Læsetid: 6 min.

Nedrighedens medbør

Hvorledes man bærer sig ad med at tørre næse i et land, er sin sag, og hvorvidt dette land gør folk til folketingsmænd en anden. Det danske sprog og statskundskab er åbenbart ikke DF’s pressechef Søren Espersens stærke side
6. marts 2004

Intermetzo
Det var ikke denne gang planen at skrive om Dansk Folkepartis pressechef Søren Espersen. Verden er jo rig, så længe den holder, og der er et utal gode grunde til ikke at skrive om Søren Espersen. I ovennævnte ånd kan man med større udbytte skrive om den første forårsdag som her i herredet – med et døgns forsinkelse – oprandt i solbeskinnet pragt. Fugtigt koldt som altid, men sol. Et forvarsel om den store gentagelse i naturen som endnu ligger halvt i dvale. Kaj Munk skrev som titel på sine erindringer at foråret så sagte kommer. Som meget andet fra denne atter overvurderede digters hånd det rene tingel tangel for ikke at sige vrøvl. Foråret kommer ikke så sagte, snarere med et brag. Eller flere. Og et stort når skoven springer ud på en nat. Naturen er voldsom, men trods Lomborgs tvivlsomme revolvermetafor om de grønne organisationers virksomhed, også sårbar som bare syv. Thi det er naturens natur.
I den udmærkede amerikanske tv-serie om Det Hvide Hus og en begavet præsident, en anti-Bush-figur, gør denne under en miljødebat opmærksom på at man ikke søger efter olie, man borer; man borer et hul i jorden og stikker noget ned og suger op og gør ved, og kønt er det ikke. Det udborede land kommer sig aldrig igen, men det lyder bedre at søge efter olie. Som om de rendte rundt med en pilekvist. Den slags forvrængninger af sproget, som systematiseres af spindoktorer og pressechefer, og som nu er begyndt at ramme især Venstre i nakken, kan også kaldes nedrigheder. Et herligt ord: nedrig: niedrig, nedderich: lav, simpel, gemen. Ingen af de forklarende ord er bare halvt så stærke som nedrigheden selv.

Nedrigheder kan begås af mennesker, hvis klædedragt ellers siger at de ikke er gadedrenge, konstaterer P.A. Heiberg, hvilket på den anden side jo på ingen måde udelukker at de også er nedrige. Nedrigheder begås med andre ord som regel af nedrige personer; så vidt må man fæste lid til gængse fremstillinger. Eller for nu alligevel at nuancere begrebet: nedrigheder kan komme fra folk der har stillet sig i nedrighedens tjeneste, som så at sige er selvskabte ofre for en overordnet nedrighed.
Et eksempel er denne Søren Espersen, han udtalte sig på Dansk Folkepartis vegne, som er hans arbejde, om SF’s MF Kamal Qureshi. Qureshi optrådte uden skumle bagtanker ved seneste dronningebal for parlamentarikere i sin bedste kaftan – som Qureshi selv af pakistansk oprindelse, en såkaldt shervarni, nobel mørk silke af en art, som en halvlang frakke nogenlunde på længde med en herrekjoles skøder. Kamal Qureshi er en høflig og dannet mand og havde forinden spurgt ved hoffet, hvorvidt denne klædning kunne accepteres på linje med det på invitationen anførte kjole og hvidt. »P« sagde hoffet, hvilket på dette sprog betyder: fedt mand, vi glæder os til at se dig!
I Søren Espersens øjne var dette en nedrighed; ikke at hoffet havde svaret »P« som således forespurgt, men at Qureshi mødte op i sit elegante alternativ.
»Som at tørre næse i det land, der har givet ham indfødsret og gjort ham til folketingsmand«, sagde Søren Espersen.
Hvorledes man bærer sig ad med at tørre næse i et land, er sin sag, og hvorvidt dette land gør folk til folketingsmænd en anden. Det danske sprog og statskundskab er åbenbart ikke pressechefens stærke side. Det korte af det lange er nedrigheden i udtalelsen, nedrigheden over for et andet menneskes kultur, smag og personlige valg, der vel at mærke ikke skader en kat og formentlig kun har vederkvæget vor multikulturelt orienterede monark.

Hvor mange gange sidder en anden én ikke hos frisøren og glor billeder af bal på slottet. Der kommer madammerne – nedrigt ville det være at fremhæve én for en anden – i kjoler bygget på Lindøværftet, med bånd og bændler både her og der og roser så store som tekopper i alle udhæng og revner, halsbrækkende konstruktioner som udtænkt af Georg Gearløs og farver konciperet af Belphegor. Ærligt talt: noget udtryk for korrekt nationalt sindelag eller særlig udvist respekt for danskheden i disse ubestemmelige kreationer, som med skamløs eksibitionisme blev frembåret også ved førnævnte hofbal, er der ved den søde grød ikke tale om. Snarere tværtimod. En konspiratorisk sjæl kunne i et inspireret øjeblik sagtens opfatte disse orgiastiske udstillinger af lettere miljønedbrudt nødtørftigt indhyllet kvindekød som en, ja – nedrig parodi på vor gode dronnings dekorations- og designermæssige udfoldelser.
Begynder vi måske af dén grund nedrigt at beskylde nogen for at snyde næse i fædrelandet eller Majestæten!
Kamal Qureshi undlod at kommentere Espersens nedrighed, og det forstår man jo godt, skønt han med god samvittighed kunne citere Ambrosius Stub: »Saa hidser
en Medbør det nedrige Sind/ Ja, puster i Hiertet Dumdristighed ind«.
Espersen, hvis poetiske forbillede er Valdemar Rørdams – for nu at sige det nænsomt og ikke nedrigt – nationalhørmende Blut und Boden-digteri, er som sprunget ud af Stubs linjer. De ting der bliver sagt af Folkepartiets folk er efterhånden af en sådan art, at iagttagere med blot mådelig psykologisk indsigt fornemmer at overmodets og dumdristighedens time er inde. Det sker som anført efter kraftig, forhåbentlig snart aftagende medbør for partiet.
For de to regeringspartiers ordførere blev Espersens nationalfornsævrede nedrighed alligevel for meget, altså at Kamal Qureshi pludselig ikke måtte klæde sig, som hoffet fandt i sin skønneste orden.

Karakteristisk for den stadigt grovere tendens i den del af pressen blev Venstres integrationsordfører Irene Simonsen og De Konservatives politiske ordfører Pia Christmas-Møller præsenteret under følgende overskrift i den snart totalt højrevredne Berlinger: »V og K håner Dansk Folkepartis menneskesyn«. Hvori hånen lå i at sige fra over for nedrigheden stod ikke klart?
Rent bortset fra det, forsikrede de to ordførere at afstandtagen fra Espersens og hans partis bundløse stupiditet så sandeligt ingen indflydelse ville få på det politiske samarbejde. Det vil sige at sagen ifølge de to ordførere, hvoraf den ene stillede spørgsmålstegn ved om Dansk Folkeparti overhovedet er demokratisk, og den anden kaldte Espersen og Pias flok udansk, intolerant og nedladende, ikke får den fjerneste konsekvens.
Man kan konstatere at V og K trods afstandtagen fra Dansk Folkepartis tonefald og menneskesyn samarbejder uanfægtet videre med et nedladende, udansk, intolerant og udemokratisk parti. Gud ved hvad gode hæderlige konservative og venlige frisindede venstremænd trindt om land mon siger til dét? Siger de i det hele taget noget? Det er vel ikke for nedrigt at påpege denne larmende borgerlige passivitet over for de civilisationstab, retsindige (og andre) danskere dagligt lider i disse år?
Se nu til Lene Espersen og hendes lov og orden showdown a la Texas minus dødsstraf (indtil videre). Sådan set er der ikke mere nogen i regeringsflertallet der gider eller tør benægte at strengere straf bevisligt betyder øgede problemer for såvel samfund som kriminelle. Her er tale om ren reak-
tionær dogmatik, hvis praktiske gennemførelse altså blot skaber flere ulykker end det modsatte. At gennemtrumfe noget for dets egen skyld for at hyppe sine egne kæpheste, hvis eksistensberettigelse man i øvrigt ikke holdbart kan eftervise, og som i ni af ti tilfælde kun tjener til at forværre sociale taberes i forvejen vakkelvorne tilværelse, kan næppe kaldes andet end nedrigt. Straffens forøgelse – nu med barakker i fængselsgården – betyder ingen sikkerhed, eftersom øget straf over en kam erfaringsmæssigt kun skaber flere og grovere forbrydelser – og flere ofre. Gummibegrebet: retsfølelsen driver værket. Forbryderen har dertil ifølge Lene Espersen jo selv valgt at blive kriminelle! Ælle-bælle. Om udeblevne fanger siger ministeren til Ekstra Bladet: »De skal hives ud af hjemmet i en sådan fart, at de ikke når at sige farvel til familien«. Det kunne i den forbindelse være interessant at høre Lene Espersens vurdering, om en eventuel ægtefælle og eventuelle børn der i givet fald overvåger en sådan formentlig håndfast afhentning i hjemmet og ikke engang får sagt farvel, også selv har valgt?
Måske Lene Espersen vil spørge sin statsminister om han selv valgte, da han bedrev kreativ bogføring og vildledte Folketinget, eller om også han blot handlede som produkt af et uheldigt eller ligefrem nedrigt miljø.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her