Læsetid: 3 min.

Nabokovs Lolita!

En skandale, der aldrig ender: En af verdenslitteraturens mest omdiskuterede figurer, Lolita, vækker igen debat. Denne gang om hendes egentlige ophav, som en tysk litterat nu hævder ikke er Nabokov
24. marts 2004

Majestætsfornærmelse
»Ville De være interesseret i at udgive en tidsindstillet bombe, som jeg netop har sat sammen? Det er en roman, som består af 457 maskinskrevne sider,« skrev Vladimir Nabokov lystigt-nøgternt i et brev til forlaget New Directions i 1954. Det var forlaget ikke, for bogen, det drejede sig om, var Lolita, der siden hen, da den endelig blev udgivet i Amerika, blev afvist som det rene pornografi – hvilket heller ikke dengang var en kompliment – men som selvfølgeligt af selv samme årsag solgte vidt og bredt. Altså en gedigen succès de scandal.
Bogen blev i 1955 udgivet i Frankrig af Olympia Press og først i 1958 i USA af Putnam. I 1962 blev bogen filmatiseret af Stanley Kubrick.
Selvom Nabokov i 1930’ernes russiske emigrantmiljø i Europa var kendt som en af sin generations bedste forfattere og senere på engelsk skrev hovedværker som Pnin, Pale Fire og Ada, var det Lolita, der blev omdrejningspunktet i forfatterskabet. Som han selv formulerede det: »Lolita er kendt, ikke jeg.«
Det er derfor ikke et helt tilfældigt angreb den tyske litterat Michael Maar satte ind mod Nabokovs litterære eftermæle i weekenden. I Frankfurter Allgemeine Zeitung hævder han, at have fundet den oprindelige Lolita i et hidtil ukendt værk fra 1916: Novellen »Lolita« på blot 16 sider i samlingen Die verfluchte Giocanda beskriver pigen Lolita, der bliver en besættelse for novellens fortæller, som bor til leje hos hendes forældre under en ferie. Fortælleren fortvivles da pigen dør – et plot, hævder Maar, der minder forbavsende meget om Nabokovs senere roman af samme navn.
For at føje spot til skade: Novellen blev skrevet af den 25-årige Heinz von Lichberg, der senere skulle blive en
ikke uvæsentlig journalist i Nazityskland. Som radiojournalist beskrev han begejstret triumftoget efter Hitlers valgsejr i 1933.

I samme by
Lichberg og Nabokov boede 15 år i den samme by, indtil Nabokov i 1937 forlod Berlin. Først til England og Frankrig og i 1940 til USA. 1937 var også året hvor Lichberg trak sig tilbage fra offentligheden og blev officer i den tyske hær.
Indicer er der nok af. Men det afgørende detektiviske spørgsmål er naturligvis, om Nabokov havde stiftet bekendtskab med Lichbergs novelle. Kunne han overhovedet tysk nok til at have opdaget et i øvrigt ringe læst værk?
Russiske aviser svarer patriotisk nej, men blandt Nabokov-eksperter er det foreløbigt stille. Som D. Barton Johnson – professor emeritus og tidligere formand for det internationale Nabokov-selskab – skriver på et veletableret debatforum om Nabokov:
»Så vidt jeg ved, er der foreløbig ingen Nabokov-
eksperter, der har undersøgt det tidligere værk, og jeg må blot bemærke, at fortællinger – ligesom levede liv – har sammenfaldende elementer.«
Selvom Nabokov er en gennemanalyseret forfatter findes der faktisk ikke et definitivt svar på spørgsmålet om hans tyskkundskaber. Michael Maar henviser til at Nabokov i 1947 udtalte, at han havde ’a fair knowlegde of German’.
Men Nabokov beskrev også sit engelsk som ’haltende’ og som enhver, der har kæmpet med forfatterens leksikalske viden om det engelske sprog, vil vide, er det et krukket udsagn: Nabokov behandlede det engelske sprog bedre end de fleste med engelsk som modersmål.
Michael Maar er overordentligt sikker i sin sag. Og her vil undertegnede ganske usagligt udstyre Maar med følgende (hævn)motiv: Nabokov brugte en stor del af sin undervisning på at vaccinere sine studerende på Cornell mod tysklands store forfatter, Thomas Mann, hvis forfatterskab Nabokov ikke kunne udstå.
Maar spørger konkluderende:
»Overensstemmelserne mellem historiernes kerne, fortællerperspektiv og navnevalg er ganske enkelt påfaldende. Desværre er der – som Van Veen bemærker i Nabokovs Ada – ingen logisk lov for, hvornår et antal sammentræf ophører med at være et tilfælde.
Fraværet af en sådan lov fører os til det påtrængende spørgsmål, der ikke kan besvares men heller ikke afvises: Kan Vladimir Nabokov, forfatteren til udødelige Lolita, den stolte, sorte hale bag den moderne roman, have kendt sin forgængers grimme ælling? Kan han – og havde det været ubevidst, havde han vel næppe lånt et bevidst citat – have været påvirket?«

FAKTA
Vladimir Nabokov
*Vladimir Nabokov (1899-1977) udgav 19 romaner med meget mere. Han blev født i Rusland og døde i Schweiz, men betragtede sig selv som amerikaner. Skrev første på russisk, senere på engelsk.
The Police gjorde sig (med sangen Don’t stand so close to me) skyldig i en tilbagevende fejl: Nabokov udtales Na-BOH-kov, ikke NA-bah-kahv

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her