Læsetid: 3 min.

OVERBLIK - KULTUR

10. marts 2004


Gadesjakket lukker
*Det odenseanske teater Gadesjakket, der gennem årene har markeret sig i det danske teaterliv med en række ofte kontroversielle forestillinger, lukker efter 27. år på scenen.
Teatret måtte tirsdag give endeligt op, efter at Odense Kommune forkastede en redningsplan for det økonomisk kriseramte teater.
Politikerne i kultur- og socialudvalget, der i sidste øjeblik var bedt om at tage stilling til en ekstra udgift på 1,2 millioner kroner for at redde teatret fra truende konkurs, kunne ikke enes om at finde pengene, blandt andet fordi der ikke dermed var udsigt til en sikring af økonomien på længere sigt.
I en pressemeddelelse tirsdag tog teatrets bestyrelse ansvaret for lukningen og erkendte, at udviklingen ikke har været fulgt tæt nok. msk

Romanpris til Hanne Marie Svendsen
*Forfatteren Hanne Marie Svendsen er årets modtager af
Radioens Romanpris på 25.000 kroner, der i går blev uddelt for sjette gang. Prisen blev overrakt af radiodirektør Leif Lønsmann i forbindelse med en direkte udsendelse af DR’s litteraturmagasin Alfabet på P2. Den 70-årige forfatter får prisen for bogen Unn fra Stjernestene, der udkom sidste år.
Juryen bestod af otte litteraturkyndige lyttere, der i motiveringen for deres valg anførte: »Hanne Marie Svendsen bygger i sin roman en verden op, der er lige til at flytte ind i. Den bog er ligesom at tage en stor dejlig sweater på og krybe sammen.« De øvrige nominerede til prisen var Klaus Rifbjerg, Grete Roulundm Christina Hesselholdt, Maria Grønlykke, Vita Andersen og Morten Sabroe.
msk

Engelsk taber terræn
*Det engelske sprog er på vej til at tabe sin status som verdenssprog nummer et.
Flere seriøse konkurrenter maser sig på, og det gælder først og fremmest det kinesiske mandarinsprog, der tales af 1,3 milliarder mennesker. Men også sprog som arabisk og hindu bliver mere og mere udbredt.
Sprogforskeren David Graddol ved Open University i Storbritannien vurderer i en artikel i tidsskriftet Science, at der om 50 til 100 år vil være en ny sproglig verdensorden og forudser store forandringer, efterhånden som mandarin bliver mere og mere dominerende i først og fremmest Asien.
Der er tydelige tegn på, at engelsk som det første, internationale sprog er på retur. For 50 år siden havde 10 procent af verdens befolkning engelsk som modersmål. Om 50 år vil antallet ifølge Graddol kun udgøre fem procent, skriver
Ritzau. msk

Cristofoli mindes
*P2 bruger sin operalørdag 13. marts på at mindes den dansk-italienske dirigent Francesco Cristofoli, der døde 21. februar. Aftenen vil omhandle dirigenten og mennesket Cristofoli og hans store interesse for musikdramatikken i Danmark. Cristofoli var i to omgange chef for Den Jyske Opera, hvor han i 1980’erne gennemførte opsætningen af Wagners samlede Ring i Århus – den første danske opførelse i 70 år.
Mindeaftenen slutter med 1. akt af Valkyrien fra Ringen optaget live i Århus i 1993 med Tina Kiberg, Aage Haugland, Poul Elming og Cristofoli på dirigentpodiet. Inden da beretter tidligere musikchef Mogens Andersen om Cristofolis betydning for dansk musikdramatik. msk

Årstidens bog
*Som led i BG Banks litteratursponsorat, der blev etableret i juni 2003, har det tilknyttede Litterære Rådgivningsforum valgt Ib Spang Olsens Guden Thor til Årstidens Bog forår 2004.
I begrundelsen siger formand og professor Jørn Lund: »Ib Spang Olsens bøger er tidsløse og landtidsholdbare. Han har givet generationer af børn oplevelser og lyst til at bruge fantasien... Det er en bog, som børnene vil læse og digte videre på ud fra billederne, der supplerer og udvider teksten«.
Der bliver valgt en Årstidens Bog fire gange om året, som bliver udstillet i bankens filialer samt i boghandlere landet over. Denne gang i perioden 10. marts til ultimo april. I samme tidsrum kan den erhverves hos boghandlerne til en særlig pris.
Kravet til bogen er, at der skal være tale om god dansk litteratur, uden at der behøver at være tale om en roman eller en nyudgivelse. msk

Kortest muligt
*Kierkegaard og Kertész I morgen sammenstiller sognepræst Leif Bork Hansen Danmarks eksistentielle tænker par excellence, Søren Kierkegaard med den ungarnske forfatter Imre Kertész, der har fået nobelprisen i litteratur for sine beretninger om Auschwitz. Det sker i Lyngby Sognegård, Stades Krog 9, kl. 19.30 msk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu