Læsetid: 4 min.

Otte troldmænd fra Glasgow

Den skotske oktet Belle & Sebastian tryllebandt sit publikum
26. marts 2004

Koncert
Verdens mest indtagende band hedder Belle & Sebastian. Det stammer fra Glasgow i Skotland og har været på banen siden 1996, hvor det skabte en rumlen i undergrunden med den nu om stunder uopdrivelige debut, Tigermilk, der samme år hurtigt fulgtes op med If You’re Feeling Sinister. Dengang var sangene bedre end bandet. Til gengæld var sangene så gode, at man gerne tilgav bandet dets instrumentale famlen; ja, man tør næsten påstå, at det kun gjorde det hele bedre, eftersom det understregede såvel en hjertegribende oprigtighed som materialets uangribelige originalitet.
Det er muligt at høre valgslægtskaber i gruppens musik – fra Syd Barrett og Nick Drake over Burt Bacharach til kunstnerne på det skotske Postcard Records i de tidlige 80’ere, ikke mindst Aztec Camera, mens sangskriver og frontfigur Stuart Murdochs frækt dobbelttydige tekstunivers kan give mindelser om en Morrissey – men ikke desto mindre besidder gruppen et umiskendeligt klangligt særpræg, der gør den øjeblikkelig identificérbar.
Selvom Belle & Sebastian består af ikke færre end otte medlemmer – på scenen sågar suppleret med to ekstra strygere! – spilles der med en lydstyrke på så rimeligt niveau, at man ikke blot kan høre hver eneste instrument (og der er mange!), det er også muligt at dechiffrere hvert et ord, der synges. Efter to timer i selskab med disse elskelige skotter er det ikke ens ører der ringer, men ens sjæl. Thi dette ensemble formår virkelig at sætte sindet i svingninger med en scenefacon så ukrukket og ligetil, at man
ikke kan andet end smaskforelske sig – og i lyset af al det kysseri, der pågik rundt om Deres udsendte under forløbet, ikke kun i bandet, men i lige så høj grad i hinanden.
Der er i sandhed tale om noget helt exceptionelt, når Belle & Sebastian er i byen. Og lydhørheden var derefter. I balladen »Fox In The Snow« ville en knappenål på gulvet således have lydt som en jernbaneskinne!

Varmt og smittende
Med Stuart Murdoch og Steve Jackson i front på guitarer og vokaler, hersker der på scenen en uhørt musikalsk travlhed omkring parret. Okay, for så vidt man kan tale om, at der stresses i Belle & Sebastian, sker det ud fra devicen »skynd dig langsomt, mand!« Tag nu Mick Cooke – hvad kan han f.eks. ikke spille på? I løbet af sættet trakterede han udover bas og guitar trompet, flugel- og valdhorn, så ikke et sæde et tørt. Eller Sarah Martin, hvis hovedinstrument er violin, hvilket dog ikke forhindrer hende i at spille keyboards, percussion og ikke mindst det hæderkronede rockinstrument, sopranblokfløjten, som hun gerne hiver frem i ny og næ. Denne klanglige rigdom – og det klinger virkelig af noget, når alle fire strygere sætter ind – har dog kun et formål: At forløse sangene på ypperligste facon.
Det kan ikke undre, at der var fokus på gruppens seneste og på alle måder splendide ofring, Dear Catastrophe Waitress, der betegner en ny fase i gruppens udvikling. Nyt pladeselskab og ikke mindst et samarbejde med den notorisk storladne producer Trevor Horn, der skabte nogle af 80’ernes ypperligste britiske popklange for navne som Frankie Goes To Hollywood, ABC og Pet Shop Boys, er de rykket et niveau op.
Ni af sættets noget i retning af 25 sange stammede fra fra det ny album, der udgør Belle & Sebastian mest smoothe, velklingende og ikke mindst swingende album. Men også live er gruppens oprindeligt så stive og hvide beat afløst af en varm og smittende swingfornemmelse, der udgør den rene antitese til det indie-land, gruppen stammer fra. Det klæder ikke mindst gruppens ældre sange. Belle & Sebastian har simpelthen udviklet sig til et topprofessionelt ensemble uden at sætte hverken charme eller særpræg overstyr. Stort.

Fra klimaks til klimaks
Mellem gruppen og dens publikum eksisterer der et fantastisk nært bånd, hvilket udmønter sig i en livlig, men hjertelig kommunikation mellem scene og sal. Publikum er ikke blege for højlydt at give udtryk for både glæde, misfornøjelse eller musikønsker – således var der én, som gentagne gange udbad sig Billy Joels »Piano Man« til Murdochs store moro – men så er bandmedlemmerne heller ikke blege for at give igen af samme skuffe. Og da en publikummer ved navn Emma blev hevet op på scenen for at give et nummer efter eget ønske fra gruppens anseelige bagkatalog – udover fem album har den udsendt et soundtrack samt en klynge ep’er, så der er såmænd nok at vælge af – fungerede det forbilledligt, selvom det kneb med teksten her og der. Okay, bandet skulle lige lære akkorderne, men dem kunne Steve Jackson heldigvis huske, så der var lige et panisk symposium rundt om ham, mens
alle blev sat ind i sagerne.
Aftenen gik fra klimaks til klimaks, den ene stensikre melodi afløste den anden, de finurlige arrangementer stod i kø for at komme til, samspillet sad lige i solar plexus, harmonierne stod fra scenen som en regn af guld, der blev byttet instrumenter i ét væk, Murdoch fortalte in-jokes og sang som en såret engel, vi swingede og svajede og nynnede og måtte hele tiden holde igen for ikke at brøle med på sangene; hvad mange nu også gjorde.
Det var en aften i den positive samhørigheds og gensidige bekræftigelses tegn, og man følte sig som et bedre menneske bagefter. En glasklar forårsbebuder fordoblede ens livskvalitet i løbet af de to timer, seancen varede. Næsten lykkelig? Mon ikke! Kom snart igen, I skotske troldmænd, og spred jeres lys over land.

*Belle & Sebastian, Store Vega, onsdag
www.belleandsebastian.co.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu