Læsetid: 9 min.

New York City Man – Lou Reed

17. marts 2004

Essay
Tilfælles med David Bowie har Lou Reed forfængeligheden. Den kan tangere det pinagtigt krukkede og være næsten ulidelig at bevidne. Ikke desto mindre er den nok det afgørende brændstof i mandens kunstneriske motor, thi det er åbenbart dén, der mere end noget andet holder ham på tæerne. For ville det nemmeste i virkeligheden ikke bare være at hvile på laurbærrene? Fremfor igen og igen at forsøge at overgå sig selv. At strække de der tre akkorder, et rudimentært guitarspil og rockens største ikke-stemme yderligere... for nu ikke at sige til det yderste!
Tag nu hans til dato seneste epos, The Raven (2003), en på mange måder rendyrket monstrøsitet. To cd’er med Edgar Allan Poe-fortolkninger (forvanskninger, vil nogen sikkert kalde det, eftersom Lou i processen følte sig nødsaget til at oversætte Mesterens tekster til Lou Reedsk!), med et hav af gæstemusikere og -vokalister indforskrevet og en næsten selvmorderisk kunstnerisk spændvidde, er det lidt af en mundfuld at sluge. Ikke desto mindre er The Raven et pervest fascinerende værk, der fortjener ens fulde respekt – om end næppe nogensinde vil opnå ens betingelsesløse kærlighed. Dertil spiller den for meget på intellektet og for lidt på hjertet.
Så måske vil The Raven til sin tid fremstå som et af højdepunkterne i hans oeuvre, når de af os, der voksede op med Reed – og derfor slet ikke er i stand til at adskille vores patetiske livsforløb fra værket – er døde og ikke længere kan bestemme, hvor skabet skal stå! Thi Reed er sandt for dyden inde og røre ved centrale problemstillinger i teksterne til de mange og lange og ordrige sange på værket. Hans måske modigste og mest ambitiøse. Og – helt sikkert – også mest anstrengende. Fraset måske dobbelt-lp’en Metal Machine Music (RCA, 1975), fire gange 16 minutters ren hvid støj, der lyder som en flok sindssvage måger, fanget i en lufttunnel.

Lou i bogform
Det er endvidere tvivlsomt – og dog! – om Lou Reed nogensinde vil skrive en selvbiografi. Så skulle det i givet fald være ud fra hans evige kvad om, at tingene kun bliver gjort ordentligt, hvis han gør dem selv. Og det er jo så heller ikke fordi han savner skrivetalent! Sikkert er det, at man ikke har anden glæde af Victor Bockris’ Lou Reed – The Biography (1994) end det rent faktuelle. Hvorfor Bockris har følt sig foranlediget til at bruge 472 sider på en fætter, han åbenlyst ikke kan fordrage, får stå hen i det uvisse. Ikke at Bockris formår at begå karaktermord på højde med Albert Goldmans herostratisk berømte værker om Elvis Presley og John Lennon, men han gør da, hvad han kan. Gab. Skal den slags gøres, skal det gøres ordentligt. Ikke så man sidder tilbage med en fornemmelse af, at den skrivende grundlæggende er jaloux på sit subjekt. Og tilmed åbenlyst såret over, at få en kold skulder fra samme.
Lou Reed selv har lagt navn til to bøger, hvoraf Between Thought And Expression. Selected Lyrics Of Lou Reed (1991) er den mest interessante. Ikke så meget på grund af det udenoms – heriblandt to Reed-interviews med henholdsvis Vaclav Havel og Hubert Selby – men fordi det er et fantastisk fint udvalg af nogle af mandens allerbedste tekster. Ofte med små, knivskarpe kommentarer i bunden. Illuminerende og interessante. Og så samtidig med den der em af forfængelighed i snart sagt hver en udenomslinje. Som kan være svær at tage. Og som så alligevel gør ham så menneskelig. Og ind i mellem er han faktisk pissemorsom. Som når han tørt kommenterer teksten til »Average Guy« på følgende facon: »So much for celebrity. Andy said, ’You don’t have to tell them the truth.’ So sometimes I don’t.«
Den anden hedder Pass Thru Fire. The Collected Lyrics (2000), som indeholder præcis hvad titlen indikerer: Hver og en af Reeds tekster fra bananpladen med Velvet Underground til og med Ecstasy (2000). Typografien er sine steder ganske overordentlig irriterende og ikke alle tekster lige gode. Selvfølgelig. Men niveauet er forbløffende højt – interessant at se hvor ambitiøse og vellykkede teksterne fra 90’erne egentlig er – og rar at have ved hånden, når stormen pisker udenfor og man lige leder efter en helt bestemt linje. På mange måder den mest sigende og præcise selvbiografi, man tør forvente fra dén kant.
Reed skriver i forordet til Between Thought And Expression: »...So in answer to the question I am most asked, ’Are these incidents real?’ Yes, he said, Yes Yes Yes.« Og selvfølgelig er de ikke det. Lou Reed ved bedre end nogen, at de er artifakter – omhyggeligt bearbejdede skulpturer, skabt i krydsfeltet mellem ord og toner – lige meget i hvor høj grad de er baseret på ’virkelige hændelser’ eller ’personlige erfaringer’. Hele kunststykket går netop ud på at løfte disse ’incidents’ ud af deres forankring i det ’virkelige’. Ellers kunne Reed jo lige så godt være blevet en af de der journalister han elsker at hade. Eller bekendelsesdigter. Og nu er han jo noget nær det modsatte. Selvom han – typisk – ind i mellem også er netop dét! Men så er han det med samme brutale for ikke at sige kliniske ærlighed, som når han retter spotten mod de mange skæbner, der vandrer ind og ud af hans sange. Samtidshistorie – selvbiografi – portrætkunst – outsidersnapshots – storbybilleder – idyller – psykiske forstyrrelser – stofafhængighed – beske sociale kommentarer – kærlighedslængsel – refleksioner over død og forgængelighed – sort snak; det hele findes i Værket. Såmænd. Og så lige lidt til.

Musikalsk status
Reed gjorde sidste år musikalsk status med dobbelt-cd’en NYC Man, der indeholder musik fra årene 1966 (dét år bananpladen indspilledes) til og med 2002 – hvor han kunne fejre 30 års jubilæum som solist – idet der lægges ud med et alternativt mix af »Who Am I?« fra The Raven. Det er indlysende, at NYC Man er lige så interessant for, hvad der ekskluderes som hvad der findes plads til, og den udgør på sæt og vis en auditiv kompagnon til Between Thought And Expression, blot helt up to date. Men dét, der slår én, når man lytter til værket, er, at det trods sine mange strittende retninger og løst flagrende ender, i dén grad er af et stykke. Bundet sammen af Stemmen. Synge kan han måske ikke, nej – men ikke desto mindre er denne Lou Reed én af klodens mest distinkte og idiosynkratiske vokalister, en omvandrende antitese til enhver forestilling om rock som talerør for inderlighed, autenticitet og oprindelighed. Og samtidig så overbevisende i sine rollespil, at han den dag i dag ofte forveksles med sin(e) Stemme(r).
Men selvom Reed besidder en enestående evne til at agere de figurer, der optræder i hans sange, er distancen som udgangspunkt altid til stede. Udenforheden, om man vil. Gennemsyrede som de er af hvad en kritiker har kaldt »diseased honesty«. Reed beskriver – fremlægger – fortolker (som en skuespiller) – tingene. Resten er så lytterens arbejde. Men han føler dem ikke as such, rager ikke utidigt på lytteren med hint eller hisset, men holder sig stramt til emnet. Køligt-analytisk det meste af tiden, nogen gange snerrende farligt som i nummeret »Kicks« – der får hele metalscenens tegneserieagtige flirten med Det Onde til at ligne det, det er: en joke – og andre gange, forbløffende ømt, som i »Coney Island Baby«. Han giver en troværdig psykopat, når situationen – teksten – kræver det. I det hele taget er han god til at agere scumbag. Og efter at have læst side op og side ned om manden, tør man nok påstå at han har mere end en rem af huden selv. Og så kan han pludselig – men overbevisende – udbryde: »I love women/ I think they’re great/ They’re a solace to world in a terrible state ...«, så man bliver helt varm om hjertet.
Man behøver ikke med vold og magt lytte til teksterne. Musikken taler for sig selv. Selvfølgelig gør den det. Gode tekster er på en måde bare en ekstra bonus. Noget, der hos Reed er en selvfølge.

I rockens udkant
For Reed er først og fremmest sangskriver. Oven i købet inden for et snævert, men selvvalgt stilistisk område, nemlig rock, forstået ret puritansk, tilmed. Filigran og finurlige arrangementer må man søge andre steder; to guitarer, bas og trommer er hvad man som norm må affinde sig med. I stedet har han leveret en stribe rockklassikere, man altid kan kaste sig ud i i et øvelokale, thi de er både lette og interessante at spille, hvad enten det er »Waiting For My Man«, »Rock’n’Roll«, »Ocean«, »Sweet Jane«, »I Can’t Stand It«, »Heroin«, »Dirty Blvd.« eller »Waves Of Fear«; thi her handler kunsten om dynamik, drive, drama... ikke ringe discipliner at mestre inden for rocken, hvor volume, bombast og krasse effekter som hovedregel (mis)forståes som virkemidler.
Reeds eksplicitte krav er, at man lytter efter, hvad der synges. Og med årene i stigende grad.
Ikke med tilbageholdt åndedræt som til poesi, måske, men i det mindste som til én, der er fortæller en historie. Det er et flertal af (for-, nu- og frem)tidens lyttere næppe indstillet på. Hvilket så også er okay. Da jeg talte med
Reed i 2002 forklarede han mig, at hans nuværende pladeselskab havde forliget sig med tanken om, at han næppe nogensinde kom til at sælge plader som han gjorde i 1970’erne, hans kommercielle storhedstid. De havde taget ham for den prestige, der lå i hans navn. Ja, han vil knap nok kunne komme til at sætte en dagsorden, som han stadig gjorde op gennem 1980’ere. Han er sådan en art grå eminence i udkanten af en pluralistisk rockscene, hvor der udgives plader som aldrig før; men at påstå rockmusikken har samme betydning i dag, som den havde i årene 1965-1983 er udtryk for både ønsketænkning og blåøjethed. Den har simpelthen – frivilligt, tilmed – afgivet sine rolle som kulturel igangsætter til fordel for en infantilitet, der skam kan være meget indtagende, men i længden også både enerverende og endimensionel.
Man kunne måske påstå, at Reed er peaket og hans bedste arbejder – Transformer (1972), Berlin (1973), Street Hassle (1978) og Blue Mask (1982) og New York (1989) – alle har mellem 15 og 25 år på bagen. Det kunne så måske skyldes, at man ikke har lyttet ordentligt til 90’er-værker som Set The Twilight Reeling eller Ecstasy. Nej, de matcher måske ikke Berlin – hvor mange plader er det også lige, der gør det? – men på deres egne præmisser beviser de, at Reed på den ene side aldrig har svigtet sit udgangspunkt, på den anden side at hans udtryk følger hans livsbane, hans alder, hans erfaring. Han er på ingen måde endt som et af de utallige ringvrag, rocken flyder med. Når man betænker, hvor mange 60’er-koryfæer, der er blevet tåkrummende parodier på deres oprindeligt så opfindsomme og skelsættende kunstneriske personaer, kan man ikke andet end glædes over, hvor højt et kunstnerisk niveau denne Lewis Alan Reed egentlig holder. And if you don’t like it, you can fuck of

lyn@information.dl

*Ovenstående er et sammen- og uddrag af Klaus Lynggaards essay ’A Great Big Clipper Ship – Lou Reed, Velvet Underground og deres tid’, fra ’LOADED. The Velvet Underground, Lou Reed, John Cale, Nico’. Red.: Klaus Lynggaard & Henrik Queitsch (240 s., 298 kr. Informations Forlag)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu