Læsetid: 3 min.

Powershopping

Love Shop dokumenterer hele herligheden med en trippel-udgivelse, der bør tredoble trioens publikumstilslutning
20. marts 2004

Nye cd’er & bog
»Love Shop er landets mest ufotogene band.«
Det er ad selverkendelsens bulne brolæggerstræde, at Jens Unmack indleder forordet til fotobogen I Byens Lyse Strøm med et gammelt Klaus Lynggaard-citat.
Og ja, det kan forsangeren og anmelderen have ret i i al deres idylliske tosomhed. Måske kan man ligefrem fortsætte diskursen og slutte sig frem til, at udseendet har haft en vis betydning for, at Love Shop i trioens første 14 år er forblevet et indviet samlingspunkt.
Hvordan skal man ellers forklare, at et band med sådan en træfsikkerhed, dybde, selvforståelse og tilgængelighed fortsat fremstår som et elitært popprojekt højt hævet over folkedybet?
Det har jo aldrig skortet på radiobårne ørehængere, det har aldrig skortet på citatværdige snapshots, det har aldrig skortet på udvikling.

Indstik og stikpiller
Hele herligheden dokumenterer Love Shop nu med en trippel-udgivelse, der bør tredoble trioens publikumstilslutning:
En greatest hits med 16 af de hidtil bedste, Sendt Fra Himlen 1990-2003, livepladen Copenhagen Screaming! og Stephan Bachs fotobog,
I Byens Lyse Strøm, fra samme uge sidste efterår, da Love Shop turnerede rundt mellem seks mindre scener i hovedstaden.
Mens de to sidstenævnte først og fremmest henvender sig til incrowden – stamkunderne i Love Shop – så må Sendt Fra Himlen 1990-2003 være en åbenbaring for nytilkomne, der dog kan prale af at have haft antennerne ude blot en gang imellem de seneste 14 år. I så fald må de nemlig have opfanget dele af den radiotransmitterede syndflod af sing-a-long-lækkerier, som Love Shop faktisk står bag. »Copenhagen Dreaming«, »Kræmmersjæl«, »En Nat Bliver Det Sommer« og »Love Goes On Forever« for nu at tage cd’ens fem første skæringer i uvilkårlig rækkefølge.
Undervejs i opsamlingens covernoter kommenterer trioen numrene, som endte med at klare cuttet. De korte indstik – til tider er ’stikpiller‘ måske mere dækkende – fungerer som et skønt supplement, men stjæler måske også lidt af lytterens egen fortolkningsmuligheder. For stamkunderne må det alligevel være labert at få de små detaljer med. Som når Jens Unmack om »En Nat Bliver Det Sommer« fortæller, at sangen var hans og Hassigs første sammen.
»En ret god begyndelse kan man vel sige!«
Eller at »Kræmmersjæl« blev til som en reaktion på det varetægtsfængslede frisind herhjemme, og at omkvædet i »Love Goes On Forever« simpelthen ikke lod sig fordanske... Den mistanke kan man knytte til flere af sangene, som på forunderlig vis lader engelsk og dansk tale det samme musiske sprog.

Frem i køen
I fotobogen og på Copenhagen Screaming! beviser Love Shop ikke blot, at de rent faktisk ser meget godt ud, til tider, men også at de spiller røven ud af bikinien på størstedelen af den danske musikscene. Det seksdobbelte koncertprojektet gav dem da også musikkritikernes Steppeulv for Årets Idé samt Årets Livenavn. At Jens Unmack så også ejer improvisationstalent og eksempelvis afslutter nummeret »Fan Star« på Lille Vega med en reference til jobbet dagen før på Loppen, gør selvfølgelig kun sagerne dét mere raffinerede. For dem, der var der, vil de mange indlagte kommentarer og udbrud gøre sig nostalgisk på stereoanlægget:
»Vi er lige blevet fløjet ind fra Christiania, hvor vi spillede i går aftes,« begynder han foran det medlevende publikum.
»Det er et farligt sted derude. Folk ryger hash! Og der er byplanlæggere og politikere, der går rundt og lægger planer for fremtiden. Jaah, vi så Søren Pind derude. Han var stenet! Men det kan jo kun gå fremad for ham, så ...«
Det kan til gengæld ikke kun gå fremad for Love Shop. Dertil står de alt for langt fremme i køen. Men til kasseapparatet er de jo ikke nået. Måske kommer de det nu.

*Love Shop: Sendt Fra Himlen 1990-2004 (Sony)
*Love Shop: Copenhagen Screaming! (Fanstar Records/Playground)
*Stephan Bach: I Byens Lyse Strøm (Forlaget November)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her