Læsetid: 5 min.

Den naturen elsker

Theofilius kender ikke til diskonteringsfiduser, men han gør jorden, og Jorden, rigere, og han både ved og taler om at det drejer sig om at efterlade noget til sine børn
2. marts 2004

Theofilius kender ikke til diskonteringsfiduser, men han gør jorden, og Jorden,
rigere, og han både ved og taler om at det drejer sig om at efterlade noget til sine børn

Analyse
Theofilius, hvilket betyder »den Gud elsker« er landmand i det centrale Zambia. Økologisk landmand. Han bor med sin familie i en lille firkantet lerhytte med bliktag, og der er langt, meget langt, til nærmeste elektriske ledning. Jorden, som skråner stilfærdigt ned mod en flod, dyrker han økologisk. Det vil i første omgang sige uden
pesticider, uden gensplejsning og uden kunstgødning. Men det vil frem for alt også sige med høj landbrugsmæssig kunnen, rig på viden, erfaring, naturlige næringsstoffer og baseret på naturnære processer. Produktionens fundament er en udstrakt brug af kompost, hvis fremstilling i sig selv er landmandskunst på højt niveau. Med komposten gøder han, ikke sine planter, men sin jord, og samtidig sikrer komposten ham uafhængighed i forhold til de lokale ’chemical dealers’.
Fremstillingen af kompost er et kapitel for sig. I et meterdybt rundt hul lægger han lag på lag af skiftevis grønt affald og jord. Det hele dækkes med knust termit-tue. Hvorfor ved han ikke helt, men regner med at det drejer sig om, at der er mineraler i termittuen. Med komposten som kraftkilde dyrker han sine afgrøder: løg, bønner og majs med mere. Hver eneste plante plejes. I et lille hul ved siden af plantens rødder, anbringes en klump kompost, som dækkes med jord. I en nystartet citrushave står de små buske midt i hver sit runde bed, cirka en meter i diameter, i virkeligheden en kompostgrube.
Rundt om den lille busk er der fem små haver med hver fem majsplanter, hver med sin klump kompost.
Jorden hos Theofilius er mørk som han selv. Mørk af organisk indhold, midt i den i øvrigt røde mineraljord, som er så typisk for troperne (og hvis farve er grunden til, at Danmarks ’marsmand’ Jens Martin Knudsen mener, at vi skal til Mars for at studere u-landsproblemer!).
Henry er kollega til Theofilius, selv om de bor langt fra hinanden. Henry er også landmand, men en konventionel af slagsen. Han bor i en murstenshytte han selv har bygget, af hjemmebrændte sten. Forespurgt hvorfor murstenshus, og ikke det flotte lerhus med stråtag, som han også har bygget, er svaret, at hans forældre er så stolte af at have en søn med et stenhus! Lerhuset er givet bedre, og brændingen af murstenene har kostet ved, meget ved fra de i forvejen meget sparsomme træer. Næppe bæredygtigt!
Henrys jord skråner også en smule. Ikke meget, men nok til at vi i disse to landbrug har et kompakt billede på forskellen på bæredygtigt og ikke-bæredygtigt landbrug, og en nøgle til et begreb som mange finder for elastisk. Det er det ikke.
Slet ikke!

Henrys mark skifter farve. På den højeste tredjedel af marken, som bestemt ikke er ret høj, er marken lys, næsten hvidlig. Konfronteret med geologens hånd og øje afsløres det, at der er tale om sand. Rent, grovkornet, skarpkantet usorteret kvartssand. Bunden af hakkefuren, som ligner en plovfure, er V-formet, eroderet ud af strømmende vand. Omvendt i markens lave del. Her er plovfurens bund flad, og mørk, ja kulsort, og afslører sig som aflejring rig på ler og organisk materiale. Den flade bund, og den sorte ler, er samme historie: Nedskyl fra markens højere del. Jeg tager en sort klump op, ælter den, og siger til Henry, at det her er guld, det skal han passe på. Nej, siger han, det er ikke nødvendigt, for han har kunstgødning. Den kunstgødning leveres ved døren af kemi-dealeren, og de aftaler en fast pris for den kommende afgrøde, først og fremmest tobak. En pris som ikke efterlader meget når kemien er betalt.
Og så har Henry fået hybrid-majs. En krydsningssort, som er meget bedre end den traditionelle majs, mener Henry. Den leverer dobbelt så mange kolber, og frøene er dejligt bløde, mens den traditionelle majs, som kun laver en kolbe, har hårde frø. Den forskel i hårdhed, dækker over, at mængden af mad nok er nær den samme i de to planter. Til gengæld så går insekterne i den bløde majs, siger Henry, men det klares ved at drysse kolberene med ’medicin’, når de skal lagres eller bringes til marked. ’Medicin’? Spørger jeg. Ja, medicin. Det dræber insekterne. Det er manden fra Monsanto, som kalder det medicin får jeg at vide.
Og så laver den konventionelle majs en masse blade, som bare er til besvær, mener Henry, og som ligger og rådner i et hjørne af marken.
Hos Theofilius, bliver de blade som ikke komposteres hakket, og lagt i furene for også på den måde at beskytte og berige jorden.

Theofilius dyrker ikke bare jorden. Han dyrker jord. Han udfører det fantastiske kunststykke som økologisk jordbrug handler om: På en gang at hive afgrøder op af jorden, og efterlade den rigere end, da man begyndte. Det er mere end landbrug. Det er mere end økologisk landbrug. Det er bæredygtighed. Og Theofilius ved hvorfor.
Hvis Golfstrømmen vender, så er det først om 100 år, siger statsministeren, og så er den sag jo klar. De folk, som lever til den tid, har alligevel aldrig gjort noget for os – noget for noget! Regningen sender vi videre til næste generation, og for helt at have styr på sagerne, har han oveni oprettet sit helt eget politisk korrekte institut i miljøakrobatik, som ved et lille vrid på diskontoen, kan regne ud at sådan er det bedst.

Theofilius kender ikke til diskonteringsfiduser, men han gør jorden, og Jorden, rigere, og han både ved og taler om, at det drejer sig om at efterlade noget til sine børn. En rig jord. Henry er også foregangsmand. Flittig, visionær, aktiv, ambitiøs. Men han har lagt øre til for meget lomborgisme, her repræsenteret ved Monsanto, og derfor er han er i gang med at lave en lille bid ørken. Af ren kvartssand. Og det går stærkt. Så stærkt at han vil kunne se det, hvis ikke resultatet er så fortvivlende, at han ikke kan se det, og snart vil han få tilbudt endnu blødere majs, splejset med gener fra Gud ved hvad, og der er her forskellen mellem Theofilius og Henry træder tydeligst frem. Theofilius aflurer naturen nogle få fiduser, og sætter sig op mod entropiens lov. Jo mere han trækker op af jorden, jo rigere bliver den: Bæredygtighed.
For nylig proklamerede en dansk modesociolog i radioen, at han hadede naturen. Det skal han ikke være ked af. Naturen elsker ham ligefuldt, og sørger for alle de til livets fornøjelse nødvendige funktioner, fordeler regn og sol, lys og ilt, mavesyre og sansernes brug, anemoner om foråret og velskabte børn samt en metafor for vis opførsel.
Sociologens udsagn er lidt bøvet. Der er sandjord over det. Vasket fri for næring.
For resten – hvad hedder ’den Naturen elsker’ mon på latin?

*Claus Heinberg er geolog lic.scient ved Institut for Miljø, Teknologi og Samfund på Roskilde Universitetscenter

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu