Læsetid: 3 min.

Den politiske ekspert er en meningsmåling med fodnoter

Findes der noget billigere og latterligere, kedeligere og mere dovent end at kalde sine modstandere for ’hykler’?
12. marts 2004

Findes der noget billigere og latterligere, kedeligere og mere dovent end at
kalde sine modstandere for ’hykler’?

Udsyn
Hykleri er den værste fejl. Uoverensstemmelse mellem ord og handling: Det er den brist, der korrumperer alle dyder. Den, der er afsløret som hykler, er udstillet som upålidelig: Man kan ikke stole på hyklerens visioner. Og det er rigtigt, som Hannah Arendt har bemærket: Det er et særligt moderne fænomen at sigte efter sine modstandere som hyklere, fordi det er et moderne vilkår, at man selv skal sætte vores egne mål og idealer. Når man selv kan sætte sine præmisser, er man forpligtet på dem som handlende rationelt person.
Det har nu udviklet sig til en destruktiv og dum strategi for dem, der ikke vil sætte deres egne præmisser, bare at kalde deres modstandere for hyklere. At overtage modstandernes præmisser og sige: Ha ha! I lever jo slet, slet ikke op til det, I selv siger.
I stedet for at forholde sig til præmissernes legitimitet kritiser man den praksis, der ikke lever op til dem. Og så kommer man implicit til at legitimere præmisserne.
Som for eksempel Margrethe Vestager, der i sidste uge rigtig skulle gøre sig lystig over, at regeringen selv betjente sig af ’smagsdommere’. Den regering, der indledte sin epoke ved magten som modstander af smagsdommere, kunne ikke i praksis leve op til principielle modstand!! Ha ha, pege fingre på Blå Stue og hovere, hovere, tihi, det man siger selv, er man selv: Det var den sofistikerede kritik. Som hun sagde:
»Opgøret med smagsdommere har vist sig at være et skalkeskjul for at få egne folk ind.«
Nu kunne man håbe på, at besindige kritikere ville more sig over, at Margrethe Vestager således hjalp regeringen med at ajourføre overensstemmelse mellem program og praksis. At lidt mere ironiske kritikere ville påpege, at Det Radikale Venstre åbenbart havde overtaget regeringens principrogram. Og at de måske endda kritiske orienterede kritikere ville spørge til Margrethe Vestagers egne præmisser. Og se det som en politisk falliterklæring, at hun som oppositionspolitiker fra det måske efterhånden mest oppositionelt orienterede parti ikke havde andet principielt at byde på end: høhø, det man siger om sine modstandere er man selv, er man selv.

Men det er jo ikke kritiske standarder, der dominerer den danske offentlighed. Det ved vi godt. Det er en overvældende respekt for fornemmelser for folket.
Det er en affortryllet pragmatik, som roser det, der virker, og tager kærligt men bestemt afstand fra det, som vælgerne formodes ikke at ville have. Det er en deskriptiv pragmatik, som ikke gør sig illusioner. Som ikke er romantisk eller naiv. Men som viser sin sande ekspertise, idet den aflæser meningsmålinger.
Som for eksempel under sidste uges debatter på DR 2 om det amerikanske præsidentvalg.
Studieværten spurgte ikke gæsten: Hvem ville være den bedste præsident? Studieværten spurgte: Kan Kerry besejre George W. Bush?
Den politiske kommentator fungerer på tv som den hurtige meningsmåling med forklarende fodnoter. Ikke alene kan den politiske kommentator sig ja eller nej.
Den politiske kommentator kan kvalificere sit ja eller nej med 4-5 forklarende tilføjelser. Det ligner næsten en diskussion.
Så en af Danmarks dygtigste politiske kommentatorer Thomas Larsen roste Margrethe Vestager. Han udråbte i Urban hendes smagsdommeraktion til ’kronprinsessens comeback’:
»Med sin enkle optælling af alle de råd og nævn, som VK-regeringen har oprettet, havde hun en sag, som gjorde ondt på regeringen og stillede den i et hyklerisk skær.«
Hun fik udstillet uoverensstemmelse mellem ord og handling: Det var en politisk succes. Det er nu en efterhånden allerede triviel traver at høre kritikere af regeringen kalde enhver henvisning til sagkundskab for ’smagsdommeri’.
Lørdag skulle SF’s Jørn Jespersen på P1 vise, at det kunne han også. Så han fortalte i Radioavisens ugemagasin Refleks, at Venstre slet ikke længere var et liberalt parti. Det, syntes han, var ærgerligt. De levede ikke op til deres partiprogram.
Men det vi savner i dag er jo ikke en opposition, der kan påpege hykleri. Men en opposition, der kan sætte sine egne præmisser og kritisere regeringen derfra.
Det er en opposition og en kritisk offentlighed, som ikke hele tiden og udelukkende beskæftiger sig med, om der mon nu også skulle være masseødelæggelsesvåben i Irak. Det er jo hverken politik eller kritik. Det er såmænd bare at lege politi og sikre sig, at folk holder deres løfter.
Det er en systembevarende og nem kritik. Der er ingen, der kan beskylde den for at være ’samfundsomstyrtende’ eller ’farlig’. Den er ikke så ambitiøs eller visionær, at den nogensinde kunne komme under anklage for at være hyklerisk.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu