Læsetid: 3 min.

OVERBLIK - Kultur

3. marts 2004

Munkegårdsskolens fremtid
*Elever, forældre og medarbejdere på Arne Jacobsens Munkegårdsskole i Gentofte forsøgte i går at komme til orde i debatten om fredning af skolen, hvor moderne pædagogik kolliderer med kulturbevaring og arkitektur.
Det skete ved en høring på skolen med overskriften ‘Moderne skole eller skolemuseum’.
Et flertal af kommunens lokale politikere står bag skolens krav om at ophæve fredningen, der forhindrer en ombygning af skolens faciliteter. Gentofte Kommune ønsker nemlig at bygge skolen om som et led i et storstilet pædagogisk projekt for samtlige skoler i kommunen.
Den arkitekttegnede skole, der betragtes som et af Arne Jacobsens hovedværker, blev fredet i 1995. Kulturarvstyrelsen har tidligere afvist at ophæve fredningen, og forældre, elever og medarbejdere vil nu rette direkte henvendelse til kulturminister Brian Mikkelsen for at få deres stemme hørt.
Borgmester Hans Toft (K) i Gentofte siger til Ritzau, at alle kommunens skoler skal have lige muligheder.
»Vi ønsker en skole, der i sin indretning og funktionalitet lever op til nutidens krav - og ikke et skolemuseum,« understreger han.
msk

Publicistpris til Ole Sippel
*Journalist Ole Sippel, der har været ansat på Danmarks Radio siden slutningen af 60’erne, fik i går overrakt årets publicistpris ved et arrangement i Den Danske Publicist Klub i København. Sippel får prisen for sin mangeårige indsats som DR’s korrespondent i Mellemøsten, og priskomiteen fremhæver især hans dækning af begivenhederne i Irak før, under og efter krigen.
Det hedder endvidere bl.a., at han med stor troværdighed og intensitet har forstået at gøre det komplicerede spil i Mellemøsten nærværende, skriver Ritzau. Prisen på 25.000 kroner, der sidste år tilfaldt Connie Hedegaard, er skænket af Tuborgfondet og uddeles i år for 25. gang. msk

Blair tager bladet fra munden
*Den forkætrede New York Times journalist Jayson Blair, der efterlod sig et synderegister af fabrikerede historier og plagiater, som senere førte til afskedigelsen af to fremtrædende redaktører på avisen (og ham selv, forstås), udgiver i næste uge en længe ventet bog om sin tidligere arbejdsplads, med den fadermorderlige titel Burning Down my Master’s House.
Her indrømmer han blandt andet det langvarige bedrageri over for sine overordnede. Der er dog ikke tale om den helt store forsvarsprocedure, snarere tværtom: »Jeg løj og løj, og så løj jeg lidt mere,« indrømmer Blair, ifølge anmeldelsen af bogen i New York Times, der har tilranet sig et eksemplar forud for den officielle udgivelse. »Jeg løj om, hvor jeg havde været, jeg løj om, hvor jeg havde hentet mine informationer, jeg løj om, hvordan jeg havde skrevet historien«.
Blair betror endvidere læseren, at han tilbragte størstedelen af sine arbejdsdage i en tåge af alkohol og kokain, der var brændstof for hans »bedste artikler« – en vane, han dog har fralagt sig efterfølgende. msk

Helmut Newton i gadebilledet
*Efter fotografen Helmut Newtons død, overvejer man i Berlin at opkalde en plads efter det berømte bysbarn. Således skriver Süddeutsche Zeitung, at Handenberg Platz ved årets slutning skal omdøbes til Helmut Newton Platz. Lokaliteten kunne ikke være mere velvalgt, da et planlagt Newton museum, skal placeres i nærheden pladsen.
Det er forhåbningen, at pladsen, som p.t. er opkaldt efter den preussiske reformator Karl August Freiherr von Hardenberg, vil ryste de »usexede
associationer« af sig til fordel for et navn, der fremmaner billeder af »endeløse ben på uendeligt smukke kvinder«. msk

Kortest muligt
*Riget Den nationale amerikanske tv-station ABC har i dag premiere på første afsnit af horrorforfatteren Stephen Kings amerikanske version af Lars von Triers tv-serie, Riget.
*Quiz Cinemateket i København afholder i aften kl. 19 quiz for filmkyndige i Restaurant SULT. Der konkurreres i hold på 2-5 personer og med 2-5 runder med spørgsmål, lyd og billeder. msk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu