Læsetid: 4 min.

Privatlivets fred vs. barnets tarv

Der skrives retshistorie, når regeringen indfører mulighed for at bortvise mennesker fra eget hjem
15. marts 2004

For ti år siden faldt en opsigtsvækkende dom i byretten i Holstebro: En magtfuld mand fra en af Danmarks rigeste familier blev frifundet for at have udsat sin ægtefælle for psykisk og fysisk vold gennem 20 års ægteskab. Når kvinden, der nær var blevet kværket under et af overgrebene, ikke havde sagt fra noget før, måtte volden anses for at være »en accepteret del af samlivet«, lød det i dommen.
Forestillingen om den gamle borgerlige kernefamilie, hvor hjemmets fire vægge udgjorde bolværket imod staten og det omgivende samfund, er under hastig forvandling med de seneste års politiske tiltag. Privatlivets fred er ikke længere hellig, og den konservative justitsminister Lene Espersen har fået overraskende stor opbakning til et forslag, der indfører en helt ny dansk retspraksis: Nemlig muligheden for at bortvise en voldelig mand (eller kvinde) fra hjemmet, hvis vedkommende har truet eller opført sig voldeligt overfor familien.
Lovforslaget fremsættes først i Folketinget til foråret, men indholdet ligger klar og er nu sendt til høring:
*Den lokale politimester skal kunne bortvise en person fra sit eget hjem blot på bestyrket mistanke om, at han har optrådt truende eller voldeligt eller vil gøre det overfor samleveren eller børnene.
*Det er ikke en forudsætning, at han er blevet dømt for noget. Det er heller ikke afgørende, at kvinden vidner imod ham eller selv støtter bortvisningen. Det vil typisk være i forbindelse med tilkaldelse til husspetakler, at politiet kan blive opmærksom på problemfamilier.
*Bortvisningen kan finde sted i op til fire uger og derefter forlænges. Den bortviste skal kunne idømmes op til to års fængsel, hvis han opsøger hjemmet.
*Bortvisningen kan effektueres i længere tid, også selv om den bortviste ejer den bolig, familien bor i.
*Den bortviste skal – af retssikkerhedsmæssige grunde – kunne bede om en hurtig domstolsafgørelse af sin sag.

Psykisk terror
For Lene Espersen er lovforslaget et af de mest vidtgående resultater af det arbejde, hun og socialminister Henriette Kjær (K) har sat i gang for at skabe ’nul tolerance’-tilstande også i de danske hjem. Kvinder eller mænd for den sags skyld skal ikke udsættes for vold eller psykisk terror uden nogen griber ind:
»Den vold, der foregår inden for hjemmets fire vægge, har været tabu i mange år. Og ofte oplever man det mærkværdige, at uanset hvor forslået ofret er, så sidder kvinden i retten og siger ’jeg vil tilbage til min mand’ og nærmest argumenterer for at straffen skal nedsættes. Det her er et vanskeligt område, fordi man som offentlig myndighed går ind og forholder sig til noget, som er dybt, dybt privat og personligt,« forklarer Lene Espersen.
I den betænkning, der ligger til grund for lovforslaget, påpeger Strafferetsplejeudvalget, at det nok er muligt at gennemføre forslaget uden at komme i karambolage med Grundloven eller konventioner om retten til bolig og familieliv. Men udvalget lægger ikke skjul på, at politikerne nøje bør overveje, hvordan forslaget skal gennemføres, fordi »bortvisning vil være et særegent indgreb af betydelig intensitet over for den, der tvinges til i en periode at forlade hjemmet«, hedder det i betænkningen, lige som udvalget også fremhæver, at der vil være tale om at indføre et helt nyt indgreb i dansk ret.
»Jeg er klar over, at forslaget er meget vidtgående, fordi vi også i grundloven værner meget om den private ejendomsret og i det hele taget om, at der er et privatliv, det offentlige ikke skal blande sig i. Men det afgørende for mig er, at de virkelige tabere, ud over selvfølgelig dem, der udsættes for volden, i meget høj grad er børnene, der i dag må flytte med på krisecentre med de omkostninger, det har at fjerne sig fra hjemmet. Det kan ikke være rigtigt, at det er ofret, der skal betale prisen,« siger Lene Espersen.
De foreløbige politiske reaktioner på forslaget har været positive – selv om man kunne have forventet modstand fra begge lejre: Fra venstrefløjen for at gå på kompromis med gerningsmandens retssikkerhed – og fra højrefløjen for at gribe for dybt ind i privatlivets fred.

Borgerligt dilemma
»Man må erkende, at det har været tabu i mange år, og at højrefløjen har haft en tendens til at sige, at der er områder, vi ikke skal gribe ind i. Men jeg ser ikke noget problem i, at det offentlige griber ind og sørger for, at undertrykkelsen ikke fortsætter. Jeg sætter det enkelte menneskes integritet, kvindens frihed og hensynet til barnets tarv over privatlivets fred,« siger justitsministeren.
Det anslås, at omkring 40.000 kvinder hvert år udsættes for vold i hjemmet. Heraf opsøges kvinde- og krisecentrene af 2.000 kvinder og 2.000 børn.
De sociale myndigheder skal involveres i sager om bortvisning – og kan eksempelvis henvise den bortviste til andet opholdssted, siger ministeren.
Endelig forudser hun, at indvandrerfamilier med en patriarkalsk familiestruktur vil udgøre et specifikt problem:
»Den store grå masse af indvandrere kommer til at udgøre et problem i sig selv, fordi de er vant til et familiemønster, hvor det offentlige ikke blander sig uanset hvor meget man tæver konen. Her tror jeg slet ikke, at det vi disker op med nu, er tilstrækkeligt. Der skal mere til på længere sigt. Men generelt håber jeg ikke de nye muligheder vil blive brugt særlig ofte – for så er der da noget ravruskende galt i de danske familier.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her