Læsetid: 4 min.

Piratkongen går egne veje

Oscar-nomineringen for ’Pirates of the Caribbean’, giver Johnny Depp adgang til at surfe på Hollywoods glitrende vande. Men han er ikke blot en superstar. Han ser bedre ud – og er mere diskret end DiCaprio, og minder os hele tiden om tragedien Brando
3. marts 2004

Portræt
I år har Johnny Depp arbejdet som skuespiller i 20 år. Og at sige, at han er verdensberømt, er ingen overdrivelse: Børn over hele verden, med pandebånd og påsmurte moustacher efterligner hans kaptajn Jack Sparrow fra Pirates of the Caribbean, mens deres forældre glæder sig over at se Depps ganske flotte og morsomme pirat i kapløbet om en Oscar for bedste skuespiller.
Han vandt ikke prisen i år, men blandt skuespillere og de, der elsker skuespil, står der noget mere værdifuldt på spil: Hvis du fandt et 20 år gammelt geni og ønskede ham 20 gode år mere, ville det bedste du kunne gøre måske være, at samle Depps cv. Han er helt alene på sit felt, har sine helt egne specialiteter – de roller, der synes mindst sandsynlige og samtidig er de største udfordringer. Jeg vil ikke nedkalde nogen forbandelse over ham, men han er, hvad Marlon Brando stadig kunne være, var det ikke for dennes vrede, desillusionering, den rasende stræben efter hævn – og vægten.
Én ting mere: I 1992 spillede Depp leder af en vild ungdomsbande i Lasse Hellstrøms Hva’ nu, Gilbert Grape? Hvis du ser filmen igen, opdager du, at Depp ikke blot var den bedste skuespiller, men også den mest omsorgsfulde over for de andre unge skuespillere. Han var ikke så synlig eller pralende som Leonardo DiCaprio (nomineret som bedste birolleindehaver). Siden er DiCaprio blevet superstar, via roller i Titanic, den kommende The Aviator (hvor han spiller Howard Hughes) og siden Alexander den Store. Det betyder også, at han bliver rigtig godt betalt. Men Depp – som ser bedre ud – og er en mere diskret skuespiller (spørg enhver kvinde, du kender) – er styret uden om de kæmpe honorarer
DiCaprio nu hæver.

Vælger marginalfilm
Depp har gjort det til en vane at optræde i marginalfilm, taget chancer i film, der var kollapset uden hans medvirken og som ikke var tænkt som kassesucceser. Jeg tænker her på fantasi, poesi eller skæv humor, film som Tim Burtons Edward Saksehånd, Arizona Dream, det sjældent viste eventyr af Emir Kusturica, Ed Wood – en anden Burton-film – hvor Depp som sit mest charmerende jeg i rollen som den uskyldige og stræbsomme Wood, skaberen af de måske værste film der nogensinde er blevet lavet; Don Juan DeMarco, hvor han faktisk spillede sammen med Brando; hovedrollen i Jim Jarmuschs eksistentielle western Dead Man, som Hunter S. Thompson i Terry Gilliams Fear and Loathing in Las Vegas.
Det er som om, Depp har givet sig selv det løfte, og fortalt hele verden om det, at han aldrig ville tage en rolle, med mindre han anså det for at være en chance, han tog, i film lavet af instruktører, som ikke havde nogen kommercielle succeser bag sig og som i tilfældet Gilliam, allerede havde et ry for at lave katastrofer. Selv da Depp tog en slags almindelig rolle – i Donnie Brasco – overlod han glad det store skuespillerjob til Al Pacino, mens han selv spillede en mand, der var så meget undercover, at ethvert personlighedstræk skulle underspilles.
Han spillede hovedrollen i Roman Polanskis Ninth Gate, da man stadig anså det for at være selvmord at arbejde med den eksilerede instruktør. Han medvirkede i The Astronauts Wife, en stor udfordring med risiko for at få fiasko, fordi filmen ikke havde den rigtige instruktør. Han spillede Ichabod Crane i Burtons Sleepy Hollow, han havde to roller i Julian Schnabels Before Night Falls, en af dem som transvestit, en cameo-rolle i Chocolat, og leverede måske sin bedste præstation i Ted Demmes Blow. Og, da alle havde sat ham i bås som Hollywoods mest skamløse individualist, sagde han, ’hvorfor ikke, hvorfor skulle jeg ikke spille kaptajn Sparrow i en film, der tydeligvis bliver et kæmpe hit – og den første film med Johnny Depp der samtidig bliver en kassesucces?’
Oprørstrangen kan spores tilbage til hans farverige biografi. Depp blev født i juni 1963 i Owensboro, Kentucky – ikke et sted der har frembragt mange skuespillere. (Lige bortset fra Warren Oates, karakter-skuespiller i flere Sam Peckinpah-film). Familien flyttede til Florida, og Johnny gik ud af skolen som 17-årig. Han endte i Los Angeles, spillede guitar i forskellige rockbands, og fik så en rolle i tv-serien 21 Jump Street.

Brandos frihed
Tilsyneladende har han også ambitioner ud over det rent skuespilmæssige. Efter at have arbejdet sammen med Marlon Brando, lavede han – stort set på egen hånd – filmen The Brave i 1997, hvor han gav Brando al den frihed, han hævdede, blev ham nægtet af Hollywood. Filmen blev ikke set af ret mange.
Med sine 40 år viser Johnny Depp stadig ingen tegn på at ville ændre sin attitude til det mere ’fornuftige’. På programmet står adskillige nye film, som endnu kan være langt fra deres premiere, samt en efterfølger til Pirates of the Caribbean. Jeg håber, vi her lærer en masse mere om Jack Sparrow, men det ville kun leve op til skuespilleren Johnny Depps ambitioner hvis det viste sig, at Sparrow var en uægte søn af en eller anden adelsmand, og tog sit slyngelband med ind i en operette – måske en Piraterne fra Penzance?

© The Independent & Information

*Oversat af Ebbe Rossander

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu