Kunstgrebet
København som den var engang: I oktober viste Gammel Strand en udstilling med Vilhelm Hammershøis København set gennem et Leica kamera, mere præcist arkitekten og fotografen Jens Lindhes Leica. Det var smagfuldt, absolut, og anmeldelserne var positive alle som en. For vi elsker Hammershøi og elsker ham ikke mindre. når franskmændene også elsker ham. Han er for god kunstsmag, hvad Poul Henningsen var for progressive lamper, bare eksklusiv og uden en efterhånden upassende, i hvert fald kontroversiel, kulturradikalisme.
Når man taler om Hammershøi, siger man gerne, at hans malerier er renset for alt unødvendigt og det er jo godt hvem vil spilde tid på mellemregninger?
Hammershøi er først kendt for sine interiørmalerier, men det var hans malerier af København og dens bygninger Jens Lindhe forfulgte. Lindhe tog billeder af Hammershøis motiver, som de ser ud i dag, og hængte dem side om side med malerierne.
Det lykkedes Lindhe at skære billederne således, at det ikke var til at se forskel på København i Hammershøis levetid (1864-1916) og nu.
Det kunne selvfølgeligt have været en morsom øvelse: At det lader sig gøre at genskabe et forsvundet København i Hammershøis kølige og kliniske version lidt som da den tidligere tyske kulturminister, nu chefredaktør på Die Zeit, Michael Naumann, foreslog at genopbygge det gamle preussiske kongeslot begravet under det østtyske Folkekammer i Berlin.
Men mellem linierne var der noget andet på spil: Billedteksterne til de mennesketomme fotografier mere end lod ane, at her så denne eller hin historiske bygning ud som den burde.
Det var arkitektarrogance, hvis et sådan begreb findes, på sit højeste: Lige linjer, rene bygningsværker, tidløst. Bygningerne helt for sig selv uden forstyrrende mennesker. Døde rum, for nu at udtrykke det let patetisk. Og en umanerlig kedelig og museal vision om byen.
Nu kan man ikke fortænke en arkitekt i at udvise en historisk interesse for byens bygninger, selvom det hele bliver lidt for puritansk i ophøjet ensomhed. Men det, der kan undre, er og her kommer vi snart til det med musicalen at samtidskunsten udviser samme let snerpede og i hvert fald puritanske (nærmest økologiske) forestilling om byrummet. Og hvorfor nu det?
Så flyt dog på landet: I de senste par år er der ikke gået en uge uden en kunstner eller kunstnergruppe har udsendt en pressemeddelelse om sin subversive praksis.
Som substitut for egentlige subversive tanker har man sat et trick: Værket flyttes ud i det offentlige rum, hvilket i ni ud af ti tilfælde betyder en gade i det indre København.
Men mens det er svært direkte at angribe Kongens Nytorv, er det oplagt at intervenere det offentlige rum. Og har man først sagt intervenere (og det har man tit), så har man næsten allerede overtrådt loven og er næsten allerede blevet en lille terrorist. Det er i denne selvforståelse et plusord. At lave gadeudsmykning er i sagens natur ikke helt så progressivt.
Hvad er det så helt præcist i det offentlige rum, der interveneres? Fjendebilledet er næsten altid det samme: Kommercialiseringen, eksempelvis pornoficeringen af det offentlige rum.
Men er byer (købstæder) ikke i sin kerne (i hvert fald historiske) kommercielle? Er det ikke netop det der skaber et levende byrum fra Netto til modedesigner til grøntsagshandel? Og hvilket byrum eller hvilket kvarter kan for alvor bæres af velmenende beboerhuse? Gjellerup Parken?
Når kunsten gør kommercialisering til sin fornemmeste fjende, presses den op i et kedsommeligt hjørne. Den kan kun spille på de små undergrundsscener, aldrig på Østre Gasværk. Samtidskunsten fremstår alt for ofte velmenende opbyggende, gallerierne som et offentligt initiativ til kvarterløft, der aldrig rigtigt løfter sig: Pjusket og halvtomt.
Sidste gang, der gik en ordentligt musical med samtidskunst i hovedrollen, var udstillingen Fundamentalismer på Charlottenborg. Nu er det jo ikke fordi, alle udstillinger skal bryde ud i scenografi, men behøver det at være så småt og så økologisk? Og skal byrummet partout være så klinisk renset for mellemregninger?
Det rummer en vis ironi at kunstnere sammen med andet godtfolk som designere og igangsættere i en ny rapport, Københavnerlivsformer, på kvalmt omfavnende Henrik Dahlsk betegnes som katalysatorer dem der som de første flytter til nye kvarterer og gør dem attraktive, hippe, alene ved deres tilstedeværelse.
Det er de samme mennesker, der dyrker det urbane som livsstil, som i kunsten giver byen form som Hammershøis København. Så hvorfor er det, at kunsten, når den rykker ud af museet, bliver så museal i sine visioner?
