Et nederlag forklædt som sejr?

KLOKKEN 3.45 om natten for nøjagtigt et år siden ramte de første amerikanske missiler Bagdad. Krigen om Irak var indledt efter et månedlangt forspil, der udløste bitre sammenstød i FN’s Sikkerhedsråd, splittede EU, lammede NATO og gravede afgrundsdybe kløfter i det transatlantiske forhold mellem USA og Europa.
I dag fortsætter diskussionen: Var krigen rigtig eller forkert, god eller dårlig? Eller var det en rigtig krig, der blev ført på det forkerte grundlag?
Saddam Hussein, en grusom despot, er væk. Det massive flertal af Iraks befolkning har i dag – trods bombeangreb, kriminalitet, strømafbrydelser og trængsler i hverdagen – for første gang udsigt til at kunne tage deres skæbne i egen hånd og forme deres egen fremtid. Måske kan en dårlig krig alligevel føre noget godt med sig.

Disse spørgsmÅl vil atter være på dagsordenen, når danske folketingspolitikere i næste uge afholder en såkaldt ’Irak-høring’, hvor begrænset dagsordenen end måtte være. For høgene i Washington, der mest ivrigt pressede på for at vende kanonerne mod Saddam Husseins styre, må der imidlertid være et andet spørgsmål, de i de sene nattetimer stiller sig selv: Var det det hele værd? Er USA ikke snarere blevet svækket end styrket gennem at føre denne tvivlsomme krig, hvor de hurtige og overlegne militære sejre er blevet afløst af et blodigt og langtrukkent efterspil? Er det verdensomspændende al-Qaeda netværk og dets åndsbeslægtede lokale terrorgrupper blevet tilført nyt ideologisk brændstof og nye hærskarer af rekrutter? Var USA’s militær-teknologiske triumftog, den overlegne lyn-erobring af Irak, i virkeligheden et geopolitisk strategisk nederlag forklædt som sejr?

BÅde Bush og Blair har efter krigen flittigt fremhævet det humanitære argument. Men
præsidenten og hans konservative ideologer har altid været erklærede modstandere af humanitære indgreb. At Saddam-regimets massegrave og horrible undertrykkelse sidenhen er blevet fremhævet for at retfærdiggøre krigen, rokker ikke ved denne kendsgerning.
Den officielle begrundelse for krigen var at bekæmpe terrortruslen og spredning af masseødelæggelsesvåben. Som bekendt var truslerne stærkt overdrevne. En central indvending mod Irak-krigen er, at den er en gigantisk strategisk brøler i den større krig mod terrorismen som sådan. I stedet for at indkredse og definere truslerne, rette skytset målrettet mod fjenden og isolere fanatismen politisk, åbner invasionen af Irak op for stribevis af nye fronter i en totalkrig uden klare mål og uden ende. De seneste terrorangreb i Madrid såvel som Bagdad anskueliggør, hvor langt borte sejren er. Selv lille fredelige Danmark er sat i forhøjet beredskab efter bomberne i Madrid, meddeler PET.
Når det gælder masseødelæggelsevåben har det som bekendt vist sig, at truslen kommer fra alle mulige andre kanter end Bagdad, fra Pyongyang over Teheran til Islamabad. Især de pakistanske atomvåbenprogrammer vækker kuldegysninger, fordi disse våben – modsat Saddam Husseins, hvis han ellers havde haft dem – uhyre let kan falde i hænderne på fanatiske islamister.

Det andet motiv til at fjerne Saddam blev mere udtrykt som en ønsket konsekvens af krigen end et formål i sig selv: At gøre Irak til et demokratisk forbillede i Mellemøsten. Et blomstrende markedsøkonomisk demokrati i Irak skulle bryde det onde dødvande af undertrykkelse og underudvikling, som præger hele regionen og gør den til en frodig grobund for fanatiske undergangsideologier. Ideen var, at kun en forvandling af arabiske lande til moderne samfund med demokratisk valgte ledere ville kunne fjerne grobunden for islamistisk terrorisme.
At skabe demokrati i Irak har foreløbig vist sig at være en langt vanskeligere opgave end først troet – hvilket naturligvis ikke skal udelukke, at det vil lykkes engang. Hvad angår det øvrige Mellemøsten, er det uhyre svært at se, i hvilken retning de politiske vinde blæser. Et vist demokratisk tøbrud kan måske anes, men hos den brede befolkning er frustrationen over den manglende løsning på Palæstina-spørgsmålet usvækket, og amerikanernes fremfærd i Irak betragtes med mistro som et imperialistisk og religiøst erobringstogt.

Det tredje motiv blev aldrig offentligt udtrykt, men var utvivlsomt vigtigt for præsident Bush selv og vicepræsident Cheney: At gøre Mellemøsten strategisk sikkert for eksport af olie til USA og til det meste af verden i lang tid fremover. Mangt og meget er blevet sagt om, at amerikanerne blot var ude efter den irakiske olie. Det er en forsimplet argumentation – havde det udelukkende handlet om Iraks olie havde intet været nemmere end at finde sig til rette med tyrannen Saddam Hussein, som man havde gjort i 1980’erne og få åbnet op for de irakiske oliehaner. Men mere overordnet er politisk stabilitet og adgang til militærbaser i Mellemøsten af stor strategisk betydning for USA. Verdens førende supermagt vil ikke give slip på kontrollen over den region, hvor verdens vigtigste ressource-reserve befinder sig. I dag kan man nøgternt konstatere, at olieprisen slår nye højderekorder. At ingen ved, hvilket styre der vil ende med at få magten i Bagdad og dermed kontrollere Iraks oliereserver. Men at ja, på længere sigt vil den irakiske olie formentlig tilflyde markedet i større mængder og lette presset på priser og forsyningssikkerhed – med tiden.

Overordnet alle de skiftende begrundelser for at gå i krig mod Irak – at imødegå truslen fra masseødelæggelsesvåben, at omstyrte en brutal diktator, at bekæmpe terrorisme – findes der et bredere og dybereliggende rationale for krigen: En vision om at bruge USA’s overvældende militære styrke til at forme fremtiden og dermed bestyrke den amerikanske position som verdens eneste og altdominerende supermagt.
For de hårdeste af de højreorienterede ideologer i Washington handlede det ikke kun om at demonstrere sin magt over for slyngelstaterne i civilisationens randzoner i den arabiske og muslimske verden. Det handlede lige så meget om at markere sin magt og viljen til at bruge den over for et tøvende FN og en flok nølende europæiske allierede. De, der ikke er med os, er imod os, lød budskabet fra Washington. De vrangvillige venner i Paris, Berlin og Moskva, som ikke ville bakke op om krigen, ville blive straffet, ignoreret eller allernådigst tilgivet. FN måtte bevise sit eget værd eller blive skubbet til side, lød budskabet.

I dag er det overmod, der fik USA til at gå enegang, blegnet en kende. Bush’ egen præsidentpost er truet og hans berømte slå-først-doktrin har lidt et dødsstød. Selv de mest trofaste europæiske allierede falder fra, som den seneste udvikling i Spanien og Polen så tydeligt viser. Mange europæiske ledere venter nu kun på, at et nyt hold indtager Det Hvide Hus, så normale tilstande kan vende tilbage.
Modsat hensigten kan Irak-krigen gå hen og blive Bush-styrets forbandelse – og den amerikanske nations velsignelse. De smertelige erfaringer fra Irak-krigen kan få amerikanerne til at indse, at forestillingen om et amerikansk imperium, der enerådigt og isoleret regerer over resten af verden, er en kostbar og farlig hallucination.