Læsetid: 2 min.

OVERBLIK - KULTUR

1. marts 2004


Trier-film turnerer i USA
*Samtidig med at Dogville får premiere i USA, vil Lars von
Triers værker i denne måned rejse rundt til en række af de største amerikanske cinemateker. Således får amerikanerne mulighed for at se hele von
Triers filmiske produktion fra filmskole-værkerne til Dogville, der får premiere i Los Angeles og New York 26. marts.
Herefter vises den i udvalgte byer fra april. Enkelte cinemateker har dog fået lov til at arrangere særlige snigpremierer på den længe ventede film. msk

Sonning musikgalla 2004
*I aften kl. 19-20.40 transmitterer tv-stationen dk4 live fra Hofteatret, hvor Léonie Sonning Musikfond uddeler sine årlige stipendie-priser.
Normalt er det Sonning Musikpris på 500.000 kroner, der løber afsted med størstedelen af opmærksomheden, men stipendierne bør ikke glemmes. Prisen uddeles af Sonning Musikfonds bestyrelse, og kan ikke søges.
Udover at løfte sløret for
aftenens vindere, byder programmet også på musikalske indslag inden for genrerne klassisk og jazz og interviews med modtagerne. msk

En guide til din by
*På fredag får københavnerne mulighed for at samle endnu et gratisblad op på byens cafeer, spillesteder og uddannelsesinstitutioner. Ret beset er Hovedstaden, som det hedder, udkommet siden 1911 som medlemsblad for Foreningen til
Hovedstadens Forskønnelse, der stadig står som udgiver. Men det forestående nummer, er det første med bladets nye profil og tilgængelighed.
Hovedstaden skriver om, hvad der sker, skal ske og bør ske med København og er leveringsdygtig i artikler om byliv og, som navnet antyder, København i særdeleshed. Hovedstaden udkommer i første ombæring hver anden måned, men det er redaktionens forhåbning, at det i løbet af året vil ende som månedsblad. Desuden er der udviklet en ny hjemmeside, www.hovedstaden.org msk

Tolkien pr. post
*I Storbritannien har man valgt at markere 50-årsdagen for udgivelsen af de to første bind i JRR Tolkiens mesterlige trilogi, Ringenes Herre, med en frimærkemappe bestående af 10 styk med illustrationer fra førsteudgaven.
De håndmalede billeder fra Midgård blev afsløret ved Sarehole Mill i Birmingham, hvor Tolkien yndede at opholde sig i barndomsårene, og fra hvilken han hentede inspiration til sine magiske historier.
Det er Tolkiens egne illustrationer af Kløvedal, Gondors hvide by, Minas Tirith og deslige, der pryder frimærkerne, mens sønnen Christopher har tegnet kortet over Midgård.
»Billederne på frimærkerne tilbyder et sjældent indblik i, hvordan forfatteren selv forestillede sig de steder han kreerede,« siger en talsmand for britiske Royal Mail, der sender frimærkerne på
gaden, til The Guardian. msk

Kortest muligt
*Oversætterspris Dansk Oversætterforbunds Ærespris 2003 går til Mone Hvass i forlængelse af hendes oversættelser af den portugisiske nobelprisvinder José Saramago.
*Dansk Kunstnerråd Dansk Kunstnerråd, der fungerer som paraplyorganisation for alle landets kunstnerforeninger, har valgt filminstruktøren Franz Ernst som ny formand. Han efterfølger
skuespilleren Kjeld Løfting, som har bestredet posten i 12 år.
*Firewalk Whatever Booking & Events tilbyder i aften stressede københavnere en gåtur over glødende kul – med bare fødder vel at mærke. Det sker i Hal D, Strandgade 100D i Københavns kl. 19. Formålet? At overvinde frygt og stress. msk

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her