Læsetid: 10 min.

Naturen som medspiller og modspiller

Fordi der er så store tilskud til landbruget, har det ikke brug for at finde ikke ud af, hvilke naturlige mekanismer, man kan bygge på, siger Ritt Bjerregaard. Men det eksperimenterer hun selv med i sin økologiske æbleplantage
23. marts 2004

Natursyn
Ritt Bjerregaard er et storbybarn. »Men vi havde kolonihave,« forsikrer hun.
»Jeg har været omkring fem år, da vi fik den, og det skyldtes, at både min bror og jeg var meget syge som børn og blev indlagt flere gange.«
»Mors familie hjalp, så de kunne købe et stykke mark, min far, der var snedker, byggede huset, og min mor dyrkede hvert lille hjørne. Og vi blev raske, friluftslivet hjalp.«
Kolonihaven er på en måde en ledetråd, der ikke er løbet ud, selvom Ritt Bjerregaard i dag er økologisk frugtavler med otte tønder land og dyrker en enestående forsøgsplantage med op til 15 år gamle træer og en samling af sorter – omkring 50 forskellige – der ligeledes er helt usædvanlig.
Tilmed minder den del af de otte tønder land, der ikke er udlagt til frugtplantage, nærmest om en botanisk have med sjældne træsorter.
Det var imidlertid Ritt Bjerregaards forældre, der ikke i længden kunne undvære jorden og som derfor købte ejendommen på Stestrup Old i Midtsjælland, hvor plantagen nu ligger. Den oprindelige kolonihave var blevet solgt, da Ritt Bjerregaard var 13-14 »så vi kunne få en partstelefon.«
»Men mine forældre havde stadig kolonihaven som model for en have, de havde egentlig kun tænkt sig at dyrke jorden rundt omkring huset, men med otte tønder land var der basis for at tænke lidt stort. Mine forældre anlagde køkkenhaven, og Søren (Ritt Bjerregaards mand, historikeren Søren Mørch. ks) og jeg gik i gang med at plante. Vi har det med at have projekter, vi synes nye ting er morsomme, så vi plantede hegn og mange sjældne træer.«
Et gammelt Husmoder-æbletræ står der, et Trompetkronetræ, en Nobilisgran, en søjleeg, et paradisæble, en ægte kastanie, en vingevalnød, en akacie, og en gammel kvæde, hvor stammen næsten har lagt sig ned, hvorefter kronen har rettet sig igen. Dertil kommer mange træer, jeg aldrig har hørt om, og ind imellem er der et lindelysthus, en bambusindhegnet læplads, et ligusterindelukke med fritvoksende ligusterbuske og dér dukker et blåbærbed under anlæggelse op. Eksperimenterne fortsætter.

Nyttedyr og jordforbedring
Også i plantagen er der eksperimenter i gang. Mellem nogle af rækkerne er der hvidkløver, mellem andre et ’ukrudtsstaudebed’ med lupiner og margueritter og andre store kraftige stauder, der kan vokse i ukrudtet. Bedet er tilmed fyldt med løg, der blomstrer om foråret. Men også en del bynke. Egentlig er bedet kun anlagt for at tiltrække nyttedyr, forklarer Ritt Bjerregaard, at det også er smukt at se på, er en tillægsgevinst.
Her og der vokser rynkede roser. En række hasler beskæres ligesom æblerne. Inde i æblerækkerne vokser hyld.
Atter andre steder er der stenkløver, hvis rødder går flere meter ned, så de ’grubber’ jorden, løsner den. Den gror i et område, Ritt Bjerregaard kalder sin økologiske katastrofe, hvor næsten alle træerne er gået ud som nyplantede – fordi der var blevet kørt med store maskiner på jorden. Træerne har lidt traktosedøden.

Røllike hed sødgrød
»Da jeg omkring 1966 fik have igen, mente jeg at haver var til for at ligge i en liggestol, men man kunne jo ikke holde ud at ligge der hele tiden, så efterhånden begyndte jeg at interessere mig lidt for haven.«
– Havde du ikke en viden med dig fra din mor, selvom du måske ikke var klar det?
»Ikke rigtigt, for de navne, min forældre gav planterne, var nogle de selv fandt på. Røllike hed ’sødgrød’, kan jeg huske, planterne fik navn efter, hvad de mindede om. Kun æblerne havde rigtige navne.«
»Kolonihaven lå der, hvor Rebæk Søpark nu ligger. Nu er det mondænt, dengang var det et vildnis. Vi fangede aborrer i søen, og det hele var lidt vildt og farligt. Jeg kan huske en masse fra kolonihavetiden, men det er sociale oplevelser, ikke naturoplevelser. Selve haven var vi ikke med til at holde, selvom vi sikkert godt kunne have fået lov. «
»Naturoplevelser husker jeg bedre fra et senere tidspunkt. Vi tog på nattergaleture, af sted ud i naturen med det sidste tog og madkurv og øl og snaps til de voksne. Vi cyklede også i skoven, og da vi fik bil, kørte vi ud på landet ved solopgang og spiste morgenmad i bøndernes hegn. Mine forældre syntes, der var så dejligt derude tidligt om morgenen, og det var der jo også, men jeg tror, at naturoplevelser også for mine forældre har været meget knyttet til det sociale i, at familien gjorde noget sammen.«

Byg over det hele
Omkring 1970 køber forældrene så huset på Stestrup Old.
»Dengang var der byg over det hele, alt var sprøjtet, og der var ikke en fugl, end ikke en solsort om foråret! Bønderne her omkring havde meget små jordstykker, som de knap kunne leve af, og alt var udpint.«
»Søren og jeg begyndte at komme her, og vi gik i gang med at plante. Bier havde vi også, jeg læste om bier og biplanter, og vi begyndte at tale om, at frugt dog er skæggere end byg. Så skrev jeg til Årslev forsøgsstation på Fyn, om de kunne hjælpe mig i gang med økologisk frugtavl. Det var så heldigt, at de lige have fået penge til et forsøg, og jeg fik en af prøveplantningerne. Jeg gjorde mig ikke dybere overvejelser over det, det var mere blot det, at det da var sjovere, når man nu havde den jord.«
– Hvorfor valgte du at dyrke økologisk?
»Jeg var ikke i tvivl! Da jeg var miljø- og landbrugspolitisk ordfører, blev jeg optaget af natur og skrev mine første artikler om landbrugets udvikling. Jeg kunne jo se forarmelsen af naturen på Stestrup Old, og jeg kunne se fuglene og insekterne komme tilbage, da vi plantede. Også dem, man ikke vil have,« tilføjer den økologiske frugtavler, der ikke har lov til at sprøjte mod bladlus, bladlopper, blodlus, frostmålere, knopviklere, ringspindere, rødt spind, rønnebærmøl, skjoldlus, snudebiler, spindemider og syrehvepse, æblesnudebiller, æblehvepse eller æbleviklere. Faktisk bruger Ritt Bjerregaard end ikke svovl mod skurv, selvom det er tilladt.
»Jeg ville aldrig have etableret en konventionel plantage,« erklærer hun. »Men jeg skal jo heller ikke leve af det, for mig er frugtavlen også naturoplevelsen og udtryk for mit natursyn.«

De æder hinanden
»I stedet for den kemiske bekæmpelse tiltrækker Ritt Bjerregaard fuglene som insektædere. Hun har masser af mejser, dompapper, bogfinker, grønirisk, rødkælk, gærdesmutter »og spætter der hakker kasserne op, og egern, der ligeledes plyndrer dem.« Ritt Bjerregaard har trods sin opvækst i byen ikke noget sentimentalt forhold til naturen.
»Der er ikke noget særligt idyllisk ved natur, de æder jo hinanden,« konstaterer hun, og tilføjer, at det da passer hende fint, at naboerne har katte, der tager nogle af de mus, som godt kan lide at ringe barken på frugttræer. Hun har også lagt et rør ud til ræven, så den kan komme ind i plantagen og rydde lidt op i gnaverne. Hun håber, den spiser mosegrise.
Både mus og mosegrise ser i øvrigt ligesom mennesker ud til at have favoritæblesorter, fortæller Ritt Bjerregaard. Blot er det rødderne, de interesserer sig for. Men otte ud af hendes 10 Husmoder-træer blev spist, mens de øvrige sorter gik fri.
Der er to søer på ejendommen, den ene har hun og Søren Mørch selv anlagt. Nu er naboen også gået over til økologisk dyrkning, og det kan ses på søen, som før var grøn af alger, men som nu er klar.

Vigtige forsøg
– Når du dyrker økologisk, forsøger du at bruge naturen som medspiller. Men den optræder jo også som modstander?
»Når man anlægger en æbleplantage på jomfrujord, så går det rigtigt godt de første fem-syv år. Men det er klart, at en æbleplantage er en monokultur, og det betyder, at skadedyrene efterhånden opformeres på grund af de gode bespisningsforhold, så man får større vanskeligheder med årene. Men jeg tester, hvor lang tid, man i realiteten kan have en økologisk monokultur. De 15-årige træer er ret medtagne af kræft.«
»Men der er god mening i at afprøve den slags, forklarer hun. »I og med at der er så store tilskud til landbruget, har det ikke brug for at finde ud af, hvad det er for naturlige mekanismer, man kan bygge på. Som for eksempel min iagttagelse af, hvilke sorter mosegrise foretrækker. Al den slags naturlig regulering bliver ikke udviklet, samtidig med at der er meget omkring det industrielle landbrug, vi ikke kender konsekvenserne af eller får besked om.«
»Og økologien behandles ukyndigt. Så viser de økohøns i tv, der hakker fjerene af hinanden uden at gøre opmærksom på, at det er fordi, det er de forkerte racer, og at andre hønseracer lever fint fritgående side om side.«
»Jeg er den eneste fra Årslevs forsøgshold, der er fortsat. Det er kun hos mig, Årslev kan se, hvordan 50 æblesorter udvikler sig over så langt et tidsrum. Når jeg fælder en sort, prøver jeg altid at lade et par træer stå, så man kan se udviklingen.«
– Der er da forsøgsplantager, eksempelvis på Fejø?
»Normalt gives forskningsbevillinger til en periode på fire år, men hvis man investerer i frugt, så får man overgode resultater, hvis man kun måler på de første fire år. Hvis man investerer i frugttræer, har man imidlertid behov for viden om et meget længere tidsrum, og måler man over eksempelvis otte år, er resultaterne dårligere. Men så langt rækker bevillingerne ikke.«
– Er det kun de enkelte sorter, der lider under at være monokulturer, eller bliver jordbunden også æbleoverfølsom?
»Nej, man kan godt fortsætte med at dyrke æbler, hvis man kan acceptere, at udbyttet bliver lidt mindre.«
»Men der er også andet, man kan gøre. Man kan pode. Rød ananas får skurv, så dem har jeg skåret ned og podet Redfree på. Tidligere tænkte jeg ikke så meget i de baner, jeg har for eksempel fældet en del Filippa, hvad jeg
ikke ville have gjort i dag.«
– Du lærer af naturen ved at prøve dig frem?
»Jeg har også opsøgt megen viden, jeg er medlem af flere økologiske foreninger, jeg har besøgt plantager og forsøgsstationer i Frankrig og USA, og skaffet mig ny viden på den måde.«
»Men vist er det da et spørgsmål om trial and error. Jeg prøver imidlertid at bruge de samme metoder, som jeg bruger, når jeg beskæftiger mig med andre ting. Jeg har ført notater på pc’en i 15 år.«
– Kan du også bruge de erfaringer, du gør som frugtavler, andre steder?
»Min viden om mekanismerne i naturen har naturligvis spillet en stor rolle for mit virke som miljøpolitiker og fødevareminister. Man bliver også meget opmærksom på rytmen i året og ser tegnene i naturen, men det er
ikke noget, jeg synes jeg aktivt har kunnet bruge.«
»Derimod bruger jeg udpræget naturen mentalt, som basis for min egen udvikling. Den giver mig også en ro i forhold til, hvad der sker i politikken, jeg går ikke så meget op i detaljer, som jeg før ville have gjort. Det er for det meste krusninger og ikke meget andet.«
»I en have ser man sammenhængen, mellem hvad man gør, og hvad der kommer ud af det, og opdager, at det både er enklere og mere kompliceret, end man skulle tro. Dyrker man sin køkkenhave, så kan man umiddelbart se resultaterne, men drejer det sig om forhandlinger om en vandmiljøplan og reduktion af kvælstofudslippet, så bliver det kompliceret. Man trækker og haler, og man forstår egentlig ikke, hvorfor der ikke er et klart flertal for stop for svineavl. Naturparker er godt, og det er vigtigt, at vi beholder de forskellige naturtyper, men jeg vil nødigt havne i et land, der består af naturskønne enklaver, og hvor resten er industrialiseret landbrug. Det er godt med habitatsdirektivet, men ikke, hvis det betyder, at man lader resten af landet være.«

Endnu en kolonihave
Da vi kommer tilbage i haven fra plantagen, kommer vi til endnu en plantage. Det er franske cidertræer med en meget lang stamme. Sådan gør man de steder, hvor der går kvæg mellem træerne, for så kan køerne ikke kan nå de fristende frugter. Efter lysthuset med vinen, kommer vi til moderens gamle køkkenhave. Og i et hjørne af den finder man et afgrænset område ved siden af et siddearrangement med bænke og borde. Det ligner faktisk – en kolonihave. Det er nogle af husets venner, der gerne vil prøve, hvordan det er at have sådan én. Og så fik de tilbuddet om at få et forsøgsstykke. Så kolonihaven lever stadig – nu blot rykket ud i et hjørne af Stestrup Old.

FAKTA
Natursyn
*Interviewet med frugtavler Ritt Bjerregaard er det sjette i en serie om forskellige natursyn. Artikler med professor i nordisk litteratur Thomas Bredsdorff, professor i systematisk teologi Niels Henrik Gregersen, forfatter Mads Lidegaard, redaktør Jens Meulengracht-Madsen og forfatter Vagn Lundbye blev bragt henholdsvis 6., 9. 11., 16. og 18. marts.
Kommende interviews: Miljøminister Hans Christian Schmidt. Redaktør ’DRDerude’ Søren Ryge Petersen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu