Læsetid: 4 min.

Plat Sylvia

Digter og drama queen Sylvia Plath bliver skildret i en ny film. Og som noget helt usædvanligt skildres hun uden et eneste af sine lyriske ord. Samtidig kører der i London en pornoversion af hendes liv
5. marts 2004

Litteratur
Det er nu flere uger siden, at man her i avisen kunne læse en højaktuel og stort opsat artikel om den suicidale digter Sylvia Plath og den film, som New Zealænderen Christine Jeffer netop har lavet om hende. I artiklen beskrev Marie Louise Kjølbye hele sin medsøsters rædselsfulde lidelseshistorie om, hvordan Sylvia Plath skrev, kæmpede og døde – det sidste nærmere bestemt med hovedet stukket ind i en gammeldags gasovn, efter at hun som det pernittengryn, hun var, pligtskyldigt havde stillet kiks og mælk frem til sine to små inde på børneværelset.
Nu har filmen så haft præmiere i England og fået en blandet modtagelse. Og en anmeldelse er nu – flere uger efter – nået ind i spalterne i det højpandede Times Literary Supplement. Anmelderen Ben Morgan – til daglig overbygningsstuderende ved Magdalen College i Oxford – lægger ud med en vigtig pointe:
»At lave en film om en digter er noget kompliceret noget. En digter laver jo ikke rigtig noget bortset fra at sidde ved sit skrivebord og, ind imellem, skrive lidt. Vel er der afbrydelser – en boglancering, en middag med forlæggeren, måske en pris eller to – men i sidste ende er det tilbage til studerkammeret, til notesbøgerne, til ensomheden.«
Man ser det for sig. En endeløs række af drabelige og nerveflossende cliff-hangers kunne sådan en film blive. Hvad bliver det næste ord? Skriver hun det nu? Henter hun en kop te? Bliver det kamille? Eller bliver det, O skræk, Earl Grey? Alle sidder på kanten af sædet, de elskende knuger hinandens svedige hænder, popcornene hopper ved hvert chok af bittersød ophidselse.
Som om dette trivielle scenario ikke var nok, eller i grunden for lidt, så har filmen tilmed fået en helt Peter Greenaway’sk drejning. Den neobarokke Greenaway er, som rigtige filmnørder vil huske, helt vild med den udfordring, der ligger i snævre rammer. Og faktisk arbejdede han i mange år med at lave oplysningsfilm for udenrigsafdelingen i det britiske indenrigsministerium, som jo dækker – eller i hvert fald dækkede – hele imperiet. Ergo sad han og skulle lave film om seksualoplysning, men uden at måtte vise bare knæ, fordi man i det og det land ville opfatte dét som den vildeste uterlighed. Næste gang skulle han så lave film om forebyggelse af voldtægt, men uden at vise en kvindes utilslørede ansigt. Og så fremdeles.
Lidt på samme måde må Jeffer have følt det, da hun sad og skrev på sin nyeste film. For Frieda Hughes – Sylvia Plath og Ted Hughes’ datter – blev intet mindre end edderspændt rasende, da BBC Film kontaktede hende med henblik på at få tilladelse til at anvende hendes mors digte i filmen om Sylvia. Og hvad var mere nærliggende, end at svare med et digt? Så sådan blev det.

Nu vil de lave en film / Til alle dem, der ikke har evnerne / Til at forestille sig kroppen hovedet i ovnen / Som stjal moderen fra børnene / Måske de køber videoen

Sådan skrev hun blandt andet i et længere digt, der i denne måned bliver offentliggjort i bladet The Tatler.
Altså er hele filmen bygget op omkring en digter – uden at hendes kunst, som jo er det egentlige, overhovedet kan nævnes med et eneste ord. Situationen er urkomisk. Og hele projektet ville have været komplet dødfødt, hvis det ikke havde været netop Sylvia Plath, det hele handlede om. Sylvia og Teds liv – med psykisk sygdom (eller i det mindste lidelse), med konsekvent utroskab og med resolutte og demonstrative selvmord og børnedrab – er kulørte på en måde, man normalt skal over i helt andre brancher end digternes for at finde. Ergo kan Jefferson i det mindste vise dét. Alligevel bliver filmen endnu en udgave af den politiske korrektheds omvendte kliché, mener Ben Morgan.
»Man belærer os om, at det kun er kvinder, og muligvis bøsser, der for alvor kan nyde kunst, fordi de er så specielle, skrøbelige og, selvfølgelig, marginaliserede af heteroseksuelle mænd, disse ikke-kreative bøvehoveder.«
Det betyder, at man slet ikke ser styrken i Sylvia Plath, mener han, men i stedet iagttager et vrælende martyrium, der mest af alt kan sammenlignes med den smukke, udartede psykologiske profil, man fandt hos de engelske digtere, der går under navnet præ-Raphaelitterne.
Hvis man vil undgå hele denne strid om ord (eller rettere om ikke-ord), så kan man købe sig en Ryan Air-billet – som snart er billigere end busbilletterne her i hovedstaden – og flyve til London. Der går nemlig lige nu et skuespil, som er en helt anden og mere kødfuld udgave af Sylvia Plaths liv.
Angelica Torn spiller i Edge en saftig-pornografisk Sylvia, der krammer sine tunge bryster i den helt opknappede skjorte og brøler længselsfuldt på sin Ted, imens hun med sin smækre røv stukket frækt i vejret propper hele hovedet ind gasovnen. Vulgært? I samme stykke gennemspilles voldelige og bizarre sexscener fra ægteskabet, imens der laves nazihonører. Morgan – som anmelder både film og stykke – mener, at det er decideret plat.
Sidste udvej? Læs digtene.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her