Oscar
Som professionel modeiagttager har jeg altid fundet sardonisk tilfredsstillelse ved at betragte verdens smukkeste og mest velhavende kvinder, når de pligtskyldigst stiller sig selv til skue ved Oscar-ceremonien. Inden i må det gyse i dem over i den grad at være underkastet bedømmelse af verdensoffentligheden og den internationale sladder- og modepresse. Ikke at de lader sig mærke med det.
Jeg husker, hvor brilliant henførte nogle af de tidligere årgange tog sig ud, når de luftede deres egne, ualmindeligt idiosynkratiske tøjstilarter, som havde de ikke grund til den mindste bekymring i verden. Jeg tænker f.eks. på Björk, i hendes berygtede og rædsomme svane-kostume komplet med svaneæg-tilbehør, og selvfølgelig på den næsten nøgne Cher (Cher har altid været en suveræn ener).
De senere år har imidlertid ikke budt på lignende ekstreme modeluner. Tiden er ikke til tant og fjas. Nu handler det om at spille de sikre kort og fremfor alt ikke blive grebet i ydmygende faux pas på verdens højest profilerede røde løber. Mere end nogensinde er berømmelseskulten blevet big business, hvor enhver stjerne, der har sin status kær, ser sig nødsaget til at benytte branchens mest professionelle stylister, som på sin side vil føle sig forpligtet til at præsentere dem for hele lastvognstog af showstopper-skrud, som deres klienter kan vælge imellem.
Reklamer for millioner
Men at tro, at Hollywoods skuespillerinder alene vælger Oscar-outfittet ud fra, hvor meget det fremhæver deres individuelle skønhed, er illusorisk og naivt. Som filmpriserne selv er valget af det rette tøj nu om stunder blevet et særdeles politisk anliggende. Som modedagbladet Womens Wear Daily rapporterede i sidste uge:
»I det benhårde modemiljø, der i denne Oscar-uge mere end nogensinde er præget af rivaliseringer på liv og død, summer Hollywood med de vildeste historier: Skuespillerinder kræver at komme i betragtning i kommende reklamekampagner til gengæld for at bære dette og hint dress. Designere presser på for at opnå eksklusive kontrakter med feterede stjerner, og juvelerfirmaerne går ikke af vejen for at betale sekscifrede dollarbeløb for at sikre sig udsigtsplads på en celeber Oscar-mannequins håndled eller finger. Selv veteranerne i branchen er chokeret over den ny aggressivitet. Det er ren jungleov.«
Ikke at disse hårde kampe på nogen måde skinnede igennem ved den noget blege procession af coole, is-blonde gudinder, som kom til at kendetegne denne årgang 2004s røde Oscar-løber.
Charlize Theron var velnok den kat, der mere end nogen anden løb med fløden i sin nedringede, perlebesatte kjole kreeret af Tom Ford for Gucci. Hun lignede intet mindre end en vor tids bud på en moderne Jean Harlow.
Hvidt var et hit
Scarlett Johansson der officielt har status af Hollywoods smukkeste kvinde bragte også mindelser om filmhistoriens guldalder, skønt det i dette særlige tilfælde var Marilyn, som var muse-forlæg. Den 19-årige udstrålede fuldendt triumf i sit turkisblå satinkjole af Albert Feretti og med sine »halskæde af 30 karat diamanter, pæreformede øreringe af 12 karat diamanter, og diamantring til en værdi af over 1.000.000 dollar«, ifølge en pressemeddelelse velvilligst stillet til rådighed af kreationens ophavsmand, modefirmaet De Beers.
Denne stjerneoptræden i turkis fra hovedrolleindehaveren i Lost in Translation var så meget desto mere bemærkelsesværdig i en Oscar-sæson, hvis fremherskende præg bestod af store hvide eller hvidlige kjoler. Ingen ville kunne fortænke nogen i at forveksle denne stjerne-catwalk med et modeshow for kommende brude. Hvide kjoler blev båret af alle fra Renée Zellweger cool som en istap i en stropløs hvid affære med overdådigt slæb (kreeret af New York society-designer Carolina Herrera) til Naomi Watts det ny milleniums Grace Kelly (en hvidguldting fra Versace) og Julia Roberts (i Armani) til Sandra Bullock (i en Oscar de la Renta-kreation). Angelina Jolie var mere kæk i sin flydende sølv-kjole fra Marc Bouwer. Nicole Kidman bar det blegeste lilla designet af Karl Lagerfeld for Chanel. Det var, hvad man kunne forvente. Hun er trods alt det aktuelle ansigt for verdens bedst sælgende parfume, No. 5.
Det var ikke alt sammen så skinnende hvidt og ikke alt sammen lige interessant. Bevares, Sofia Coppola så da yndig ud i midnatsblåt silke designet af hendes gode ven, Marc Jacobs, men juryen må stadig votere over, hvad den skal synes om Liv Tylers antræk (fra archive Givenchy), som efter min opfattelse forekom alt for overpyntet og tungt.
Hr. og fru dårlig smag
For så vidt angår mændene, var det muligvis en skuffelse for Bill Murray, at han ikke kunne løfte sin Oscar- favoritværdighed. Men han fik klart revanche, som mest velklædte mand. Johnny Depp i Armani var ligeledes et syn, der var til at falde i svime over, som også Vanessa Paradis var det i sin årgangs-Chanel haute couture.
Det samme kan ikke siges om hr. og fru Michael Douglas. Fruen bør en gang for alle have at vide, at det aldrig er nogen intelligent fremgangsmåde at gøre forsøg på at falde i ét med tæppet (i en valmuerød Versace). Og Michael Douglas bør næste gang opgive kombinationen af solbriller og smoking i erkendelse af, at Jack Nicholson og kun Jack Nicholson kan slippe af sted med lige præcis det Oscar-stunt.
©The Independent og Information
*Oversat af Niels Ivar Larsen
