Analyse
Vi blev, erklærede politikeren, »vildledt« i forbindelse med Iraks masseødelæggelsesvåben. Næh, politikeren, som først sagde det i sidste uge, er ikke den polske præsident.
Kwasniewski fik godt nok med sin enslydende påstand omtale i alverdens nyhedsmedier, selv i utallige små amerikanske lokalaviser. Men anklagen blev rejst dagen før af USAs måske kommende præsident, John Kerry, i en stor tale. Og den blev gentaget dagen efter af senator Edward Kennedy i et debatindlæg, som avisen The Los Angeles Times bragte.
Amerikanernes sikkerhedspolitiske opgør vil utvivlsomt sætte flere spor i europæisk politik, og europæiske reaktioner vil påvirke det amerikanske opgør. Takket være det globale informations-samfund kan politikere blive inspireret lynhurtigt, og selv når der ikke er en direkte sammenhæng, kan de blive kædet sammen i nyhedsmedierne. Udtalelser får en gennemslagskraft langt uden for egne grænser, der før var utænkelig.
Kwasniewskis kritiske bemærkning kom i forlængelse af den kommende spanske statsministers udfald mod Bush og Blair, så medierne pegede på en tendens: Bush mister sine nærmeste allierede. Den tendens blev bekræftet med henvisning til, at Holland overvejer sit engagement, og at sydkoreanerne har valgt en mindre udsat post i Irak, end de var tiltænkt.
Så galt går det nok ikke for Bush lige nu. Men begivenhederne siden bombeattentatet i Madrid viser klart, at et centralt element i Bush-regeringens storpolitiske strategi smuldrer. Høgene i Washington har vraget indsats via alliancer og internationale institutioner. I stedet skulle »koalitioner af villige« være USAs redskab. Det ville, mente man, give USA maksimal handlefrihed.
Men sådanne koalitioner er langt svagere end samarbejde, der er rodfæstet i alliancer og institutioner. Koalitionen mod Irak bygger i vidt omfang på partipolitiske interesser i de lande, som indgår, og er derfor mere sårbar, end hvis hele nationer har forpligtet sig. Og ingen regering i koalitionen, bortset fra Blairs, har ment, at så vitale interesser var på spil, at man burde engagere sig hinsides det symbolske. Flere deltagere har tilmed rodet sig ud i strid med naboer, som de ellers har interessefællesskab med.
Dyb mistillid
Polen er et af de mest sårbare lande i koalitionen. Regeringspartiet, det socialistiske SLD, har nu en opbakning fra vælgerne på ni procent. Det er mere end engagementet i Irak, som har vendt befolkningen mod Leszek Millers regering. Det polske demokrati er ude i en fundamental krise, som er præget af korruption, inkompetence og vælgernes mistillid. Men naturligvis styrkes mistilliden, når en regering går i krig trods befolkningens modstand, fordi regeringen vil føje en supermagt og det især, når man er blevet lovet, at fortidens adfærd i det sovjetiske imperium blot er historie. Ifølge de seneste opinionstal fra før Madrid er 53 procent imod (42 procent for).
Adskillige partier kræver tilbagetrækning. Politikere spiller på, at polakkerne ofte er blevet udnyttet og svigtet af deres venner, og nu sker det, angiveligt, igen. Når det gælder rejser til USA, så er landets borgere stadigt underlagt ydmygende visa-krav, som er strengere, end dem, som møder vesteuropæere. Og når det gælder adgang til milliarderne, som USA vil bruge på Irak, så havde man regnet med en bid af kagen, men den forventning er blevet skuffet. Dertil kommer så en udbredt frygt for, at engagementet vil blive straffet af terrorister.
EU rammes
Lignende nationalistisk agitation retter politikere mod EU. Polens, ifølge opinionstal, næststørste parti er nu Selvforsvar et populistisk fænomen med nationalsocialistiske tilbøjeligheder under anførsel af bondelederen Andrzej Lepper. Hans folk vil vi alle, efter valget til Europa-parlamentet, blive bedre kendt med.
Hvis mange polske soldater bliver dræbt, eller hvis et Madrid-lignende attentat rammer Polen, vil det altså ikke kun være deltagelsen i koalitionen, som bliver ramt. Også EU vil mærke følgerne, hvis nationalistiske kræfter bliver styrket.
Det er, siger den tidligere udenrigsminister Bronislaw Geremek, længe siden, at Polen har haft et så køligt forhold til sine naboer, som man har i dag, og han giver Irak-engagementet »en vigtig rolle« i denne isolation. Løsningen er, siger han videre i et interview med avisen Rzeczpospolita, at NATO overtager ansvaret for den polske zone i Irak.
Også John Kerry ønsker, at NATO skal overtage Irak. Alliancer er nemlig overlegne i forhold til koalitioner, fordi lande via alliancer er forpligtet til mere end en konkret deltagelse i en militær aktion. Utilfredshed med en aktion må altid opvejes imod de større interesser nationens egen sikkerhed som trues, hvis man ensidigt svigter alliancen. I koalitioner af villige er der altid risiko for, at når et land forlader dem, så ramler korthuset.
