Læsetid: 2 min.

Miltbrandvaccine under mistanke

Britiske soldater-familier mistænker vaccine mod miltbrand for at være skyld i døde og deforme babyer. Det britiske forsvarsministerium afviser enhver forbindelse
3. marts 2004

London – Britiske soldater, som har været i krig i Irak, siger, at de frygter for, at deres endnu ufødte babyer er i farezonen på grund af en miltbrandvaccine.
Til BBC siger kilder i den britiske hær, at der alene i én deling fra Hampshire har været to aborter, tre for tidligt fødte børn, et dødfødt barn og en fremprovokeret abort på grund af mistanke om deformiteter på fosteret.
I alle sagerne er mindst en af forældrene til børnene blevet vaccineret mod miltbrand.
Foreningen The National Gulf Veterans and Families Association (NGVFA), som også var aktiv i forbindelse med soldater, der hævdede, at de led af forskellige følgesygdomme i forbindelse med Golfkrigen i 1991, forlanger nu en offentlig undersøgelse af de døde og aborterede børn. Kravet er forstærket af, at britiske kvinder fra hæren selv modtog det råd i 1991 at vente et år med at blive gravid, efter at enten de selv eller deres partner var blevet vaccineret i forbindelse med krigen.
En talskvinde for det britiske forsvarsministerium benægtede imidlertid i går enhver forbindelse mellem vaccinen og medfødte deformiteter.

Bekymret telefonstorm
Charles Plumridge, talsmand for NGVFA, sagde i går til BBC, at mange bekymrede, kommende forældre havde ringet ham op på det seneste:
»Jeg havde adskillige opringninger bare i går fra både møde, kommende mødre og mænd, hvis hustruer er gravide og som nu er bekymrede for, at deres babyer vil blive født med en eller anden misdannelse. En kvinde, som ringede, havde termin om fire uger, og hun var ude af sig selv. Alle som ringede var enten selv blevet vaccinerede mod miltbrand eller havde de modtaget andre vacciner, som man forbinder med Golfen i forbindelse med krigen eller var gift med en som var blevet vaccineret.«
Af sager omtalt i den britiske presse kan nævnes Lance Corporal Andy Saupe, hvis søn blev født 10 uger for tidligt. Babyen havde vækstproblemer og misdannede lemmer. Efter fem uger i kuvøse, besluttede forældrene at stoppe behandlingen, hvorefter barnet døde.
23-årige Saupe, som arbejdede for den britiske hær i Irak som kok, blev vaccineret to gange, før han blev sendt til Golfen. Hans hustru blev gravid nogle uger efter at manden var blevet vaccineret, men fosteret udviklede sig ikke korrekt.
En talskvinde for det britiske forsvarsministerium sagde mandag, at vaccinen »i årevis er blevet givet til såvel militært som civilt personale uden nogen kliniske beviser for langsigtede skader. Medfødte misdannelser er beklageligvis temmelig almindelige, og optræder i én ud af hver 33 fødsler.«
Talskvinden erkendte, at et studium af børn, hvis forældre var udsendte under Golfkrigen i 1991 viste en højere rate af medfødte misdannelser, men »at videnskabelige studier ikke har været i stand til at afgøre, om dette havde at gøre med arvelige eller miljømæssige faktorer eller var arveligt betingede. Men der er ingen bevist forbindelse mellem den højere forekomst af misdannelser og vaccinen,« sluttede hun.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her