Læsetid: 4 min.

Det nye danske demokrati

Danskerne er lykkelige og uinteresserede i social omfordeling og økonomisk lighed: Vi går fra et politisk til et juridisk demokrati
13. marts 2004

Analyse
Danskerne har det godt. Vi er faktisk nogle af dem, der har det allerbedst i Europa. Hvis vi selv skal sige det. Og de, der lever i faste parforhold, har det dobbelt så godt, som dem, der ikke lever i parforhold. Det er den private tilfredshed, der bestemmer den rigtige lykke. Som Peter Gundelach konkluderer i bogen Danskernes særpræg, der netop er udkommet:
»Vil man være lykkelig, skal man sørge for at leve i faste parforhold og for at bo i et samfund som f.eks. Danmark, hvor der er tætte sociale bånd. Der er sikkert nogle, der vil sige, at det er en høj pris at betale for at være lykkelig, for de tætte bånd kan måske også lede til en vis lukkethed og selvtilfredshed, og det understreger selvfølgelig, at lykke og tilfredshed ikke kan være de eneste samfundsmæssige mål at stræbe efter.«
Det viser sig i Danskernes særpræg, at danskerne sætter frihed over lighed. Faktisk finder kun 27 procent af danskerne lighed vigtigere end frihed. Det er den laveste score i undersøgelsen overhovedet. Det er ikke fordi, danskerne er så lykkelige som Nikolaj og Julie i deres parforhold, at de ikke interesserer sig for politik. Danskerne er gennemsnitligt politisk interesserede, deltager i frivilligt arbejde og har tillid til demokratiske institutioner.

Omfordeling ikke vigtig
Danskerne er lykkelige, liberale og individualister, som ikke sætter omfordeling og særligt højt. Kun omkring 28 procent »finder det vigtigt, at samfundet sørger for at omfordele store indkomstforskelle i befolkningen.« Og det er ikke bare fordi, vi danskere har det for godt og simpelthen er alt for lige til at bekymre os om ulighed. Den økonomiske lighed er større i Slovenien. Og alligevel mener næsten 70 procent af slovenerne, at samfundet bør sørge for omfordeling.
Danmark ligger også lavest, når det drejer sig om, hvor mange, »der siger, at det er meget vigtigt, at samfundet sørger for, at alle får dækket de basale behov for mad, bolig, tøj, uddannelse og sundhed.«
Danmark er det eneste land i undersøgelsen, hvor under halvdelen af befolkningen svarer bekræftende, mens 71 procent af svenskerne finder det meget vigtigt. Som Torben Fidbek konkluderer:
»Danskerne lægger i en europæisk sammenhæng ekstremt lidt vægt på, at samfundet skal gøre noget for at udligne indkomstforskelle og sørge for, at alle får dækket basale behov for mad, bolig, tøj, uddannelse og sundhed.«
Man fristes til at spørge: Hvor lykkelig er nu egentlig den danske lykke, hvis den ikke er generøs?

Fra politik til jura
Tallene tegner et billede af danskerne og det danske demokrati. Vi bevæger os fra et politisk til et juridisk demokrati. Vi bevæger os fra et velfærdsdemokrati baseret på kollektive politiske projekter mod et juridisk demokrati forstået liberalt som en styreform, der skal sikre den enkeltes rettigheder. Det politiske demokrati appellerer til kollektiv mobilisering, det juridiske demokrati appellerer til domstolene for at få løst politiske spørgsmål som rettighedskonflikter. Det politiske demokrati sætter fælles projekter, det juridiske liberale demokrati beskytter individet mod overgribende fælles projekter. Den store sociale redistribution af velstand er et politisk projekt, som sætter kollektivet over den enkelte. Vi vil beskyttes mod kollektivet. Det, som her kaldes politisk demokrati, er af den politiske filosof Ronald Dworkin blevet kaldt det »substantielle« demokrati, mens det juridiske demokrati kaldes »proceduralt«.
Vi har i de seneste år set politiske konflikter afgjort af jurister. Ikke bare når menneskerettighedseksperter som Morten Kjærum har afviklet politiske diskussioner med henvisning til egen ekspertise, men også spørgsmålet om Hizb-ut-Tahrir blev ikke afgjort af politikere, men af rigsadvokaten. Eller Tvindloven der som bekendt blev underkendt af Højesteret.
Helle Porsdam skriver således i det seneste nummer af tidsskriftet Politica, »at vores demokrati er ved at ændre sig fra et parlamentarisk til et konstitutionelt demokrati. Vi orienterer os i stigende grad mod retlige fora og gør brug af en rettighedsdiskurs, når vi skal løse konflikter.«

Offentlig lykke
Denne overgang åbner konflikter: for det første forudsætter forestillingen om det liberale juridiske demokrati traditionelt, at staten ikke blander sig i definitionen af »det gode liv«. Dvs, at livet er i fred uden for staten. Dette er selvsagt ikke tilfældet i et velfærdssamfund. For det andet må man spørge, om vi som samfund skal løse problemer, der kræver kollektiv mobilisering? Man kunne nævne miljøproblemer, forbrugskultur og social udstødelse. Og endelig: kunne man ikke efterlyse en offentlig lykke ved at skabe et samfund, som ville være mere inklusiv og generøs end den private lykke? Den tyske filosof Jürgen Habermas har pointeret, at det »juridiske« demokrati kun kan trives som »politisk« demokrati:
»Personer kan kun blive til individer gennem socialisering. En rigtig teori om rettigheder kræver en politik for anerkendelse, som beskytter individets integritet i den livskontekst, som former og har formet individets liv. Det kræver ikke en alternativ model, som gennem anvisninger korrigerer det individualistiske rettighedssystem. Det eneste, der er påkrævet, er, at rettighedstanken aktualiseres. Det er der kun meget ringe sandsynlighed for kan ske, hvis der ikke er sociale bevægelser og politiske kampe.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her