Læsetid: 5 min.

Mellem frygt og ligegyldighed

De franske regionalvalg den 21. og 28 marts påkalder sig ringe interesse hos vælgerne, men imødeses med frygt af alle partier – undtagen Le Pens Front National
19. marts 2004

PARIS – De sidste årtiers faldende valgdeltagelse og frygten for en ny bundrekord er blevet det mest omtalte emne op til de franske regionalvalg den 21. og 28. marts. Alle målinger tyder på, at interessen blandt vælgerne er yderst ringe. Og alligevel ved man, at det drejer sig om den vigtigste politiske styrkeprøve i Frankrig mellem 2002 og 2007, og at regionalvalg indirekte kan få uberegnelige og uoverskuelige følger.
Denne gang kan et nederlag for regeringspartierne på det nationale plan medføre, at præsident Chirac vælger at udskifte regeringschefen, Jean-Pierre Raffarin. En ny triumf for Jean-Marie Le Pens højreekstremistiske parti Front National regnes også for sandsynlig – langt fra uforenelig med lav valgdeltagelse...
Den faldende deltagelse fra valg til valg i Frankrig har flere forskellige årsager, men hvad angår regionalvalgene, der satte bundrekord med 58 procent i 1998, er der et særligt problem: Regionerne mangler substans, deres politiske liv er blodfattigt, og deres rolle er dårligt kendt.

Barn af decentraliseringen
Regionerne er et barn af den forsigtige decentralisering, Frankrig har foretaget i sidste halvdel af det 20. århundrede, men som aldrig er blevet en folkesag. Fortsat decentralisering er i øvrigt Raffarins kæphest, men han må nu konstatere, at denne ide ikke ’sælger billetter’ og endda støder på resolut modstand, når statsmagten læsser underskud over på de lokale myndigheder og overfører kompetencer uden finansielle ressourcer.
Staten, de ca. 100 departementer (amter), de ca. 35.000 (!) kommuner og storbyerne – det er alt sammen gammelkendte fænomener, men regionerne er franskmændene ikke fortrolige med. De blev oprettet i 1962 – som administrative enheder – og de har først fået politiske rettigheder og folkevalgte forsamlinger efter decentraliseringsreformen i 1983. Regionalpolitik har svært ved at lå igennem i et land med stærke centralistiske traditioner.
Frankrig er i dag bagefter både Storbritannien, Spanien og Belgien, hvad angår regionalisering. Men det er Tyskland, der er skoleeksemplet på den decentrale republik, for Frankrig har altid haft blikket rettet mod den østlige nabo, og de franske regioner kan betragtes som et halvhjertet forsøg på at efterligne de tyske delstater. Med hensyn til status og indhold er de franske regioner svage, og deres fornemmelse af lokal identitet svækkes af, at Frankrig har valgt at afvikle regionalvalgene i samtlige 22 regioner på en og samme dag.
De farverige tyske delstater har hver deres egen politiske kalender og deres originale politiske liv. Et isoleret delstatsvalg er altid en begivenhed – endda af national og international interesse (også fordi det påvirker sammensætningen af Forbundsrådet). Et enkelt tysk delstatsvalg kan til tider give lige så meget genlyd i EU som valgene i 22 franske regioner.
De franske regioner har voksende betydning og har overtaget flere og flere beføjelser inden for transport, socialvæsen, infrastruktur, gymnasiebyggeri, erhvervsuddannelse, miljø, boligvæsen og kultur. Men beføjelserne er og bliver i vidt omfang teoretiske, fordi regionerne ikke har tilsvarende pengemidler til rådighed. Staten og departementerne er næsten altid indblandet, og den centrale statsmagt opfattes stort set stadig som altafgørende i det franske samfundsliv.
Som for at gøre regionalvalgene endnu mere utydelige, vælges en del af amtsrådsmandaterne på de samme valgdage, og valgsystemet er i øvrigt så kompliceret, at det næsten er uforståeligt. Ved en reform indført under den nuværende regering i fjor har man bl.a. indført en præmie på 25 procent til det største parti ved mandatfordelingen – for at sikre solide flertal og undgå blokerede situationer omkring vedtagelsen af budgetterne.
Siden valget i 1998 har socialisterne haft magten i otte regioner (i de syv dog kun med relativt flertal), Chiracs parti (i dag UMP) i 13, mens centrumpartiet UDF regerer i en enkelt region.
UDF har afvist valgsamarbejde med regeringspartneren UMP for at hævde sin selvstændighed – undtagen i Alsace og Provence, de to regioner, hvor Front National står stærkest, og hvor splittelse mellem de to moderate højrepartier derfor ville indebære en risiko for at bringe Le Pens parti til magten.

Drastisk fald
Ifølge højt kvalificerede prognoser står UMP til at tabe mellem fire og syv regioner til socialisterne denne gang. Det skyldes navnlig, at regeringen Raffarins popularitet er faldet drastisk på grund af voksende arbejdsløshed, sociale nedskæringer og upopulære reformer.
Faren for et nederlag, der kan koste ham ministerpræsidentposten, står pinligt klar for Raffarin, og han understreger utrætteligt, at »regionalvalgene drejer sig om regionerne – de har ikke nogen landspolitisk funktion«. Altså: Tænk ikke på regeringen, tænk på din egen region. Men vælgeren har nok lettere ved at forstå en landspolitisk meningsmåling i legemsstørrelse end meningen med regionen...
Som et lodret dementi af Raffarin siger næstformanden for Socialistpartiet, Laurent Fabius: »At stemme til højre, UMP eller UDF, det er at sige bravo Chirac-Raffarin. Hvis UMP-UDF vinder, kommer der en bølge af anslag mod socialsikringen og arbejdslovgivningen«.
UDF-lederen François Bayrou er endnu skarpere i sin kritik af regeringen, selv om hans parti deltager i denne. Han frygter at blive marginaliseret af det store regeringsparti, og han gør alt for at skille sig ud – med henblik på at stille op som præsidentkandidat i 2007. I Nationalforsamlingen fordømte han fornylig »den voksende utryghed, skattenedsættelserne for de rigeste, den hårde behandling af de svageste...«.
Bayrou håber utvivlsomt med denne valgtaktiske aggressivitet mod UMP at indkassere den stemmemæsige gevinst fra de mange millioner af vælgere, der er utilfredse med regeringen.
Hermed er UDF i åben konkurrence med Socialistpartiet, og det er ikke den eneste grund til, at socialisterne frygter en skuffelse ved regionalvalget – med andre ord at blive berøvet de frugter, der normalt skulle tilfalde det store oppositionsparti ved et midtvejs-valg. Partiet har ikke overvundet chokket fra det uventede nederlag ved præsidentvalget og parlamentvalget i 2002. Det fremtræder endnu uden program, uden projekt og uden klar profil, mens partiformanden François Hollande stadig kæmper for blot at skabe sig et navn i offentligheden. Endnu en bekymring for socialisterne er det yderste venstre, der tiltrækker stemmer i massevis og modarbejder den samling af venstrefløjen, som socialisterne tilstræber i samarbejde De Grønne. Resultatet kan blive stort stemmespild, da der er en spærregrænse på fem procent.
Endelig er der en fare, som socialisterne har mere grund til at frygte end de andre partier – den lave valgdeltagelse.     

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her