, når disse flinke forretningsdrivende draperer sig som kunstens barrikadekæmpere.«
Det er R. Broby-Johansen der skriver, i et læserbrev til dagbladet Information, marts 1969, i anledning af en avisomtalt tv-udsendelse Broby har medvirket i. Og han slutter med at fortælle, at han »har aftalt med Bjørn Nørgaard, at jeg skal have hele den udstilling akademirådet pillede ned på Christiansborg, til Vrå i hele kursusperioden til sommer.«
Det var nu ikke Christiansborg, det var Charlottenborg; men meningen er god nok og Bjørn Nørgaard langt fra nogen kendt kunstner i det tidlige forår 1969, hvor postyret udspillede sig.
Det er året før hans sidenhen legendariske hesteslagtning og nøgne kvindelige Kristus på Børsen sammen med Lene Adler Petersen, så Brobys aftale drejer sig om Nørgaards løsning af en indbudt guldmedaljekonkurrence, som Akademirådets bedømmelseskomite pillede ned af væggen i det store udstillingslokale, endnu inden offentligheden havde haft adgang til værket.
Konkurrencen for malere og grafikere gjaldt såkaldt multikunst eller monumentalgrafik, og det var billedkunstneren, senere akademirådsmedlem (1969) og professor (1972) Gunnar Aagaard Andersen, der havde formuleret opgaven, dateret december 1968.
»Konkurrencens formål er så vidt muligt at søge tilvejebragt arbejder, der kan fremstilles i flere eksemplarer (multikunst) til lavere priser end unica, og som er egnede til anbringelse i større rum i institutioner o.l. For grafikkens vedkommende kan eksempelvis nævnes grafik, der danner serier eller ved sammensætning er at betragte som et monumentalt arbejde.«
De indbudte kunstnere, på tidspunktet alle under 40 år, var Poul Agger, Per Arnoldi, Stig Brøgger, Erik Hagens, Søren Hansen,
Frithioff Johansen, Steffen Jørgensen, Tonning Rasmussen, Ole Sporring, og altså Bjørn Nørgaard.
Både Nørgaard og Hagens var aktive i udgivelsen af det vildtvoksende næsten-dagblad Hætsjj, og Nørgaard havde efteråret 1968 fungeret som ultrademokratisk formand for den hidtil censurerede Kunstnernes Efterårsudstilling. Så indbyderne, med Aagaard Andersen som underskriver, burde ikke være og var næppe heller uvidende om, hvad der kunne dukke op som besvarelser.
Formynderi
Guldmedaljekonkurrencen havde som institution været til stadig diskussion i årene forud for den nye fundats i 1968. Nogle akademirådsmedlemmer mente at tiden var løbet fra medaljebelønning, andre at et betragteligt rejselegat oven i ville øve større tiltrækning. Få år efter blev guldmedaljetraditionen da også afløst af præmierede prisopgaver, og i det lange løb nedlagt eller nærmest glemt, indtil den atter opstod i 1990erne.
Men i de ophedede antiautoritære år omkring 1968 gav Akademirådets reaktion på den inviterede Bjørn Nørgaards opgavebesvarelse voldsomt genlyd.
»Ved bedømmelsen af de til guldmedaillekonkurrencen indkomne værker har akademirådet desværre fundet, at et af de indleverede arbejder indeholdt påstand om en navngiven persons homoseksualitet. Akademirådet finder, at angreb på seksuelle minoriteter har samme karakter, som racediskrimination, og har derfor set sig nødsaget til at fjerne det fra nærværende udstilling« stod der på det maskinskrevne A4-ark, som i slutningen af februar 1969 erstattede det nedtagne vægstore værk, sat sammen af offset-printede A4-ark på rad og række, vandret og lodret.
Forskellige genkommende tegninger, fotos og tekster var i forskellige kulører trykt oven i hinanden i vekslende kombinationer af filosofisk, anarkistisk og stærkt humoristisk præg. Kongefamilien stod for skud med både seksuelt frimodige og latrinære påstande, men kun som en mindre del af væggens vældige visuelle, poetiske og polemiske udbud.
Et interview
Syv af de øvrige ni konkurrerende pillede i protest deres bidrag ned af væggene. Nørgaards Eksskole-kammerat Per Kirkeby trækker sig som Akademirådssuppleant, og bliver sammen med sin afløser Ole Sporring og den forurettede part Bjørn Nørgaard interviewet i Politiken få dage efter:
Men hvorfor finder man rådets begrundelse så falsk og infam?
Bjørn Nørgaard: »Fordi det er infamt at begrunde fjernelsen med et angreb på seksuelle minoriteter med samme karakter som racediskrimination, når det, der kan være tale om er majestætsfornærmelse.«
Det er journalisten Hasse Havgaard, der stiller spørgsmålene og fører pennen:
Og nu er De vred over, at De
ikke får en sag på halsen for majestætsfornærmelse?
»Nej, da. Jeg har ikke villet fornærme kongehuset eller nogen anden. Jeg er komplet uinteresseret i kongehuset. Beskyldningerne i mit billede var så oplagt perfide og urimelige, at ethvert tænkende væsen burde kunne se, at ordene udelukkende er brugt i en kunstnerisk sammenhæng. Jeg havde brug for den sammenhæng i et forsøg på at vise en ny måde at opleve på. Det er naturligvis magtpåliggende for mig stadig at inddrage nye områder i vores virkelighed.
Men her var altså et område, hvor juraen gør krav på at styre virkeligheden?
»Åbenbart ja. Og når det er sådan, er det efter min opfattelse min oplagte pligt selv at stå til regnskab over for loven og retsmaskineriet. Det er lurvet, at et akademiråd påtvinger sig et formynderskab for at redde mig fra en majestætsfornærmelse. Rådet burde i et sådant tilfælde forsvare kunstens ret til fri udfoldelse. I stedet øver rådet censur, hvad der overhovedet ikke tilkommer det!«
Det kunne vel tænkes, at rådet faktisk har fjernet billedet for ikke at bringe Bjørn i det kongelige fedtefad?
Per Kirkeby: »Hvorfor skulle rådet så bruge en falsk argumentation? Nej, de ville redde sig selv, det er sagen, og samtidig prøvede de så ufikst også at redde ansigt. Jeg vidste, hvad det drejede sig om. Akademirådet er en mærkelig prestigeboble. Hver for sig er der, en eller to undtagelser nær, ingen medlemmer af rådet, der føler sig kaldet til kassere Bjørns billede. Men når de kommer i blok, opstår denne i og for sig helt uidentificerede holdning, en underlig adynamisk indstilling som virker hæmmende for al kunstnerisk udfoldelse.«
Per Kirkeby havde året før modtaget Akademiets guldmedalje. Det er baggrunden for at Hasse Havgaard spørger ham:
Men succesdrengen Per Kirkeby blev altså æresmedlem af prestige-boblen?
Kirkeby: »Ja han gjorde, men alene ud fra den betragtning, at vi hele tiden må forsøge at gøre tingene bedre...«
hvortil Havgaard replicerer:
Og så skal altså Ole Sporring forsøge sig i de samme cirkler?
Ole Sporring: »Ja, jeg gør det som en forpligtelse over for de unge kunstnere. Jeg solidariserer mig ikke derved med et råd, der har demonstreret en umoralsk holdning over for en ung kunstner. Et råd som har totalt svigtet sin forpligtelse til at forsvare kunsten over for juraen. Et råd som bruger en række unge kunstnere til at suge prestige ud af, fordi rådet som institution ikke i sig selv nyder nogen naturlig prestige. Et råd som ubevidst søger at statskontrollere kunsten, selv om staten ikke selv ønsker at have kontrol med kunsten. Et råd der i sin vildledende erklæring om et kunstværk har optrådt minoritetsfornærmende og befamlede over for minoriteterne!«
»Hvad skal der nu ske«, spørger Hasse Havgaard oven på denne svada den da 22-årige Bjørn Nørgaard selv. »Får offentligheden billedet at se?«
»Jeg ved det ikke rigtig. Jeg har flere muligheder for at udstille det. Men med al denne omtale undgår jeg ikke, at folk kommer bare for at se de frække ord og
ikke for at se disse ord i en kunstnerisk sammenhæng.«
Kærlighed og kommunikation
Bjørn Nørgaard reagerede umiddelbart efter nedtagelsen fra Charlottenborgvæggen med et åbent brev til Akademirådet, bl.a. trykt i Information, under overskriften »Hvadsomhelst, hvorsomhelst, hvornårsomhelst...«
»Kunst er hvad som helst hvor som helst. Det er til enhver tid de mennesker, der kalder sig kunstnere, og som selv bestemmer deres rolle, som bestemmer deres materiale, som placerer sig. Netop at man ikke ved, hvad kunst er, er den vigtigste egenskab ved kunst. Kunst er et stort tomt hul. Man kan putte alt i det. En uendelig række muligheder for strukturer er til stede... Kunsten, skønheden, kærligheden, revolutionen er permanent, guddommelig de er der bare, ligemeget hvor mange museer og mausolæer de bygger, ligemeget hvor mange biografer og genier, de prakker os på, alle disse små bange mennesker.
Den latterlige individualisme er død. (Hurrah)
Kærlighed er den totale kommunikation.
Akademirådet har givet en meget kringlet og speget undskyldning for at have foretaget kunstnerisk censur af mit arbejde ved Akademiets Guldmedalje Konkurrence. Man har givet indtryk af, at der er tale om diskrimination af erotiske minoriteter.
Det, jeg har gjort, er at bruge en ny karakter, et nyt område af virkeligheden for kombinationer af ord. Visse af disse er tabu. De er ifølge den hellige lov forbudt.
Den karakter eller kombination, jeg har brugt, er meget grove og perfide bemærkninger om kongehuset. Det er vigtigt, at det kun er en del af en lang række karakterer, en del af et samlet arbejde, hvor de øvrige karakterer er smukke og mystiske.
Akademirådet har tilladt sig at pille disse bestemte grove karakterer ud af deres sammenhæng, og derefter følt sig forpligtet til at optræde som politi og beskytte kongens gode navn og rygte, at foretage kunstnerisk censur ved at underkende min ret til selv at bestemme, hvad jeg vil benytte i mine arbejder og udstille.
Akademirådet har overskredet sin kompetence ved at blande sig i noget som ikke vedkommer rådet: Det skal uddele to medaljer og intet andet.
Kærlig hilsen, Bjørn Nørgaard, Landemærket, Kbh. K.«
Sidenhen fik han to af de andre medaljer, man som billedkunstner kan tilkendes af Akademiet, både Eckersberg og Thorvaldsen, og blev professor på skolen 1985-94, og medlem af Akademirådet i 2002.
Udfordringer
Daværende, nu afdøde akademipræsident Jørgen Andersen-Nærum skriver i sine erindringer Udfordringer fra 1981 om bedømmelseskomiteens reaktion ved mødet med Nørgaards guldmedaljeprojekt:
»Det var så absolut udsagnet om homoseksualitet der fremkaldte den stærkeste reaktion. Det var alene de etiske aspekter der uden hensyn til værkets kunstneriske kvalitet måtte angå os. Den juridiske side var ikke vor sag, selv om jeg for en ordens skyld også havde indhentet en udtalelse om dette problem fra ministeriets juridisk sagkyndige.
Det var med blandede følelser og helt uden glæde vi efter indgående drøftelser af problematikken og dens perspektiver i fuld enighed besluttede os til ikke at ville tage ansvaret for offentliggørelsen af dette værk, når udstillingen af konkurrencearbejder dagen efter skulle åbnes for offentligheden.«
Andersen-Nærum var personlig ikke i tvivl om, »at Bjørn Nørgaard med velberåd hu havde ønsket at inddrage Akademiet i en happening, der skulle dokumentere, at denne institution trods nyordningen og personalesammensætningen i Akademirådet, fortsat var en reaktionær, autoritær institution...«
Et årstid senere er Andersen-Nærum med til at bevilge Kunstfond-legat til gennemførelsen af en rituel hesteslagtning, og får således, igen ifølge erindringsbogen, »lejlighed til en dialektisk stillingtagen til begrebet kunstnerisk frihed med baggrund i kunstneren Bjørn Nørgaards kommunikationsform.«
Dette kapitels forfatter skrev som arkitektmedlem af Akademiets valgforsamling til rådet 14 dage efter dets reaktion på Nørgaards monumentalgrafik, for på den baggrund at anmode arkitektsektionen om at »overveje
eller artikulere betimeligheden i fortsat at give møde inden for rammerne af en generelt utidssvarende og åbenbart belastet institution.«
Svaret fra arkitekternes faggruppe kom fire måneder senere underskrevet af Vilhelm Wohlert, som også havde været medlem af bedømmelseskomiteen:
»Den kedelige affære omkring Bjørn Nørgaards billeder har naturligvis haft til følge, at spørgsmålet om Akademiets eksistensberettigelse har været taget op af faggruppen.
Der er meget, der tyder på, at guldmedailleudskrivningen er utidssvarende, og at den omsider, efter at have være debatteret gennem mange år, må opgives eller ændres.
Der er også forhold, bl.a. den nævnte episode, der taler for en ændring af de indbyrdes forpligtelser, repræsentanter for de forskellige kunstformer skal have inden for Akademirådet.
Derimod kan vi ikke være enige i, at et Akademi med et råd i princippet er utidssvarende eller overflødigt, der synes tværtimod at være stærkt behov for et aktivt og effektivt redskab til varetagelse af spørgsmål, som ikke kan gøres afhængige af fagforeningsprægede sammenslutninger.
Er institutionen belastet kan dette næppe være motivering for at opgive den, men snarere for at forny den.«
*Allan de Waal var i 1999-2001 formand for Akademirådets Bygningskunstudvalg, og modtog i 1996 Akademirådets N.L. Høyen-medaillen
