Allermest er Maia Gøtzsche på 22 skuffet over systemet. Hun føler ikke, at de sociale myndigheder reelt forsøgte at hjælpe hende og den et år ældre storesøster Maria. Og da de endelig greb ind, blev hun i årevis fastholdt i en plejefamilie, hvor hun ikke følte sig hjemme.
»Hvorfor var der aldrig nogen, der hørte på mig og tog mig alvorligt,« spørger hun i dag.
Men hun er ikke længere vred på sin mor, der drak datterens barndom væk. Moderen har hun nærmest ondt af. »Hun var umoden, hun egnede sig ikke til at være mor.«
Om to år er Maia selv færdig som socialrådgiver. Så vil hun gerne have job i f.eks. Red Barnet. For hende handler det om at forbedre forholdene for børn, i hvert fald gøre mange ting bedre end dét, hun selv har oplevet.
I dag bor hun i et hyggeligt kollektiv med tre venner på Nørrebro. Maias værelse er ordentligt og rart med god smag, bøger og små skulpturer.
I det ydre bærer den smukke pige med de skrå øjne ikke sin småsumpede barndom med sig. Men nok i det indre: Bag den sorte eyeliner møder man øjne af stål, og man skal ikke lytte ret længe, før stemmen hæves til en høj, skarp vrængen, når hun enten parodierer moderen eller de mange voksne særligt offentligt ansatte omsorgsmennesker der næsten fik tørret næse i Maias og hendes søsters skæbne uden at gøre en snus.
Forældrene blev skilt, da Maia var to og hendes storesøster tre år. Faderen var tømrer, moderen uuddannet og kun 22, da hun fik Maia. Faderen ønskede skilsmisse, fordi det gik ham på, at moderen gik hjemme, drak for mange øller, lod hjemmet flyde og børnene tulle rundt. Ved skilsmissen søgte han forældremyndighed over pigerne, da han mente, at deres mor var ligeglad med dem.
»Faktisk var min far bedst egnet til at drage omsorg for os,« mener Maia i dag. »Men der står i sagsudskriften, at vi kom til at bo hos vores mor i betragtning af vores køn og alder.«
Ifølge Maia søgte moderen især forældremyndighed af hensyn til, hvad familien ellers ville sige.
Mor og døtre flyttede rundt, til de fik anvist fast bolig i et socialt boligbyggeri i det østlige Hillerød, opsamlingssted for lokale sutter og udstødte. En stedfar, Preben, stødte snart til. Om dagen drak han og moderen på en parkeringsplads, om aftenen på Ege Bodega.
»Jeg kan huske, at min mor tit gik fra os om natten. Da jeg var helt lille sov jeg fastspændt med en sele til madrassen. Men jeg stod alligevel op, for jeg ville finde min mor, og så tog jeg bare madrassen med på ryggen. Da jeg ikke fandt hende, faldt jeg i søvn et sted på stuegulvet.«
I de sagsakter, Maia siden har gransket, står blandt andet, at hun allerede i børnehaven blev angst over at høre Grimms eventyr. Selv husker hun, at hun var bange for at skulle hjem: »Jeg var den eneste, der selv skulle gå hjem fra børnehaven, fra jeg var fire år. Min mor mødte også tit påvirket op til forældremøderne.«
Om natten stod pigerne tit op og gik hen for at hente deres mor og stedfar på bodegaen. Men de voksne kom aldrig med hjem straks:
»Vi skal liiiige ha én til«, snøvler Maia med sin mors stemme.
Den ene blev til mange, og storesøster Maria fik lagt lillesøsteren til ro på én af bodegaens kupésofaer, hvor Maia så faldt i søvn i røgen og larmen. Selv sov Maria sjældent, men holdt øje med sin lillesøster. Ege Bodega holdt uheldigvis åbent til kl. fem om morgenen, hvor familien så vaklede hjem.
Tit prøvede pigerne at appellere til andre voksne. Som dengang, Maia bad damen på bodegaen skrive under på en serviet, som med stor barneskrift udstedte garanti for, at hendes mor ikke fik mere at drikke.
»Jeg følte mig bare SÅ svigtet, da hun så alligevel solgte min mor en øl til.«
Flere gange forsøgte Maia også at hive fat i sin klasselærer. »Men hun var ret ligeglad. Alle vidste, at jeg havde det dårligt, men ingen gjorde noget eller spurgte, om jeg havde det trist.«
I skolen havde Maia svært ved at følge med og havde hjælpelærer i alle fag. Hendes tanker kredsede altid om, hvor moderen var. Om hun måske lå død et sted. En frygt, der jævnligt blev genoplivet, når moderen var gået omkuld og lå livløs hen derhjemme.
Socialt gik Maia nemt amok, hvis hun følte sit territorium krænket men fra 4. klasse begyndte hun at gå mere stille med dørene.
Dog ikke derhjemme, hvor stemningen kunne være rå, også de to søstre indbyrdes: »Pas dig selv, du er skidegrim,« hylede den ene, og den anden skreg tilbage i samme dur. Deres mor blev ondskabsfuld, når hun var fuld. Preben var også altid sur og i dårligt humør og styrede pigerne med hård hånd, så de fra skolealderen stod for aftensmad, rengøring og vasketøj.
Megen energi blev brugt på at holde facaden. Alle i skolen vidste, at Maias mor var arbejdsløs og drak bajere på parkeringspladsen bag supermarkedet Favør. Men når nogen sagde: »Jeg så din mor stå og drikke«, havde Maia svar på rede hånd: »Det kan ikke have været min mor, det var min moster!«. Og når nogen bemærkede, at Maia ikke havde madpakke med, var hendes mor lige »på kursus«...
»Vi var altid sultne. Når jeg var hjemme hos kammerater, ÅD jeg.«
Selv kunne Maia ikke have venner med hjem. Der rodede, moderen og stedfaderen skændtes, eller, allerværst, drukvennerne flød i sofaen, råbte, drillede pigerne og spillede høj musik.
»Jeg kan stadig ikke holde ud at høre Vikingerna eller Bamses Venner.«
Når moderen og stedfaderen skændtes, skulle pigerne være dommere i sagen:
»Min søster holdt med Preben, jeg holdt med min mor, når de diskuterede: Det kan da ikke være rigtigt, at han ikke engang...,« snøvler Maia med sin særlige drukstemme.
Da Maia var 10, blev hendes lillebror født med medfødt alkoholsyndrom, »små ører og fold ved øjet, du ved.« Fra hans spæde barndom husker Maia en særligt rædselsfuld episode den eneste gang, hun kan huske at have set sin ellers hårdkogte storesøster græde.
Familien var taget på besøg i Ishøj hos noget af stedfaderens familie, også med markante alkoholvaner. En fyr i stedfaderens familie prøvede med voldelige midler at trække storesøsteren med sig i seng. Folk faldt rundt mellem hinanden og imens skreg og skreg og skreg den et halvt år gamle baby, som storesøsteren forgæves prøvede at trøste.
Da var det, at Maria også selv græd. Kort efter kom hun på kostskole.
Hver anden uge kom pigerne på weekend hos deres far, som var fortvivlet, men ikke kunne gribe ind i deres hverdag:
»Men det er hans kærlighed og omsorg, der har gjort, at jeg ikke selv i dag står bag en Brugs, drikker og er gravid og har to små alkoholskadede børn,« mener Maia.
Hendes far udviklede dog også et alkoholproblem og fik reduceret samværet til hver tredje weekend. Det vendte først, da Maia som 10-årig var til familiefrokost i sin fars familie. Maia fortalte blandt andet, at hun hele næste weekend skulle være alene hjemme med sin spæde lillebror.
Hendes 11 år ældre kusine syntes, at weekendarrangementet lød som en rigtig dårlig idé. Hun tog Maia ved hånden, ringede til en psykolog oppe på kommunen og så gik de sammen derop og fortalte historien.
Mere skete der ikke.
Men et par måneder efter hamrede Maias stedfar hende ind i en dør. Med et blødende sår i hovedet hoppede hun ud over altanen og stak hjem til sin far. Da han ikke var hjemme, tog hun op på kommunen.
»Jeg sagde, at jeg ikke ville hjem igen og truede med at begå selvmord.«
Kommunen tog kontakt med moderen, der bidrog med sin egen version af sagen: »Ja, vi kan heller ikke styre Maia mere.«
Maia blev omgående frivilligt, som det hedder, når forældremyndighedsindehaveren godkender indgrebet anbragt på den akutte døgninstitution Birkebo. Efter nogle måneder fandt man et blivende sted til hende, hos en plejefamilie i Hørve ved Holbæk.
»Dér er jeg ked af at være fra Day One. Særligt manden kørte psykisk hetz på mig.« Som tidligere militærmand yndede plejefaderen firkantede regler, forventede, at Maia ikke gjorde noget forkert og optrådte i det hele taget som en kun lettere forbedret udgave af stedfaderen. Det var hårdt for Maia, der var vant til at have ansvar for sig selv.
»Jeg klagede over at være der, men når der var tilsyn, var han bare SÅ sød. Sagsbehandleren sagde bare (vrænger): »Årh, Maia, jamen det er ogzå zå zvært at være teenager.« Da Maia flyttede, lød plejefaderens afskedshilsen til hende: »Tak for kampen«.
Bedre var forholdet til plejemoderen Marianne. Men det egentlige holdepunkt var Maias egen tro på og vilje til en dag at få et bedre liv. Alligevel var det hos plejefamilien, Maia efterhånden fik gode venner og styr på skolearbejdet.
Hun blev boende, til hun var 16, men drømte en del af tiden om at komme til USA. »Jeg kan se af sagsakterne, at de troede, det var det Beverly Hills-agtige, der trak!« Maia løfter forarget øjenbrynene.
I stedet for Beverly Hills blev det til Nr. Broby Efterskole, hvor hun holdt ud, til hun kunne komme i gymnasiet. 17 år gammel begyndte hun i 1. g på Sorø Akademi, flyttede så til Frederiksborg Gymnasium og blev student i 2001.
Et nyt og bedre liv var begyndt.
I dag går det udadtil strygende: Maia har netop fået 11 til eksamen på sin socialrådgiveruddannelse. Hun har haft job i en skolefritidsordning og passet småbørn for to normale familier den ene har hun jævnlig kontakt med. Hun har en kæreste og gode venner.
Sin mor har hun brudt med, men har omsider fået et varmt forhold til storesøsteren.
»Hvis du skal ha det bedre, må du revidere dit forhold til andre mennesker. I ni år har jeg set min mor én gang om måneden, og så var hun tit fuld. Det har altid handlet om hende, ikke om mig, og hvis din mor ikke er der for dig, hvad skal man så bruge hende til?«
Maia har overlevet på sit fighterinstinkt, og på de engle, der trods alt var i hendes liv: Søsteren. Kusinen. Faderen. Steen, en kontaktpædagog, der gjorde rigtig meget for at nå ind til mig. I dag desuden kæreste, mormor, veninder.
I sit voksne liv regner hun med selv at få børn, bo et rart sted, have god økonomi, gerne skrive børnebøger men frem for alt arbejde for at forbedre børns vilkår.
Det er også nødvendigt, mener hun, der stadig ikke forstår, hvorfor ingen tog ansvar for hende og hendes søskende:
»Min mor har været en sag på kommunen, fra hun var 16 år. Hvorfor var der så ingen, der hjalp hende, da hun selv fik børn, sundhedsplejersker, hjemme-hosere, kontaktpersoner?«
»Også senere så de jo det hele. Hvordan jeg var angst, mistrivedes, var uinteresseret i mine omgivelser, pivet, omklamrende, afstumpet på nogle områder. Alle vidste, at vi havde det ad h. til, men der bliver ikke taget hånd om de problemer. Det tager så lang tid og er så bureaukratisk... og vupti! er der gået 20 år...«
Maia er også rimeligt vred over, at hendes lillebror aldrig er blevet fjernet hjemmefra. I dag er han 13, går i hjælpeklasse, har et sprog som en treårig og er på vej ud i kriminalitet.
»Men selv har jeg kun kunnet rumme mit eget liv.«
Værre er det, at intet tilsyneladende er forandret. For to år siden forsøgte Maia at indberette en familie i den skolefritidsordning, hvor hun arbejdede. Lederen valgte at gøre ingenting. Typisk, mener Maia, der ser det samme på studiet og hører det fra vennerne i et netværk for tidligere anbragte.
»Vi har vel alle indberetningspligt, specielt pædagoger. Men man er så angst for den der stikker-ting, for at krænke privatlivets fred, gøre noget forkert, komme i medierne. Men jeg vil hellere ramme en uskyldig familie og lade dem ryste anklagerne af sig bagefter end lade børn i stikken. Hvor svært kan det være? Man kan da f.eks. godt skrive, at jeg har observeret, at lille Claus bliver bange, når jeg rækker efter køkkenrullen...!«
»Hvis bare de sociale myndigheder og systemet ville gøre deres arbejde ordentligt og bruge de ressourcer, de trods alt har. Åbenhed skader ikke, lukkethed gør. Man kan godt snakke med børn. Børn er lavet af stål, ikke af glas.«
Ny serie
Anbragt
*Hvordan er det at være anbragt uden for hjemmet?
Maia, Stefan og Faizo fortæller hver deres historie, hvor forældrenes ret og kommunernes økonomi praksis går forud for barnets tarv. Ringe kvalitet, uvidenhed, rod og omsorgssvigt præger et centralt socialt område. Hvor samfundet bruger flere penge end nogensinde før.
