Interview
I aften står den irakiske forfatterinde Duna Ghali på podiet på Hovedbiblioteket i Gentofte sammen med den danske forfatterinde Kirsten Thorup.
Anledningen er, at Duna Ghalis nye bog, Sene opdagelser, små sejre, udkommer i dag, og det markeres på bl.a. denne måde.
Den irakisk-danske forfatterinde bør man sige, for vejen for Duna Ghali gik fra Basra i Irak over Jordan og Moskva til København, hvortil hendes familie kom i 1992, da hun nærmede sig sine 30 år. Men hendes far flygtede til Kuwait allerede i 1978, da Saddam Hussein kom til magten, hendes mor fulgte efter et par år senere, og Duna valgte at blive i Irak. Hun var lige startet på universitetet.
Helst vil hun fokusere på bogen, siger hun, men altså... den går ikke, for Irak er på verdens dagsorden, og selvfølgelig må vi snakke om det.
»Men bare det ikke bliver for kedeligt,« siger hun også på et tidspunkt.
Den sene sommernat
Duna Ghalis far var komponist, digter samt politisk aktiv. Saddam invaderede Kuwait i 1990, hvilket blev startskud til den første Irakkrig.
»Lige efter forsøgte oppositionen at tage magten, men desværre for os alle lykkedes det ikke, og derfor måtte familien flygte.«
Hvad ser du for dig, når du tænker på din barndom og ungdom?
»Kaos. Fuldstændigt kaos. Man håbede hele tiden, at alting blot var udsat til en bedre tid, men den kom ikke.«
Hvordan var hverdagene?
»Barske.«
Hvordan?
»Du lever i frygt. Du skal holde dig usynlig, for ikke at blive beskyldt for noget. Man var enten med eller mod regeringen, så man gjorde alt for at være usynlig. Men samtidig har jeg levet med billedet af mine forældres Irak fra før, nemlig som et paradis, og Basra, min by, var et stykke af det paradis. Jeg kan genkalde mig den særlige duft af frugt, af roser, og af den sene sommernat.«
Duna Ghali uddannede sig til hortonom med daddelpalmer som speciale »og dem kan man ikke finde her«, siger hun.
Så gik hun på pædagogseminarium, holdt op, prøvede, om hun kunne få arbejde. I 1998 og 2000 udsendte hun sine første bøger, der begge udkom i Syrien.
For tiden sidder hun på Det Kgl. Bibliotek, der bad hende oversætte H. C. Andersen til arabisk.
»Børnene i de arabiske lande kender ikke H. C. Andersen på samme måde som kinesiske børn gør, og for mig er det virkelig en berigelse at oversætte ham.«
Dit møde med Danmark?
»Et helt specielt samfund,« siger hun.
Var det et chok?
»Det vil jeg ikke sige. Vi var alle stærke nok til at klare det, selv om det var en kamp for os at finde ud af, hvad danskerne og samfundet krævede af os. Det var ikke helt nemt.«
Duna Ghali tilføjer stilfærdigt: »Desværre er det sådan, at vi tager flere skridt hen imod danskerne, end danskerne hen imod os, men det har vi også lært os efterhånden.«
Hun er muslim, men ikke praktiserende, »ligesom alle andre danskere ikke så meget praktiserer deres tro«.
Sider af samliv
Hvad er drivkraften bag bogen?
»Bogen er mest mit eget behov for at skrive. Jeg kan godt lide at få andre til at tænke over spørgsmål, selv om jeg ikke har svaret på dem. F.eks. forholdet mellem kvinder og mænd. Der er sider, der ikke bliver dyrket normalt, og som jeg så vælger at skrive om. En mangel på gensidig forståelse måske eller kvinder og mænds omstillingsevne i forhold til hinanden, og de nye dimensioner, der indtræder i det daglige, og når der sker ændringer i vores liv kvinder kommer i overgangsalderen eller manden bliver fyret eller ... almene bekymringer.
Arrangerede ægteskaber?
»Ja, en del ægteskaber foregår på den måde, og det tager vi meget afslappet, for det behøver ikke være meget negativt. Der er så andre præmisser. For nogle er det okay, for mig er det ikke, det er meget forskelligt.
Havde fået nok
Var I glade for, at den anden Irak-krig kom?
»Det var ikke det, vi ønskede... at Iraks problem blev løst på den måde, men det er sket, og så er der ikke andet at gøre end at støtte det, som foregår lige nu, og det var også nødvendigt.«
Hvordan?
»Ikke at amerikanerne og briterne invaderede, men at regeringen blev væltet. Det var nødvendigt, og tidspunktet var også rigtigt, for irakerne kunne simpelthen ikke vente mere. De havde fået nok.«
Hvad hvis det bare var kørt videre som før?
»Det ville vi heller ikke være tilfredse med, for det var ikke effektivt, som man håbede. Hver dag, der gik, var endnu en lidelse. Men krigen er ikke vores krig, men andres krig, der foregår i vores land.«
Irak i fremtiden?
»Irak er en regnbue af forskellighed, men jeg har et håb om, at demokrati kan lade sig gøre, hvis grupper fra udlandet trækker sig ud. Så tror jeg, vi får en lysere fremtid, end som det ser ud nu.«
Kan man ikke frygte, at Saddam-tilhængere pludselig kommer op igen, når udlændingene er ude?
»Nej, det tror jeg ikke. Saddams tid er forbi.«
*Duna Ghalis bog udkommer på Samlerens Forlag. De poetiske prosatekster står på arabisk og dansk.
